Da de endelig nåede Hulby, føltes det, som om al luften blev suget ud af Zigga. Byen var præcis, som hun huskede den fra den ene gang, hvor hun og Frida havde været her med forældrene for at se huset for et par måneder siden. Landsbyen var lille og stille, omkranset af marker så langt øjet rakte. Faktisk bestod byen nærmest kun af en smal landevej med enkelte huse og gårde på begge sider.
Huset, de skulle flytte ind i, lå i udkanten af byen og var gammelt og en smule faldefærdigt. Lige ved siden af huset var der en gammel branddam støbt i beton, der ikke længere blev brugt. Den var kun delvist fyldt med vand, og i hjørnerne havde der med tiden samlet sig så meget andemad og andet skidt, at det lignede små, trekantede øer.
”Her løber byens børn og unge på skøjter om vinteren,” havde den ivrige ejendomsmægler entusiastisk sagt, men Zigga tvivlede på, om det overhovedet var muligt. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at hoppe ned i den grimme og ulækre betonkasse.
De nåede huset og svingede ind ad indkørslen, der førte op til en faldefærdig carport og en have, der så ud, som om den ikke havde set en plæneklipper eller en grensaks i årevis.
