Kapitel 2

Iris Napper
1971 - 1976

Der gik nogle år, hvor Fred var lykkelig, og Iris spillede lykkelig, men så på en smuk sommerdag i 1971, ansatte Fred en ung havemand, der var emigreret fra Mexico. Han hed Ramón, var 27, og bygget som en græsk gud. Iris havde aldrig set en så smuk og tiltrækkende mand før, og hun måtte bare have ham. De indledte et hedt forhold, og hurtigt begyndte Iris at spekulere på, hvordan hun kunne komme af med Fred, så hun kunne leve sammen med Ramón uden at skulle skjule deres forhold. Hun hverken elskede eller var forelsket i Ramón, men de havde fantastisk sex, og det var nok for hende.

Skilsmisse var helt udelukket, for hun havde underskrevet en ægtepagt, hvor hun kun fik penge i tilfælde af Freds død, så derfor begyndte hun følelsesforladt at planlægge, hvordan hun kunne skaffe ham af vejen.

Hun indviede ikke Ramón i sine planer, men bad ham blot om at skaffe noget rottegift. Hun bildte ham ind, at hun havde set rotter omkring huset efter mørkets frembrud.

Ramón fik fat i giften, og Iris begyndte straks at blande den i Freds morgen- og aftensmad.

De første par dage var der ikke rigtigt noget at mærke på Fred, så hun øgede mængden af gift. Det virkede! Fred begyndte at kaste op og klage over forfærdelige mavesmerter. Han trak vejret besværet og virkede forvirret og fortabt. Han måtte melde sig syg fra sit arbejde og sov det meste af dagen.

Iris sørgede for, at ingen så Fred i hans sørgelige forfatning; for nogen kunne fatte mistanke, hvis de så, at han også blødte fra både næse og øjne. Hun passede og plejede ham efter alle kunstens regler, gav ham mere gift og spillede den bekymrede hustru, mens hun utålmodigt ventede på, at han skulle dø.

Da det endelig skete efter et par uger, opførte hun sig, som hun troede en sørgende enke burde gøre og græd utrøsteligt ved begravelsen.

Iris havde læst en artikel, hvor politiet fik gravet et lig op på begrundet mistanke om drab, så hun tog sine forholdsregler og fik Fred kremeret så hurtigt som muligt, i tilfælde af at nogen skulle blive mistænksomme og efterfølgende grave ham op og obducere ham.

Kort tid efter begravelsen begyndte hun at vise sig åbenlyst sammen med Ramón, og derfor begyndte snakken også hurtigt at gå blandt naboerne, så Iris følte sig nødsaget til at sælge huset, inden opmærksomheden blev for stor.

Sammen med Ramón pakkede Iris de få ejendele, hun gerne ville have med sig. Resten blev solgt eller givet væk.

Da hun gik ned ad havegangen for sidste gang, var det også sidste gang, hun nogen sinde skænkede stakkels Fred en tanke.

Iris havde altid gerne villet bo et sted, hvor vejret var behageligt varmt det meste af året, så derfor besluttede hun, at de skulle flytte til Everglades i Florida, hvor hun og Ramón straks gik på intensiv jagt efter et hus i luksusklassen. Iris nød, at penge ikke var et problem, for med udbetalingen af Freds livsforsikring og pengene fra hussalget var hun nu en velhavende kvinde.

Efter længere tids søgen fandt de en fantastisk nyopført hvid bungalow, der lå helt ned til floden i det nyudstykkede område, Terry Habor.

Langs hussiden ned mod floden løb en overdækket veranda, hvor der hang to hængesofaer overfor hinanden i kæder ned fra loftet, og der var krukker langs rækværket med blomster i alle tænkelige farver og sorter.

Ud fra huset var der opført en dejlig stor solterrasse, der stod på pæle direkte ud i Tickfaw River. Udsigten fra terrassen udover den frodige sump var magisk, og de majestætiske store gamle træer på den anden side af floden spejlede sig i vandet, der flød dovent forbi. Iris kunne levende forestille sig alle de elegante parties, hun kunne holde her.

Fra terrassen førte en trappe ned til en lille bådplads, hvor der lå en lille speedbåd, som fulgte med huset.

Stedet var fantastisk, så Iris havde allerede besluttet sig for at købe ejendommen, inden ejendomsmægleren havde vist dem rundt inde i huset.

”Husk at holde øje med alligatorerne,” grinede ejendomsmægleren med et hovedkast ned mod Tickfaw River, da han overdrog dem nøglerne til huset et par uger senere.

