Indledning

Det må betragtes som fastslået, at den egenlige vikingetid — Nordboernes vikingetog til de vestlige lande — er begyndt i slutningen af det 8. årh. med året 793 eller 787, da der ifølge den angelsaksiske krönike »for første gang kom 3 skibe med Normanner fra Hördaland(Hoereðaland)«; det hedder udtrykkelig, at »det var de første skibe med danske mænd, der besøgte Angelstammens [Anglosaksernes] land«. I de følgende år hører man om vikingeindfald rundt om i Vesten, i Irland og ved fastlandets nordvestlige kyster. Først nu kommer Nordboerne — især Daner og Nordmænd —i direkte forbindelse med Vesten og dens kultur. Tidligere forbindelser har man (H. Zimmer, Alex. Bugge) søgt at påvise eller hævde, men tilstrækkelige beviser herfor er endnu ikke frembragte; fredelige købmandsrejser i langt ældre tid, som der antages at have været, hører til det rent usandsynlige, for ikke at sige utrolige. En antagelse af en langt ældre norsk bebyggelse af f. eks. Shetlandsøerne end den man hidtil har antaget, — en antagelse, der hovedsagelig bygges på visse stedsnavne —, viser sig at være grundløs. At der fra Danmark har været ældre forbindelser ad søvejen langs kysten til Hollands nord- og vestkyst, er muligt; historisk er Hugleiks (Chochilaicus) tog derhen i begyndelsen af det 6. årh.; anføreren blev som bekendt dræbt; senere indtil den egenlige vikingetid høres der intet om, at han har haft efterfølgere. Bekendt er det også, at der i det angelsaksiske digt Beowulf findes et sagnstof, der hovedsagelig er af sydskandinavisk (dansk og sydsvensk) oprindelse; digtet er efter de allersidste undersøgelser (Morsbach) fra begyndelsen af det 8. årh. Men dette sagnstof er vistnok ifg. de flestes mening kommet til Angelsakserne på en ganske anden måde end gennem nordiske købmænd (eller vikinger), nemlig gennem de Angler, Danernes naboer, der sammen med Sakser og andre vandrede ud til England og bosatte sig der (ved midten af det 5. årh. og derefter). Der har været rigelig forbindelse mellem England og Danmark (med Skåne) ad den vej; hvorvidt den har haft betydning for Norge er derimod höjst tvivlsomt; efter Beowulf at dömme har det næppe været tilfældet; i det mindste spiller ikke Norge nogen særlig rolle i digtet. Kun den allersydligste stamme, Raumerne, der ovenikøbet her fremtræder som kystbeboere (vel nord for Götaelven), nævnes, hvis det er dem der menes; i orig. kaldes de: Heaðo-roemas.

Herigennem belyses på det klareste en forbindelse mellem Danmark, især Jylland, og de syd og sydvest for dette liggende lande og folkestammer (Sakser, Friser, Franker osv.), en forbindelse, der går meget langt tilbage. Historisk bekendte er de store handelsforbindelser mellem Gotland og syd-øst-Evropa, for ikke at tale om den sikkert historiske folkevandring fra Sydsverrig (Skandinavien, »vagina gentium«) og den derigennem vundne tilknytning frem og tilbage. Her træder den nordiske arkæologi til og belyser kulturforbindelser mellem Norden og det sydlige Evropa på en höjst interessant måde og i en meget udstrakt grad, især i de første 250 år af vor tidsregning og atter efter år 450 omtrent. At forbindelsen ikke udelukkende var af materiel art viser runeskriftens historie og overførelse til Norden. Denne sidste viser også, at forbindelsen ikke stansede ved og i Danmark, men nåde langt videre nordpå, helt op til Norge. At der således fra de sydligere boende stammer kunde indvandre fremmed åndeligt stof, både af historisk og mytisk art (og hvad der ellers er hermed nærbeslægtet), kan ikke benægtes, ja, det vilde være mærkeligt, hvis det ikke var sketi virkeligheden, ligesom det på den anden side kunde være rimeligt, at nordisk (spec. dansk) sagnstof var vandret sydpå til gengæld; der mangler ikke omstændigheder, der taler herfor, skönt det næppe strængt lader sig bevise, at det er sketi en så gammel tid (der tænkes her især på alt det danske stof, der findes i det tyske digt Kudrun). Til Norden er bevislig allerede för omkr. 800 et stort stof af sagnhistorisk art, sagnene om Jörmunrekk, Attila, Gjukungerne (Nivlungerne), Sigurd fåvnesbane m. m., indvandret. Ifølge almindelig antagelse er Wodan(Odins)troen og -dyrkelsen indkommet fra Syden, i hvor tidlig tid, er ganske vist usikkert, men det er i hvert fald sket længe för 800. I denne forbindelse må der mindes om det ikke- nordiskeMúspell (tysk:mûspilli, mûd(t)spelli), der forekommeri norsk-islandske kilder.

