1

MALCOLM GARCIA VAR en høj, altid velklædt mand, der til dagligt arbejdede med salg og investeringer i New Yorks dyreste grunde. Men i sin fritid bød livet på noget ganske andet. Hemmeligt for alle andre end ham selv og hans kone, forskede Malcolm i det overnaturlige og okkulte. I deres lejlighed havde han et privat arbejdsværelse, som altid blev låst når der kom gæster.

Her stod noget der kunne gå for at være en udstoppet varulv i en glasmontre. ”Varulven” var blevet fanget og senere udstoppet af Malcolm selv, under en af hans mange rejser til Rumænien (hvordan det lykkedes ham at indsmugle dette sære væsen i USA, skal vi ikke komme nærmere ind på her, andet end at sige, at det involverede mange amerikanske dollars og lidt bestikkelse). Varulven var, ifølge Malcolm, en dreng ved navn Gellert Cortés, som havde slået hele sin familie ihjel. Gellert havde holdt til i en udtørret brønd, overgroet af tykke rødder, nær et børnehjem, hvor han lokkede børnene hen til brønden og åd dem levende. Børnehjemmet fik derfor øgenavnet, “HorrorWitch Orphanage”, som både var på grund af varulvens grusomme drab men også grundet, at der engang havde boet en heks ved navn Eden på børnehjemmet.

Malcolm fandt varulven ved at følge et tykt blodspor hen til brønden. Det lykkedes ham derefter at fange Gellert ved brug af et sølvkors. Sølvkorset havde han stukket gennem Gellerts hals og på den måde slået ham ihjel, men samtidig bevaret ham i hans ulveskikkelse. Sølvkorset hang nu i en kæde ved siden af glasmontren, hvor Gellert stod udstoppet som varulv. Hvis det altså var en varulv. Det var det ifølge Malcolm, og det var godt nok for hans kone Melinda.

Malcolms arbejdsværelse var det største værelse i hele lejligheden. Et langt bord af mørkt mahogni stod i midten af værelset. På hver side af bordet var der lange rækker af høje røde reoler. Disse reoler var fyldt med bøger og andre forskellige okkulte artefakter, som Malcolm havde haft med hjem fra alle sine rejser.

Malcolm havde for det meste kun rejst i Europa, særligt Rumænien. Som dreng var han nemlig blevet meget fascineret af historien om Grev Dracula, og især det faktum, at forfatteren Bram Stoker havde ladet sig inspirere af virkelighedens blodtørstige fyrste, Vlad III Dracula, Vlad Țepeș, der spiddede sine ofre på pæle. Derfra havde fascinationen af det okkulte blot taget til i styrke. Nu havde det såmænd nået et stade, som nogle måske ville kalde det milde overdrev.

Men bøger var langt fra det eneste, Malcolm havde i sit arbejdsværelse. Ved vinduerne stod to høje dæmonagtige statuer der var helt identiske spejlbilleder af hinanden, som holdt et spyd i henholdsvis højre og venstre hånd. Begge statuer var næsten to meter høje. Malcolm havde haft disse to statuer med hjem fra det sydlige Rumænien. De var perlerne i hans samling og Malcolm var overbevist om, at de besad umådelige mørke, magiske kræfter.

Det okkulte, private værelse lå bagerst i Garcia lejligheden. Ellers havde lejligheden et smukt interiør med flotte malerier og dyre møbler. Malcolms hustru, Melinda, havde til opgave at sørge for at holde lejligheden fin og stilren. Malcolm og Melinda havde kendt hinanden hele deres liv. De havde endda gået på det samme børnehjem, Sunshine Orphanage. Men efter at børnehjemmet brændte ned en juleaften for mange år siden, blev de adskilt.

Det var først for tre år siden, at de havde fundet hinanden igen. Der gik ikke lang tid før de blev kærester, giftede sig og flyttede sammen. Melinda arbejdede som manuskriptforfatter på et teater inde på Broadway. Hun skrev for det meste komedier. Malcolm nød at se og læse hendes forskellige teaterstykker. Det var en kontrast til hans lettere dystre hobby.

DE VENTEDE NU deres første barn og alt virkede på ydersiden lykkeligt. Men det var det langt fra. Malcolm og Melinda blev nemlig hjemsøgt af et spøgelse, som truede dem og deres kommende barns sikkerhed. Spøgelset var dukket op for første gang for et par måneder siden, og viste sig altid for dem om natten. Det bankede på væggen i deres soveværelse, så de vågnede og spøgelset efterlod sig små beskeder skrevet på gammelt papir. Beskederne lå som regel i vuggen i det børneværelse, som de havde fået gjort klar til deres barn, og var skrevet med blod.

