1.December

Luna og Alvin

Luna vågnede langsomt, åbnede øjnene og så, at det stadig var bælgmørkt. Et øjeblik havde hun glemt, hvad det var, der var så vigtigt ved denne dag. Så satte hun sig op med et ryk.

Hun skyndte sig ud af sengen. Aftenen i forvejen havde Lunas mor, Sofie, hængt hendes julesok op på sømmet i væggen i dagligstuen, og Luna havde ligget vågen meget længe af bare spænding.

Luna løb ud af sit værelse og hen ad gangen til deres lille dagligstue. Hendes lange lyse hår, hoppede op og ned af ryggen, mens hun løb.

Der var helt mørkt i stuen. Luna forsøgte at finde lyskontakten, hun klappede febrilsk på væggen, og endelig lykkedes det hende at finde kontakten. Et søvnigt lys fyldte stuen, men Luna vidste præcist, hvor hendes julesok hang.

Julesokken hang højt oppe på væggen, og Luna kunne kun lige røre ved det nederste af sokken.

Hun løb over til spisebordet, trak en stol hen til væggen og klatrede op på stolen. Det lykkedes hende at få sokken hægtet af sømmen, men den var underlig flad.

Luna satte sig på stolen og stak hånden ned i sokken. Den var tom, så vendte Luna vrangen ud på sokken, stadig intet.

Hun sad stille et øjeblik, og så begyndte tårerne at trille ned af hendes kinder, hun kastede sokken hen ad gulvet, hoppede ned at stolen og trampede ud af stuen.

Mors soveværelse var lige ved siden af stuen, og Luna gik ind uden at banke på. Sengen var tom, og Luna kom i tanke om at mor havde nattevagt, og først kom hjem når det var blevet lyst.

Fru Hansson, som ejede huset, passede Luna når mor var på arbejde. Luna havde altid været en smule bange for fru Hansson. Hun så ofte vred ud og talte med en meget høj stemme. Hendes lyse hår var altid sat op i en knold i nakken.

Luna havde aldrig set hende smile eller le.

Luna tændte lyset og gik ned af trappen. Der var mørkt i køkkenet så fru Hansson var endnu ikke stået op. Det betød ingen morgenmad før senere. Luna var sulten, men turde ikke vække fru Hansson.

Luna åbnede hoveddøren og kikkede ud. Det var mørkt, men gadelamperne oplyste fortovet og gaden. Luna havde aldrig før været alene udenfor, når det var mørkt. Hun trådte ud på trappestenen og kikkede til højre og venstre. Alting så anderledes ud end om dagen, det var lidt skræmmende, men også spændende.

Så besluttede Luna sig til at gå en lille tur i mørket. Hun tog sin frakke ned af knagen, tog den på og gik langsomt hen ad stien og ud mod vejen.

Det puslede i buskene og Luna stoppede for at lytte. Hendes hjerte hamrede og hun blev tør i munden. Der var intet at se, så hun skyndte sig ud på fortovet, hvor gadelampen lyste klart.

Langs fortovet var der høje træer. Vinden pustede til de nøgne grene så de svajede og lavede underlige lyde. Det var lidt uhyggeligt, men Luna fortsatte ned ad fortovet.

Oppe fra et af træerne lød der pludselige lyde:

”Piist, piiiist.” Luna stoppede brat og stod bomstille. Så kom lyden igen. Luna kikkede op i træet.

Gadelampen lyste, og hun kunne se, at der sad en dreng oppe i træet. Han var tynd, og havde noget tøj på, der lignede blåt og hvidstribet nattøj.

”Hej! Jeg hedder Alvin, og jeg har ikke nattøj på!”

”Hvad laver du oppe i det høje træ?” spurgte Luna undrende.

”Kikker på dig,” svarede drengen og lo en klingende latter, der lød som små sølvklokker.

”Hvorfor har du nattøj på?” spurgte Luna.

”Hvorfor har du nattøj på?” svarede drengen og lo atter.

Luna kikkede ned ad sig selv og så sine tøfler med hvide kaninøre og sin lyserøde natkjole, der stak ud under frakken.

Før Luna kunne nå at svare hoppede drengen ned fra træet og stod og kikkede på hende.

Han var højere en Luna og kikkede med bøjet hoved ned på hende.

Luna kikkede op og ned ad hans mærkelige tøj, og så at han var rødhåret.

”Du har ild i håret.” Sagde Luna fnisende.

”Det har jeg hørt før, men jeg er stolt af mit røde hår, der er masser af magi i rødt hår! Hvad hedder du, og hvad laver du her på fortovet midt om natten?”

