: Charles Hoy Fort
: Peter Eliot Juhl
: Vilde talenter
: Books on Demand
: 9788743087946
: 1
: CHF 11.50
:
: Philosophie
: Danish
: 256
: Wasserzeichen
: PC/MAC/eReader/Tablet
: ePUB
Vilde Talenter, udgivet i 1932, er den fjerde og sidste bog af forfatteren Charles Hoy Fort, kendt for sit forfatterskab om det paranormale. Ligesom Forts tidligere bog, Lo!, beskæftiger Vilde Talenter sig med en lang række fænomener. Hans skrivestil og sans for selvironisk humor er fremtrædende, især i afsnittet om hans egne påståede psykiske oplevelser. Ved at fortælle om en lang række mærkelige fænomener ser Fort stort set bort fra sin tidligere teleporteringsteori eller inkorporerer den i det mindste i sin denne bog. I stedet for en vag"kosmisk spøgefugl" som han postulerede i sine tidligere bøger, er ansvaret for disse hændelser nogle sære kræfter der opstår i det menneskelige sind. De kan ikke udvikles naturligt, men er der som en slags tilbagevenden til urtiden. Fort diskuterer mange emner, han har berørt før, dog generelt mere detaljeret her end i hans andre bøger - poltergeister, spontan menneskelig forbrænding, dyrelemlæstelser, vampyrer og poltergeister - sammen med mange formodede tilfælde af psykokinese og evnen til at kontrollere ens omgivelser. Hans tese er at mennesket i urtiden havde brug for sådanne ekstraordinære kræfter for at overleve i de barske og truende omgivelser, og at alle mennesker potentielt kan udvikle disse kræfter hvis de - bogstaveligt talt - sætter sig ind i dem. Han udforsker også påståede tilfælde af hekseri og mord ad mental vej, og kompilerer en imponerende liste over"okkult kriminologi" (folk der tilsyneladende bliver myrdet under særegne eller uforklarlige omstændigheder) til støtte for sine teorier. Han angriber også den generelle følelse af tabu, som han føler forhindrer vilde talenter i at blive accepteret, og antyder at sådanne"talenter" ville blive accepteret hvis videnskaben ville tage dem højtideligt. Fort leger også med ideen om at mennesker er i stand til at forvandle sig til dyr efter behag, og han nævner en række tilfælde af varulve og andre lignende væsener. Han afviser også henkastet (og ganske humoristisk) i et kapitel rapporter om en talende hund, der"forsvandt i en tynd, grønlig tåge", fordi det efter hans opfattelse var en ekstraordinær begivenhed, og han beskæftiger sig kun med ganske almindelige hændelser. Fort nævner med et glimt i øjet en påstået psykisk hændelse der skete for ham og hans familie, hvor han forestillede sig at et billede i hans hus faldt ned fra væggen - og det skete!

I en menneskealder arbejdede den amerikanske forfatter Charles Hoy Fort med at gennemtrævle videnskabelige tidsskrifter og gamle aviser for at samle materiale om fænomener i grænselandet mellem fakta og fiktion - den brede vifte af mysterier, som den ortodokse videnskab enten ignorerede eller bortforklarede. Fort indsamlede, organiserede og kommenterede et vildt væld af fænomener: ufoer, nedfald af levende dyr fra himlen, poltergeister, spøgelser og psykiske fænomener, jordskælv og vulkaner, astronomiske og arkæologiske mysterier, stigmatiseringer, massehysteri og panik; spontan menneskelig forbrænding, folk der forsvandt og meget mere. Hans undersøgelser udkom i fire bøger: The Book of the Damned (1919), New Lands (1923), Lo! (1931), og Wild Talents (1932).

Kapitel 3


I gamle dage, da jeg som ung havde svært ved at adlyde, var min straf at skulle arbejde i min fars butik på lørdage. Jeg var nødt til at skrabe etiketter af andre forhandleres dåsemad og klistre mine forældres etiketter på. Teoretisk set var jeg således tvunget til at arbejde for at lære af mine fejl på bedrageriske måder. En hel del møgunger opdrages i det store og hele på en lignende lusket måde.

En gang havde jeg pyramider af dåsevarer, der indeholdt en række forskellige frugter og grøntsager. Men jeg havde brugt alle etiketterne, undtagen dem til ferskenerne. Så jeg klistrede ferskenetiketterne på ferskendåserne og kom så til abrikosdåserne. Nå, er abrikoser ikke ferskener? Og der er blommer, der nærmest er abrikoser. Jeg fortsatte, enten skælmsk eller videnskabeligt, med at klistre ferskenetiketterne på dåser med blommer, kirsebær, bønner og majs. Jeg kan ikke helt forklare mit motiv, for den dag i dag er det ikke fastslået, om jeg er humorist eller videnskabsmand. Jeg tror, det var en form for barnligt oprør, men efterhånden som vi går videre, vil der komme en mere respektfuld erkendelse af, at det også var en videnskabelig procedure.

I byen Derby, England — seDerby Mercury, 15. maj og følgende udgaver, 1905 — var der hændelser, som for den uopmærksomme ikke vil synes at have noget at gøre med hverken ferskener eller majs. I en pigeskole skreg pigerne og faldt bevidstløse om på gulvet. Der er læsere, der vil tænke over velkendte måder at bruge ferskener og majs på, og som ikke ved, hvad jeg skriver om. Der er andre, der vil se ”symbolik” i det, og vil sende mig påskønnelser, og jeg vil ikke vide, hvad de skriver om.

På fem dage var der fem og fyrre tilfælde af piger, der skreg og faldt bevidstløse om. ”Pigerne var overordentligt svage og måtte bæres hjem. Én havde mistet kræfterne, så hun ikke engang kunne sidde op.” Man troede, at der var en ukendt, skadelig gas eller damp til stede; men mus blev anbragt i skolestuerne, og de var upåvirkede. Så var den videnskabelige forklaring: ”massepsykologi”. Da jeg ikke har flere data at arbejde med, forekommer det mig, at denne forklaring er en passende beskrivelse. Hvis en pige besvimede, og hvis en anden pige besvimede i sympati, er det i god overensstemmelse med vores indtryk af den menneskelige natur, som ser, spiser, lugter, tænker, elsker, hader, taler, klæder sig, læser og gennemgår