Kapitel 1 “Barndom”

Jeg er født på Hjørring Sygehus og opvokset i en lille flække mellem Hjørring og Sindal. Mit barndomshjem lå i Sindal kommune, selvom det lå tættere på byen Hjørring.

I min barndom var Sindal kommune en nærig Venstre kommune, der helst ikke ville bruge de nødvendige midler på borgerne. Når man kom kørende ad Astrupvej fra Hjørring til Sindal dengang, så man straks, når man passerede kommunegrænsen og kørte ind i Sindal kommune, for så var vejen mindre velholdt. Kommunen ville heller ikke betale for, at jeg som barn kunne få rettet mine skæve tænder, selvom skoletandplejeren sagde til min mor, at havde det stået til hende, skulle mine tænder være blevet rettet.

Min tandlægeskræk blev grundlagt i min barndom hos skoletandplejeren. Der var altid sure opstød og sure, opgivende miner fra tandplejeren, når jeg skulle have min dom ved det halvårlige tandeftersyn. Jeg tror ikke, at hun forstod, hvor svært det var for mig at komme omkring mine tænder med tandbørsten, når mine tænder var så skæve og sad, som de gjorde. Dengang brugte man også kviksølv til fyldninger i tænderne og lattergas til bedøvelse og det er jo siden blevet kritiseret. Jeg kunne nu godt lide fornemmelsen, når jeg blev bedøvet med lattergas og det snurrede i hele kroppen.

Tandlægeskrækken blev ved med at sidde i mig, så den dag i dag er det stadig forbundet med angst for mig at skulle til tandlægen.

Mange psykisk syge får i øvrigt problemer med tænderne, fordi meget psykofarmaka giver mundtørhed og også fordi, at psykofarmaka simpelthen kan gøre dig så træt og udmattet, så du ikke orker børste tænder ordentligt hver dag. Tandlægeregninger er også umenneskelig dyre og jeg vil virkelig håbe, at det en dag bliver gratis at gå til tandlægen, ligesom det stadigvæk er gratis at gå til lægen.

Mine skæve tænder var noget af alt det, jeg blev mobbet med i skolen. Jeg gik på den nu nedlagte Rudolf Steiner skole på Vester Thirupvej i Hjørring. Min mor og far ville gøre det så godt for mig, så jeg skulle gå på en privatskole i stedet for en folkeskole, men at sætte mig på en Rudolf Steiner skole blev dog at gøre mig en stor bjørnetjeneste. Faktisk kom det til at ødelægge mit liv.

Jeg har mødt flere mennesker, der var af den opfattelse, at Rudolf Steiner skolerne er en god friskole, der lægger vægt på det kreative. Det var også det, som mine forældre troede, da de satte mig på skolen. Dette er dog ikke tilfældet. Kort fortalt bygger Rudolf Steiner skolerne på den nyreligiøse bevægelse Antroposofi, som den okkulte Rudolf Steiner fandt på og skrev bøger om. Biodynamisk landbrug, hvor man dyrker efter astrologi og hvordan planeterne står på himlen, er en del af Rudolf Steiners okkulte tanker. I Hjørring ligger også den alternative butik Aurion, der har rødder i samme antroposofi, og ligeledes det populære “Kornets hus” ved Harken bygger på antroposofi.

I praksis kom antroposofien til udtryk i undervisningen på Rudolf Steiner skolen på flere måder. Vi lærte om okkulte ting uden hold i virkeligheden og vi skulle tegne tegninger efter Rudolf Steiners mærkelige tegnestil og lave Rudolf Steiners mærkelige “bevægelseskunst”. Det, der gjorde skade på mig, var Rudolf Steiners pædagogik med, at eleverne skal opdrage hinanden og at de voksne ikke blander sig. Dette betyder i praksis ofte årelang grov mobning, vold og krænkelser. At lærerne ofte er dårligt uddannet både fagligt og pædagogisk, fordi de er hentet fra Rudolf Steiner miljøet eller uddannet indenfor det, gjorde bare det hele værre. Det gjorde heller ikke det hele bedre, at en del børn med store problemer blev flyttet til Rudolf Steiner skolen fra folkeskolerne, fordi det var billigere for kommunen end at tilbyde den nødvendige hjælp.

Jeg er naturligvis ikke den eneste, der har lidt skade af Rudolf Steiner skolerne. Jeg husker flere avisoverskrifter fra Nordjyske både om knivstikkeri blandt børnene og mistanke om seksuelle overgreb på Rudolf Steiner skolen i Aalborg.