De flyttede straks ind med de få ejendele, de havde taget med fra New York, og inden længe blev de en fast del af det store sociale jetsetfællesskab, der var i Terry Harbor. De lod deres nye bekendtskaber tro, at de var gift, skønt de ikke var det. Iris ville under ingen omstændigheder giftes med Ramón, for huset og resten af forsikringspengene var hendes, kun hendes, og hun havde ikke tænkt sig at dele med ham, når hun en gang blev træt af ham.

Iris og Ramón havde haft fire forholdsvis gode år i huset, da de en aften sad i køkkenet og spiste middag sammen. Ramón rømmede sig et par gange og kiggede op fra sin tallerken, men havde svært ved at se Iris i øjnene.

”Øh,” sagde han og rømmede sig igen. ”Jeg er forfærdelig ked af det Iris, men jeg har forelsket mig i en anden.” Han så nervøst afventende på hende.

”Aha,” var det eneste Iris kunne finde på at svare, for hun havde slet ikke set det komme. Hun havde altid forestillet sig, at det ville være hende, der ville blive træt af ham og ikke omvendt.

Hun mærkede, hvordan vreden imod ham kom væltende som en brusende strøm af varm lava, så hun næsten ikke kunne se klart. Hun rejste sig så brat fra sin stol, at den væltede.

Det gav et sæt i Ramón, men han vidste åbenbart ikke, hvad han mere skulle sige til hende, så han begyndte langsomt og koncentreret at spise videre.

Iris gik over til køkkenbordet bag Ramón, og i en lang glidende bevægelse trak hun metalkødhammeren op af krukken på køkkenbordet og hamrede den af al kraft ned i hans baghoved, så blod, hår og knoglestumper satte sig fast i kødhammerens takker.

Ramón vendte sig langsomt og kiggede overrasket op på hende, før han faldt sidelæns ned af stolen og landede på køkkengulvet med et hårdt bump.

Iris stod paralyseret og stirrede ned på ham og den blodpøl, der langsomt dannede sig rundt om hans hoved. Hun var overrasket over, hvor let det egentligt var at slå et andet menneske ihjel - også her 2. gang.

Hun skubbede til ham med den ene fod helt sikker på, at han var død, men pludselig begyndte han at spjætte i kramper. Iris betragtede ham et øjeblik. Hun havde stadig kødhammeren i hånden, hun tog sigte og slog den direkte ned i hans pande. Hun kunne høre den knasende lyd af kraniet, der splintredes. Efter dette slag spjættede Ramón ikke længere.

Da der var gået et par minutter, uden at Ramón havde rørt på sig, blev Iris enig med sig selv om, at han var stendød. Hendes vrede havde lagt sig en smule, og hun stod ligegyldigt og betragtede det blodige lig på køkkengulvet, der engang havde været hendes elsker.

”Ingen forlader Iris,” råbte hun skingert, ”Ingen.”

Hun gik ud i garagen og hentede det store stykke plastik, som malerne havde brugt til at afdække gulvet med, da de malede soveværelset for nylig. Hun bredte det ud på køkkengulvet, trillede Ramón ind på det og pakkede ham ind.

Hun måtte bruge alle sine kræfter for at trække liget hen til terrassedøren. Her lod hun plastikbylten ligge og gik tilbage til køkkenet. Hun hentede en gulvspand og fyldte den med varmt vand i køkkenvasken. Derefter fandt hun et par tykke plastikhandsker, som hun tog på. Hun hældte rengøringsmiddel ned i det varme vand og piskede det op med den ene hånd, inden hun lagde sig på knæ og begyndte at tørre den blodige masse op. Først var det, som om hun bare tværede det mere ud, men da hun havde skyllet kluden et par gange, blev gulvet rent og pænt igen.

Hun betragtede tilfreds sit arbejde og satte rengøringsartiklerne på plads. Derefter satte hun kødhammeren ned i bestikkurven i opvaskemaskinen, og startede den.

Hun ventede til det blev helt mørkt, før hun åbnede terrassedøren og trillede med besvær liget ud på terrassen. Ramón var tung, så hun måtte skiftevis trille og trække liget helt ned i den ende, der ragede et godt stykke ud over floden. Her åbnede hun plastikpakken, kiggede kort på den engang så smukke Ramón, før hun med begge hænder skubbede ham ind under rækværket. Med et sidste hårdt skub fik liget overbalance og faldt ned i floden med et højt plask.

Iris så sig forskrækket rundt, men der var helt stille, og lyset var slukket hos de fleste naboer, der for længst var gået i...