Vej huset

For at forstå historien om Jens Martinus, er det nødvendigt at forstå det samfund og de mennesker, han blev rundet af. Historien om ham begynder derfor i Vendsyssel ud til kanten af Nordsøen lang tid før han blev født. Her lå fra gammel tid en række små bysamfund omkring det gamle magtcenter Børglum Kloster. Et af disse små samfund var Furreby, der var annekssogn til Børglum sogn - hvilket vil sige, det var et selvstændigt sogn, men præsten i Børglum dækkede begge sogne. I midten af 1600tallet bestod Furreby af en halv snes gårde, nogle huse og en vandmølle, samt en lille middelalderkirke i granitkvadresten beliggende forblæst i det åbne landskab ikke langt fra kysten.

I 1671 udvidede byen sig mod syd, da de to første huse blev bygget på Furreby Løkke mellem vandløbene Furreby bæk og Lerbæk. Det blev dengang benævnt Lychen eller Löchen, hvilket betød indhegnet mark - i dette tilfælde området afgrænset af de to vandløb. De tidligste huse i Løkken havde hverken markjord eller kålhaver, men ernærede sig ved ølsalg med de på stranden anløbne sandskuder fra Norge, samt i mindre omfang fiskeri. Det var på det tidspunkt begrænset mulighed for at afsætte fisk lokalt, så fangsten var primært til eget forbrug. En voldsom sandflugt i slutningen af 1600-tallet bevirkede, at landingsforholdene for sandskuderne ændrede sig, og de begyndte at ligge til ud for det nye Løkken i stedet for som hidtil ud for Furreby. Med tiden voksede skudehandlen. Skuderne var primært fra det norske Sørlandet (det sydlige Norge), men nogle kom også fra England, Bohuslen i Sverige, Nordtyskland og Holland. Når en skude blev ankret op mellem anden og tredje revle, var alle mand af huse for at tjene på at ro last til og fra den. Der kom efterhånden store skudehandlergårde i byen, hvor driftige handelsfolk tjente godt1.

I midten af 1800-tallet var skudehandlen imidlertid kun en skygge af storhedstiden et århundrede tidligere - ikke mindst efter adskillelsen af rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge. Løkken var dog det sidste sted på kysten med en vis handel, hvorfor byen stadig var præget af den. Til gengæld havde fiskeriet udviklet sig til en vigtig indtægtskilde. Livet på kanten af havet bød på barske naturvilkår, hvor fiskebåde gik ned i stormvejr og huse blev taget af storme. Løkken var på trods af det i 1850 blevet til godt et halvt hundrede huse og knap femhundrede indbyggere2. Husene vendte for de flestes vedkommende i retningen øst-vest - forstået som længeretningen af huset var nord-syd. Dette - og at de ofte var bygget som dobbelthuse i lavninger - var for at ligge mest muligt i læ. De lå spredt i klynger uden nogen egentlig plan og orden. Der var ingen antydning af gader, men der var veje fra henholdsvis Hjørring og Vrensted til byen. Derudover var der to veje fra byen ned til stranden. Den nordligste af disse gik i forlængelse af Hjørring-vejen. Længst nede mod stranden ved denne vej lå huset, som siden er blevet kaldt Vejhuset. Der var dengang kun lave klitbakker mellem byen og stranden. Man kunne derfor fra huset dengang se, når skuderne lagde til uden for kysten. Huset lå meget udsat og havde flere gange vand i stuerne i forbindelse ved storme og højvande - ligesom sandflugten var en konstant udfordring. Efter en vestenstorm kunne sanddriverne nå op til midt på vinduerne. Huset kunne til andre tider være helt dækket af havskum. Det var med stråtag, bygget i bindingsværk og med lerklinede vægge, så de bærende stolper var placeret inde i huset beskyttet mod vind og vejr. Huset eksisterer endnu og er et af de ældste i Løkken.

Vejhuset blev midt i 1820erne opdelt i to som dobbelthus, hvor først fisker og daglejer Jens Hansen Rakkeby og senere ligeledes fisker og daglejer Søren Thomsen Stalden flyttede ind med deres familier - sidstnævnte blev med tiden tækkemand3. Førstnævnte Jens Rakkeby havde sit tilnavn fra, at han var født i og kom fra Rakkeby lidt nord for Børglum. Hans far havde her været husmand og national soldat. Jens Rakkeby var kommet til Løkken i 1820, da han blev gift med Anna Maria Madsdatter - kalde Ane Marie. Hun var datter af en jordløs husfæster og fisker i Løkken og havde aner her på sin mors side så langt tilbage nogen vidste. Naboen i huset Søren Stalden kom fra Ørum og havde giftet sig med Ane Hansdatter, som var vokset op i Furreby. Her havde de først slået sig ned, men var efter nogle år flyttet videre til Løkken. De to familier boede tæt og var tæt knyttet til hinanden4.

