Hannah Arendt henviser iÅndens liv til tænkningens"velsignede øer" (via Aristoteles). Ikke som eskapisme, ikke som retræte fra verden, men som sjældne steder, hvor mennesket midt i handlingens storm kan standse op og tænke. Øer, hvor tænkningen ikke er et redskab, men en praksis; ikke et middel, men en måde at være menneske på.
At Arendt i denne sammenhæng igen og igen vender tilbage til Aristoteles'Protreptikos, er ikke tilfældigt. Hos Aristoteles er protreptikken netop en vending — en tiltale, der kalder mennesket bort fra det tilfældige, det vanemæssige og det ureflekterede og hen imod det liv, der er værd at leve. Filosofi er her ikke en specialiseret disciplin, men en grundlæggende orientering: en opfordring til at lade fornuften tage ledelsen i livet.
Arendt genoptager denne bevægelse i en tid, hvor tænkningen ikke længere kan tages for givet.Åndens liv er skrevet i skyggen af det 20. århundredes sammenbrud — politisk, moralsk og åndeligt. Det er et værk, der spørger, hvordan tænkning, vilje og dømmekraft overhovedet er mulige efter totalitarismens erfaring. At hun her trækker bl.a.
Aristoteles frem, er ikke nostalgisk, men radikalt: et forsøg på at genetablere tænkningen som et værn mod det værste.
For Arendt er protreptikken ik