Luna kom i tanke om den tomme julesok, og hvorfor hun var gået ud i mørket. Tårerne begyndte atter at løbe ned af hendes kinder. Hun fortalte hulkende Alvin, hvad der var sket.

I stedet for at sige noget trøstende lo Alvin højt og længe.

”Tossede pige, klokken er jo ikke ret mange, og jeg er sikker på, at julemanden kommer. Han skal jo besøge mange piger og drenge inden natten er gået. Du er stået for tidlig op, og hvad sagde du at dit navn er?”

”Luna,” svarede hun stille. ”Tror du, der er noget i min sok, når solen står op?”

”Det er jeg helt sikker på,” svarede Alvin.

”Så må jeg hellere gå hjem igen, og vente på at solen står op.”

Alvin tog Lunas hånd.

”Kom, jeg følger dig hjem, så kan vi snakke lidt, mens vi går.”

Luna ville vide, hvor Alvin boede, og han fortale, at han boede ude i den store skov.

”Du må komme og besøge mig en dag,” sagde Alvin.

”Det tror jeg ikke, jeg kan. Jeg må ikke gå ud af haven, uden at der er en voksen med mig,” forklarede Luna.

Alvin lo igen sin klingende latter: ”Sig mig, hvor er du lige nu?”

Luna kunne mærke hun blev rød i kinderne. Hun kikkede ned i fortovsfliserne og sparkede lidt med den ene fod.

”Jooh, men jeg var rigtig ked af det, så jeg gik en tur. Er det forkert?”

Alvin klappede hende blidt på hovedet og svarede:

”Jeg siger det ikke til nogen, og der er jo ikke sket noget. Kom lad os gå videre.”

De gik i tavshed et stykke tid. Luna tænkte på sin sok og kunne mærke at det kildede i maven af spænding.

”Fortæl mig lidt om dig selv,” sagde Alvin.

Luna tænkte sig lidt om og sagde så forsigtigt:

”Jeg bliver 9 år efter jul. Jeg bor oppe under taget hos fru Hansson.”

Der var tavshed længe, Luna standsede og kikkede op på Alvin.

”Så er det din tur. Fortæl mig noget om dig.”

Alvin lo. ”Det var ikke meget, jeg fik af vide om dig, men det kan jo være du kommer i tanke om noget mere. Vi kan jo aftale, at du fortæller mig noget om dig selv hver gang vi ses.”

”Jamen, jeg har jo fortalt dig, at jeg ikke må gå ud af haven,” svarede Luna med en skinger stemme.

”Ja, det sagde du, men så kommer jeg og besøger dig.”

”Det kunne være sjovt, så kan du hilse på min mor.”

Nu var det Alvins tur til at være stille. Efter lang tid sagde Alvin omsider noget. ”Godt, jeg fortæller dig lidt om mig selv, og resten får du lidt af gangen, når vi ses igen.

”Jeg er en alf, og jeg er 201 år gammel.”

Luna stirrede med store øjne op på Alvin. Så begyndte hun først at fnise stille, men brød så ud i latter. Luna lo så meget, at hun måtte holde sig på maven.

Alvin kikkede måbende på Luna og lignede en, der ikke helt vidste, hvad han skulle gøre eller sige.

Endelig stoppede Lunas latter, Alvin rettede ryggen og sagde i en bestemt tone:

”Det er sandt, Hvad jeg siger, men du har vist aldrig mødt en som mig før!”

Luna fniste kortvarigt igen, men fik endeligt sagt:

”Jeg har aldrig mødt en som dig, men du er sjov. Du får mig til at le.”

Alvin så opgivende ud og rystede på hovedet.

”Kom, vi må hellere gå videre, du har noget, du skal nå, når solen står op.”

Alvin tog atter Lunas hånd og så gik de igen hen ad fortovet.

Et kort øjeblik efter standsede Luna og sagde:

”Her bor jeg” og pegede op mod fru Hanssons hus.

Alvin satte sig på hug og kikkede på Luna.

”Det var dejligt at møde dig, gå nu op i seng og få sovet lidt mere. Snart er solen oppe. Vi ses en anden gang.”

Luna nikkede, kikkede op på Alvin og takkede ham. Så gik hun hurtigt op mod fru Hanssons hus.

Da hun nåede trappestenen vendte hun sig om for at vinke til Alvin. Der var ingen Alvin at se.

”Pyt” tænkte Luna, ”han havde nok travlt.

Luna gik op på sit værelse, smed tøflerne og puttede sig under dynen. Luna tænkte, at hun nok ikke ville kunne...