Hvis det forholder sig så — hvad der her ikke nærmere skal drøftes —, at det frankiske kongedömme, som flere historikere har antaget, har været et forbillede for de nordiske (danske og norske) kongedömmer, så har man atter deri et bevis for det lette samkvem og (gensidige) påvirkning. Dette sidste er dog betydelig yngre end alt det för omtalte, men får i denne sammenhæng også sin betydning.

At udførselen af tyske sagn skulde være gået direkte til Norge udenom Danmark ad søvejen (ved købmænd), som hævdet i den seneste tid (E. Mogk), fordi der fra Danmark ikke er bevis for, at sagnene der har været kendte, er en sikkert uholdbar antagelse, så meget mere som der fra Sverrig haves fuldgyldige beviser for, at Sigurdsagnet f. eks. der har været velkendt (Sigurdsristningerne), ligeledes Tjodreksagnet (Rökstenen). Den naturligste indvandringsvej er og bliver, at disse sagn (og myter) er komne sydfra til Danmark, er efterhånden vandrede videre mod nord, til Sverrig og sidst til Norge1. At der fra Danmark ikke foreligger positive beviser for sagnenes og myternes (hvad der dog i al fald ikke gælder for Odins vedkommende) tilstedeværelse der, har mindre at sige, eftersom overleveringerne her er — og måtte være — så mangelfulde.

Der er således ingen tvivl om, at der i tiden för 800 havde været den rigeste lejlighed til gensidig påvirkning mellem Nordboere og de sydligere folk, og at der til Norden er indkommet et stort og vigtigt kulturstof, både af materiel og åndelig art. Hvis der i den nordiske mytologi virkelig findes indflydelse fra kristendommen, finder også denne heri en fuldtud tilfredsstillende forklaring. Denne indflydelse kunde ske på flere måder og ad forskellige veje. Derimod må det hævdes, at nogen indflydelse fra Vesten för slutningen af det 8. årh. ikke er historisk bevist eller så solid afhjemlet, at der kan være tale om at henføre noget af den her nævnte påvirkning og kulturtilførsel til den. En helt anden sag er det, at der kunde tænkes en påvirkning fra Kelterne, medens de endnu indtog den herskende stilling i mellem-Evropa. Ordet Valir (adj.valskr) kan endogså med störste lethed tænkes at være kommet til Norden fra Tyskland (oldhöjt.walh; af kelt.volc- iVolcoe, en keltisk stamme).

At Nordboerne — også Nordmændene — har været i besiddelse af en ikke så ringe kultur allerede för 800, indrömmes endogså af dem, der går videst i at antage kulturtilførsel i vikingetiden. Arkæologien bekræfter dette uimodsigelig. Hvorledes denne kultur i enkelthederne har været, er det naturligvis vanskeligt at göre sig klare forestillinger om. At Nordboerne, og her tænkes særlig på Nordmændene, allerede dengang har været dygtige sømænd følger af sig selv. At de en rum tid forud har givet sig af med vikingetog eller sørejser, er ligeledes givet; men disse gik langs kysterne sydpå og østerpå, ind i Østersøen, til de baltiske kyster, til »Østerled« (austrvegr); dette genspejler sig i mytologien (Tors rejser til østerleden); og det genspejler sig i de uhistoriske sagaers (fornaldarsagaers) mange tog netop til de omtalte egne; heri ligger upåtvivlelig en historisk kærne, et godt gammelt »minde«. Hvorledes skulde det ellers være at forklare, at netop disse sene sagaer ikke lader togene gå til Vesterleden? Man skulde dog tro, at vikingetogene i det 9. og 10. årh. til Vesten helt havde opslugt mindet om de ældre tiders forhold. Ved disse tog er Nordmændene allerede komne i forbindelse med fremmede folk og fremmed kultur.

Det er allerede nævnet, at runeskriften tidlig er kommen til Norge; Wimmer daterer Einang-stenen, Valsfj.-st, Tune-st. og fl. til tiden mellem 500 og 600; andre sætter nogle af disse stene endnu længere tilbage i tid. Denne kendsgærning er af en særlig vigtighed. Desværre giver disse runeindskrifter os ikke mange oplysninger af almindelig interesse i denne sammenhæng. På den norske Myklebostad-st. findes navneta(n)sugas, altså áss-navnet, hvilket forudsætter troen på de fra litteraturen kendte magter (jfr....