Prolog

År 1803 på en gård i Lønne ved Vesterhavet.

– Nej, Satan… nej, jeg vil ikke … slip mig, mumlede pigen.

Hun havde svært ved at få vejret, noget tungt pressede hende ned mod gulvbrædderne, holdt hende fastlåst i sit greb.

– Nej, … Jeg vil ikke, … Jeg vil ikke med dig.

Hun forsøgte at åbne øjnene, at komme på benene og kæmpe imod ondskaben, der havde omsluttet hende. Panisk og med en sidste kraftanstrengelse knyttede hun hænderne, slog fra sig og skreg:

– Vig Satan … Jeg bliver aldrig din!

Pigen slog øjnene op. Gispende efter vejret fornemmede hun igen luften strømme ned i lungerne. Hun blinkede med øjnene. Mørket i rummet gjorde det umuligt for hende at se. Var hun alene? Nej! Hun kunne lugteHam. LugteDyret mod sin hud. En sødlig, svovlagtig stank.

Han er herinde!

Kvalmen trængte sig på, og hun mærkede nuBæstet sno sig i sit indre. Hun åbnede munden, og den sure mavesyre sved i halsen, da hun spyttede den ud.

– Du får migaldrig, hviskede hun.

Et brag hørtes, da vestenvinden buldrede hen over taget. Skræmt så hun op.

Jeg må ud herfra!

Med hjertet hamrende i brystet kravlede hun hen til døren. Famlende efter dørhåndtaget, fandt hun det og trykkede håndtaget ned. Men forgæves.De havde låst døren.De havde overladt hende til hendes egen skæbne, …til Satan.

Det var ikke mange timer siden,de rettroende havde været samlet inde i stadsstuen. Kæmpet imod mørkets fyrste, forsøgt at fordrive de dæmoniske kræfter i hende. Men heller ikke denne gang var det lykkedes for dem. Hendes forbrydelser mod Gud måtte være store.

– Tilgiv mig, Fader, for jeg er svag, kun et barn og ved ikke, hvad jeg gør! Vis mig nåde og åbn denne dør! hulkede hun og sank ned på gulvet.

Hendes forældre havde dagligt skældt hende ud. Truet og advaret hende. Sagt, at hun var doven og egenrådig, at hun, i den almægtige Faders bog var et slet menneske. Og passede hun ikke på, var det ikke deres, men Guds straf, hun en dag fik at føle.

– Og så er der ingen kære mor, sluttede hendes far altid vredt af med at sige, men ordene stoppede aldrig pryglene fra hans stok.

For gårdejeren lod sig ikke narre. Vidste, at hans kone holdt hånden over deres eneste levende afkom, kunne hun slippe af sted med det. Og han hadede det, hvilket han ofte lod dem begge føle. Men han havde ikke rørt datteren længe. Ikke sidendet skete! Ikke siden …faldet. For hun var ikke længere hans.

Pigen pressede ryggen mod døren og strammede grebet om dørhåndtaget. Hun ruskede hårdt i det, men lige lidt hjalp det.

– Mor … Jeg har brug for dig, jeg kan ikke mere. Du lovede …

Hun sank sammen på gulvet.

– … at hjælpe mig.

Hele hendes krop smertede, var fyldt med blå mærker og væskende sår. Den stank af forrådnelse. Hun ville snart dø. Udmattet begyndte hun at døse hen, da noget forstyrrede hende.

Hvad var det?

Hun løftede hovedet og spidsede ører. Var det vinden eller? Nej, nu var lyden der igen. Knirkende gulvbrædder. Der var nogen inde i stadsstuen, og vedkommende nærmede sig hende forsigtigt. Hun holdt vejret, satte sig op og lagde øret mod døren. Stilhed! Trætheden var væk. Overbevist om, at personen nu stod på den anden side af døren, hviskede hun håbefuldt:

– Mor?

Der kom intet svar, hjertet hamrede i brystet på hende. Tog hun fejl? Nej, der var nogen. Men hvem? Hun forsøgte igen:

– I Jesu navn, hjælp mig!

En svag raslen hørtes, og en nøgle blev sat i låsen. Hun holdt vejret, usikker på, om det var en ven eller fjende, der stod på den anden side, og som hun om lidt ville stå ansigt til ansigt med.

Nøglen passede ikke! Endnu et par nøgler blev prøvet, før et lille klik hørtes. Hun kom på benene.

Tak!

Gud havde hørt hendes bøn. Det gav et sæt i hende, da en velkendt stemme lavmælt sagde:

– Alt er klart.

Jeg vidste, at mor ville komme og hjælpe mig!

Pigen skulle til at åbne døren, da moren fortsatte:

– Du ved, hvad der skal gøres.