Til at begynde med virkede det hele temmelig uskyldigt og Malcolm forsøgte at berolige Melinda ved at kommunikere med spøgelset, ved hjælp af sit hjemmelavede åndebræt. Han var overbevist om, at han let kunne håndtere spøgelset og få situationen under kontrol. Det kunne han ikke. Tværtimod blev det kun værre. Malcolm fandt nemlig ud af, hvem spøgelset var. En pige, som han og Melinda havde begravet dybt i deres minder. En pige som de havde gjort uret og som nu hjemsøgte dem for at spolere den smule lykke de havde fået i deres liv.

Malcolm vidste, at der kun var én ting at gøre: At tage tilbage til det nedbrændte Sunshine Orphanage og konfrontere fortidens spøgelser.

Malcolm gjorde sig parat til at drage afsted, men da han pakkede sine sager på sit arbejdsværelse, opdagede han ikke i sin iver og hast, at noget derinde manglede. Noget som var svært at overse. Og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert.

***

MALCOLM VAR SIKKER i sin sag, da han begav sig mod Sunshine Orphanage. Fortidens synder skulle konfronteres. Det var nu det gjaldt. Han gik gennem byens mørke gader, hvor der var udsædvaneligt stille. Lygtepælene lyste dunkelt og han fornemmede, at noget forfulgte ham i mørket. Han vendte sig flere gange om for at se hvad det var, men kunne intet se. Det var en ubehagelig fornemmelse.

Malcolm havde altid været meget selvsikker, specielt under sine rejser i Rumænien, men denne nat var modet ved at svigte ham. Han svedte og hans kolde og klamme hænder rystede. Han var bange. Ikke for ham selv, men for hvad der ville ske hans kone og kommende barn, hvis han fejlede i nat. Usikkerheden bredte sig i ham for hvert skridt han tog. Han følte sig svag. Blæsten trak gennem hans hår som kolde, døde fingre. Han gik videre. Han kendte udmærket vejen.

Tyve minutter senere trådte han ind ad døren til det nu forladte Sunshine Orphanage. Da han satte sin fod ind over tærsklen, strømmede en kulde igennem ham. Det var for mørkt til, at han kunne se stedet ordentligt. Vinden kunne høres uden for. Den lød næsten som hylende ulve. Nattens arbejde begyndte.

Der hvilede en ildevarslende tavshed over stedet. Malcolm satte sig ned på gulvet, åbnede sin taske og tog røgelsespinde frem, samt noget til at antænde dem med. Så begyndte han at messe:

“Gud kender alle mine synder. Det jeg gjorde mod dig, er den værste synd jeg har begået. Det vil jeg råde bod på nu. Amen.”

Malcolm tændte den sidste røgelsespind. Den velduftende røg steg op, og ilden lavede dansende skygger i det mørke børnehjem. Malcolm tog en dyb indånding.

“Vis dig for mig,” sagde han stille. Hans ord bredte sig som et ekko i mørket.

Og så, lige med ét, hørte han en lyd. En lav latter, som lidt efter gik over i en hulken. I et kort øjeblik tav den, og så kom den hulkende lyd igen. Den kom fra flere sider, som hviskende skygger der omringede ham. Blodet isnede i Malcolms årer, da han kiggede sig omkring. Han tændte en fakkel og i lyset kunne han svagt ane konturerne af nogle ansigter han kendte kun alt for godt. Det var, hvis han så rigtigt og altså ikke drømte, ånder. Børnehjemmets afdøde børn, der stirrede på ham. De var helt blege, deres øjne var mørke og deres tøj var brændt. Dette sted vrimlede med spøgelser.

En kælderlem åbnedes og spøgelserne svandt øjeblikkeligt bort, som om de blev blæst væk af et pludseligt vindstød. Malcolm kunne tydeligt huske kælderen fra hans tid på børnehjemmet. Kælderen var et meget uhyggeligt sted, og det var der også en god grund til. Forstanderinden, Alma Henderson, havde i sin tid brugt kælderen som afstraffelse mod børnene. Havde man været uartig eller ulydig, blev man låst inde der om natten. Det havde Malcolm gudskelov kun prøvet én gang, men det var en oplevelse der stadig vendte tilbage til ham i hans mareridt. At være alene i totalt mørke som lille dreng, var rædselsfuldt. Når Alma næste morgen låste kælderlemmen op, havde man lært sin lektie.

Malcolm vendte sig langsomt om. Lyden af kælderlemmen der var blevet knaldet op, havde fået blodet til at isne i hans årer. Og nu, dér i mørket, kunne han så se hende han var kommet efter. Hende der var grunden til, at han var vendt tilbage til barndommens gade i aften. Noget var på vej op af kælderen. Det lignede på afstand en vampyr, men det var det ikke. En vampyr...