Han blev kaldt den tyske dansker, fordi han både kunne læse dansk litteratur og tale sproget. Eller det mente han i hvert fald selv. Under et besøg i Aarhus opfattede tilhørerne hans tale som sønderjysk. I virkeligheden – noget, kun en indfødt alsing for alvor kunne høre – var det alsisk, og det havde sin forklaring. Siden slutningen af 1950’erne havde Siegfried Lenz og hans hustru, Liselotte, ejet et beskedent sommerhus med roser og stikkelsbærbuske i Lebølløkke på Sydals. Fra sit arbejdsværelse på 1. sal kunne Siegfried skue ud over Hørup Hav mod Kegnæs og hente inspiration til sit forfatterskab i sommerhalvåret, mens han også dyrkede sin passion for dykning og fiskeri. Der var et symbiotisk forhold mellem ham og fisk, og han plejede at sige, at den største lykke var at fange en fisk – og at den næststørste var ikke at fange én. For ham var det selve følelsen af at fiske, der betød mest. Det var i Lebølløkke, at både novellenDas Feuerschiff og gennembrudsromanenDeutschstunde fra 1968 blev til. Sidstnævnte gjorde ham økonomisk uafhængig. Lenz følte sig hjemme i Slesvig-Holsten, Hamborg og ved Østersøen, men udviklede ofte sine historier i Danmark. Herfra kunne han betragte Tyskland på afstand. Danmark blev hans andet hjem efter krigen – først på Als og, fra 2010, på Fyn.
Den anden halvdel af året – efterår og vinter – tilbragte familien i villaen på Preuβerstraβe i Hamborg-forstaden Othmarschen, tæt ved Elben. Sommerhuset på Als var skaffet af en af Liselottes venner, en advokat, men valget hang også sammen med Siegfrieds egen fortid. I maj 1945 deserterede han fra værnemagten, mens han var stationeret med tyske tropper på Sjælland, og vandrede derefter gennem Danmark, indtil han blev taget til fange af englænderne i Slesvig-Holsten. Under flugten fik han hjælp af danskere og lovede sig selv at ville vende tilbage til landet efter krigen. Hans veneration og taknemmelighed over for Danmar