Det lille håb, der var blevet tændt ved lyden af hendes mors røst, slukkedes.

– Ja, mor.

– Gud velsigne og tilgive dig mit barn, var det sidste hun hørte, før knirkende gulvbrædder afslørede, at moren var på vej væk igen.

Tøvende lagde pigen hånden på håndtaget og trykkede det ned. Denne gang åbnedes døren ind til stadsstuen. Et øjeblik blev hun stående i døråbningen, før hun trådte ind i den fine stue. Lyset fra månen skinnede ind gennem vinduerne og ramte hendes blege ansigt.

Hun så ned ad sig selv og opdagede, at hun stadig bar det mærkværdige, sorte smykke, munken Johannes havde lagt om halsen på hende. Hånden søgte op til halssmykket med det hornede væsen. Det måtte være en amulet, men ikke en hun havde set andre bære. Hun vendte det om. Så på bagsiden et pentagram med spidsen pegende nedad. Det begyndte at brænde i hendes håndflade, og hun havde lyst til at flå det af. Men turde ikke. Munken var en hellig mand. At han havde givet hende det måtte være for at hjælpe hende, for at beskytte hende. Også selvom det ikke føltes sådan.

Uden at give slip på smykket fortsatte pigen ind i stadsstuen, forbi langbordet, hvor det tidligere på aftenen havde ligget i en sort æske ved siden af flasken med vievand, Bibelen og trækorset. Alt sammen, noget munken havde haft med sig og brugt til hendes djævleuddrivelse. Men hverken det eller hans bønner havde kunnet drive det onde på flugt. Hendes mor havde ret, der var kun én ting at gøre!

Hun skyndte sig videre, ud i den nordlige gang. Et svagt skær fra en halvåben dør viste hende vej gennem den mørklagte entré og ud i køkkenet.

Tak mor!

Snorkelyde hørtes inde fra alkoverne i opholdsrummet ved siden af køkkenet. Forældrene og pigen Stine lå og sov trygt og godt. Lysten til at gå ind til dem trak i hende, forestillede sig selv krybe ned til dem og mærke varmen fra deres kroppe. Men hun var ikke længere velkommen.

På køkkenbordet lå nogle knive. Forsigtigt lod hun en finger glide hen over deres blade, valgte den skarpeste af dem og så igen hen på døren ind til opholdsstuen med alkoverne. De frygtede hende. Ville hverken dele bord, seng eller gravplads med hende. Og snart ville de slette alle spor efter hende, snart ville ingen længere sige hendes navn.

Hun gik over til ildstedet, hvor hendes mor tilberedte måltiderne. Omhyggeligt begyndte hun at ridse initialerne C T S og et kors ind i skorstenshammeren over ildstedet. Vågnede forældrene eller Stine ved lyden af kniven mod skorstenen, betød det intet. Deres frygt for nattens djævelskab, frygten for hende, gjorde kun, at de rykkede tættere sammen. Hun stoppede pludselig.

Hvilken måned er det egentlig?

Hun huskede det ikke længere. I starten havde hun været låst inde i gæstekammeret. Dagslyset gennem vinduet havde gjort det muligt for hende at tælle dagene. Men efter at hendes far havde bygget sortekammeret, beordret af munken Johannes, og kastet hende ind i dets mørke, flød dag og nat hurtigt sammen. Og hun vidste, at førfaldet var hun endnu ikke fyldt tretten år og var også sikker på, at hun ikke havde hørt forældrene fejre jul. Hun sluttede af med at indridse årstallet 1803.

Hun kunne ikke trække tiden længere og fortsatte lydløst videre ud i bryggerset. Da hun passerede gruekedlen, lod hun fingrene følge dens kant. Her ville hun aldrig stå igen og vaske tøj sammen med sin mor og Stine. Og havde hun passet sit arbejde, hjulpet til med vasketøjet, som hun havde fået besked på at gøre den dag, i stedet for at stikke af for at lege med kattekillingerne oppe på loftet, havde Gud måske ikke fordømt hende? Så havde han ikke skubbet hende ned ad stigen, så havde han aldrig skubbet hende fra sig?

Det sidste stykke vej ud til stalden, forbi karlekammeret henlå i totalt mørke. Kun høj snorken inde fra kammeret brød stilheden og fortalte hende, at Peder karl heller ikke havde hørt hende. Forsigtigt følte hun sig frem med hånden på den kølige væg, indtil en dør forhindrede hende i at gå længere.

Hængslerne på døren ud til stalden knirkede, da hun tøvende skubbede den op, usikker på, hvad hun ville finde. For selvom hendes mor havde sagt, at alt var klart, havde hun måske misforstået, hvad det...