Vejhuset i Løkken (Løkken Lokalhistorisk Arkiv)

Det at være fisker ude på havet var hårdt, og med tiden havde de kun udsigt til fattigdom. Den lokale fiskerdatter i Vejhuset Ane Marie vidste alt om dette. Hendes far havde været fisker, og i alderdommen endte begge hendes forældre deres liv som fattiglemmer5. Kystfiskeriets åbne små både var skrøbelige, når det blæste op i Skagerrak. I 1841 druknede således fire fiskere fra Løkken, mens de var ude på fiskeri. De var kommet væk fra de andre både og blev overrasket af en pludselig storm6. Den senere kendte afholdsagitator Lars Larsen voksede op i byen et halv hundrede år senere. Han skrev i sine erindringer om fiskerne i Løkken:"Fiskeren har sin egen Psyke, skabt af spillet i hans Tilværelse: Arbejde og Lediggang, der vexler under Hensyn til Vejr og Vind og Strøm, styrtende Held, der gør ham til Krøsus paa en Dag og for en Dag, lange Tiders Uheld, der nedsænker ham i dybeste Fattigdom - og saa det, at han af og til ser Døden vende det hvide ud af Øjnene og bestandig ved, at der kun er en Planke mellem ham og den vaade Grav"7. Når fiskerne var på havet, havde fiskekonerne på land deres del af arbejdet. De eller deres børn stod ved hjulbøren (trillebøren) med fisk og solgte til beboerne i land. En fiskerkone siddende på hanken af en hjulbør med fisk og et barn på skødet var et almindeligt syn i byen8.

Jens Rakkeby og Ane Marie havde af uvisse årsager kun et barn datteren Ane Johanne, som de havde fået kort efter, de flyttede ind i Vejhuset. Ane Johanne blev senere mor til vores histories Jens Martinus, men mere om det senere. Som de fleste på den tid kom hun efter konfirmationen ud at tjene - i første omgang som tjenestepige hos sognefoged Lars Larsen Møller på gården Løkkesholm uden for byen. Efter nogle år kom hun videre til husmand Erik Christensen i Grønhøj ved kysten små syv kilometer syd for Løkken. Denne havde et par år før giftet sig til husmandsstedet med en 37 år ældre enke. Da enken nærmede sig de 80 år, havde de brug for en ung pige i huset til at hjælpe9.

Til gengæld havde Ane Johannes forældrene hjemme i Løkken taget drengen Niels Henrichsen til sig som plejesøn. Historien bag dette var, at drengens far Henrich Bollesen i slutningen af 1834 var flyttet med sin familie til Løkken, hvor han blev sømand. Han døde pludselig i 1846. Enken giftede sig herefter med en 11 år yngre fisker og daglejer Simon Madsen. Hun døde imidlertid et par år efter. Simon Madsen giftede sig derfor umiddelbart efter igen. For at aflaste den nye familie i forhold til deres sammenbragte hjemmeboende børn, kom Simon Madsens stedsøn fra det tidligere ægteskab Niels i pleje hos Jens Rakkeby og Ane Marie. Der er den sammenhæng i dette, at Simon Madsen var halvbror til Ane Marie. Deres far havde - selvom han havde været gift i mange år på det tidspunkt - været sammen med en hjemmeboende 20 år yngre fiskerdatter i byen. Resultatet havde været den uægte søn Simon10. Det kan lyde kompliceret, men det lille samfund var fuld af den slags historier om sammenflettede familier og relationer. Praktisk håndtering kom før moral.

Alting ændrede sig dog radikalt for familien i Vejhuset, da Jens Rakkeby i foråret 1850 døde. Dødsårsagen angives som hold i venstre siden. Desværre er der ikke bevaret dødsattest. Umiddelbart vil vendingen forbindes med en diskusprolaps eller en skadet scene, men ingen af disse er dødelig i sig selv. Reelt kan det være alt fra slagtilfælde til indre skader. Den døde lå herefter i den åbne kiste i stuen indtil begravelsen. Her blev den lukkede kiste enten hævet og sænket tre gange ved dørtærsklen eller løftet ud af vinduet, så den døde ikke skulle komme tilbage"og gå igen". Endelig blev den kørt på hestevogn med følget gående bagefter de to kilometer til Furreby kirke. Slutteligt blev der holdt begravelsesgilde i Vejhuset12.

Det at miste en families forsørger var dybt kritisk;...