Der var en periode på et par måneder, hvor en anden elev brugte hvert frikvarter på at slå og sparke mig. Jeg fik slået et lille hjørne af min ene fortand, men læreren, som jeg fortalte det til, slog det hen som ingen ting. Jeg blev ved en anden lejlighed slået i hovedet, så jeg fik et blåt øje og blødte. Det værste var dog ydmygelserne. At blive slået i offentlig transport - tog og bus - mens de andre passagerer så det og vendte det blinde øje til. At blive kaldt ydmygende og nedværdigende ting i andre menneskers påhør. Isolationen i frikvartererne og fritiden, fordi jeg ingen venner havde, var med til at berøve mig muligheden for at gennemgå en normal udvikling og leve et normalt ungdomsliv.

Der var faktisk også episoder, hvor lærerne slog, selvom det var ulovligt. Min mor og far snakkede om, at jeg skulle skifte skole, men jeg var nedbrudt, havde ingen selvtillid, var angst for alt nyt og jeg turde derfor ikke skifte skole. Af samme grund fortsatte jeg på Rudolf Steiner skolen i Aalborg, da Rudolf Steiner skolen i Hjørring kun gik til 8. klasse.

Jeg skammede mig over den mobning, som jeg blev udsat for, så jeg fortalte ikke om den. I stedet var jeg bare meget vred derhjemme. Min vrede over det, jeg blev udsat for i skolen, lod jeg mest gå ud over min ældste lillesøster. Jeg var altid sur på hende og skældte hende ud. Jeg var også misundelig på hende, fordi jeg følte, at alle bedre kunne lide hende end mig. Vores far rettede meget på mig og skældte mig ud og jeg følte ikke, at jeg kunne gøre noget godt nok.

Det var allerede i min tidlige barndom, at jeg prøvede at miste livslysten og ønske, at jeg ikke var til. Jeg bad til Gud, om han ville gøre sådan, så jeg aldrig var blevet født.

Det værste ved skolen var, når vi skulle på lejrskole, for det betød en uges uafbrudt mobning uden pauser. Jeg husker en lejrskole, hvor vi stod ved en landevej, hvor der kørte nogle lastbiler. Jeg overvejede, om jeg skulle hoppe ud foran en af lastbilerne, så jeg kunne dø og slippe for mobningen.

Jeg fik også gode ting med mig fra min barndom. Selvom mine forældre ikke opdagede min mistrivsel i skolen, var de gode, ansvarlige forældre med gode værdier og en stor omsorg for deres tre børn. Flere gode egenskaber gav de videre til mig.

Min far arbejdede hårdt og sled sig op for at skrabe penge sammen til familien og vi var både på sommerferier i Sverige og skiferier i Norge om vinteren. Som barn tog jeg mine forældres omsorg og at jeg ikke manglede noget materielt for givet.

Min mor og far holdt begge af naturen og vi var på flere gåture i skove og plantager hver uge. Min far tændte også bål i haven og vi lavede snobrød og bagte kartofler i gløderne.

Min bedstefar og bedstemor boede i et flot gammelt rødt murstenshus på Heimdalsvej i Hjørring med skodder ved vinduerne og de flotteste stokroser i haven. Til huset hørte en kælder, hvor min bedstefar havde sit værksted fyldt med alt muligt spændende værktøj og apparater, som jeg som barn ikke kendte navnet på og funktionen af. I kælderen var også et lille rum fyldt med sodavand i alle regnbuens farver. Der måtte min søster og jeg gå ned og udvælge en sodavand, når vi med vores forældre besøgte bedste og bedstefar om søndagen. Mine bedsteforældres hjem står for mig som et godt og stærkt minde, skønt huset i dag er forandret til ukendelighed.

Jeg var på dejlige sommerferier hos min bedstemor og bedstefar. Min bedstefar og jeg cyklede og gik lange ture og min bedstemor læste højt for mig og spillede spil med mig. Min bedstemor læste det ene kapitel efter det andet højt for mig og jeg fik indtrykket af, at hun syntes, at mine børnebøger var ligeså spændende, som jeg selv syntes.

Min bedstemor passede mig efter skole og havde tit lavet flæskesteg, fordi hun troede, at jeg elskede en mad med flæskesteg, agurkesalat og sennep. Jeg spiste da også den ene mad med flæskesteg efter den anden, men i virkeligheden var det, der tiltalte mig ved madderne, at jeg måtte komme ligeså meget sennep på, som jeg ville. Jeg elskede nemlig sennep.

Jeg var et stille, tænksomt barn og nem at passe og jeg gik derfor rigtig godt i spænd med min bedstemor og bedstefar. Min ældste lillesøster var mere “vild”.

Min far var spejderfører hos baptistspejderne i flere år og han tog mig med til spejder. Til spejder var jeg dårlig til at binde knob og bruge et kompas, men jeg turde som den eneste fra flokken af jævnaldrende børn gå alene i en skov, når det var mørkt.

Jeg var bl.a. på en spejderlejr, hvor vi...