KAPITEL 1

Mødet

Mellem øjeblikke af stilhed og suset af

sjæle, mødes vi i et dansende øjeblik,

hvor tid står stille.

Kære fremmede

Med dig var der ikke mange muligheder. Enten hørte du aldrig, eller du hørte og glemte. Mine ord havde ingen betydning, min tilværelse ikke vigtig. Da du stoppede med at lytte, og jeg havde gentaget mig selv i årevis, stoppede jeg også med at tale. Det var der, vi blev fremmede. Nære fremmede. Så kære fremmede, dette er til dig. Du ved nok ikke, hvem du er, du ser det nok ikke på samme måde som jeg gør, det har du aldrig gjort. Kære fremmede, hvorfor, hvorfor eksisterer du. Hvorfor er dine vægge så klaustrofobiske. Hvorfor skal netop du være min fremmede.

Klokken er to om natten. Jeg burde gå i seng, da mit ur ringer om fire timer. Jeg vil ikke, jeg nægter at give efter og på et splitsekund vågne igen, høre den velkendte alarmtone, stå op og gøre det samme som dagen før: i bad, tage tøj på, drikke kaffe, spise den samme morgenmad, alt for bare at afslutte det samme sted igen. Mit arbejde. Der hvor jeg skal være. Der er ikke noget galt med mit arbejde, det er faktisk mit drømmejob. Det er bare, som om der mangler noget. Som om jeg skal hade det og vente på weekenden igen. Det er fjollet, for efter kort tid ender jeg altid det samme sted. Kedsomheden trænger ind, savnet til noget andet vejer tungt. Hvad det andet er, ved jeg stadig ikke. Min største frygt er, at jeg aldrig finder ud af det.

Til sidst giver jeg efter og lader mine øjne falde i, men før søvnen indhenter mig, forsvinder jeg ind i mine drømme. Et sted, hvor jeg ofte flygter hen. Et sted, hvor du og jeg er tætte, smiler og griner. Vi har aldrig været så tætte før. Jeg har altid drømt meget, mest om aftenen, men også i dagtimerne.

Når man drømmer, kan man bestemme alt. Alt bliver præcis, som man vil have det.

Inden jeg ved af det, vågner jeg. Drømmen er slut, uden jeg kan huske hvordan.

Efter at have fuldført morgenrutinen, er jeg der, hvor jeg forventede. Byens største og landets mest kendte bogforlag. Jeg arbejder som redaktør og bliver stort set betalt for at læse bøger og forstå en andens fortolkning.

Kontoret består af et stort rum med et par kontorer langs siderne. I enden af rummet er der gulv til loft-vinduer med udsigt ud over byen. Chefen har selvfølgelig kontor der. Alt er ret moderne og smukt, med dyre møbler og mørke varme farver på væggene. Selvfølgelig er der bøger overalt. Faktisk er her ret hyggeligt, de mørke farver går godt med bøgerne og kunsten.

Min første opgave i dag er en romantisk bog, en af de værste genrer. Romantik er så forudsigelig og kedelig, det slutter altid lykkeligt og smertefrit.

Midt i min frustrerede læsning af den kedeligste bog, trædermanden ind af døren. Den mest irriterende jeg kender. Set i bakspejlet, er han måske ganske almindelig, men mit had til ham synes at være ene og alene mit eget. Bare den måde han kommer ind i rummet, ændrer luften omkring ham. Som om, at luften bliver tungere og lyset mørkere. Han er min chef, men værst af alt. Han er min far. Ikke min biologiske far, gudskelov, men min stedfar. Kim og min mor giftede sig da jeg var lille, og lige siden har han været så irriterende. Han er en af mine nærmeste og han gør mange gode ting, som at give mig det her job jeg elsker. Hans væsen er bare, så langt væk fra mit. Vi er så forskellige som man kan være.

Min stedfar Kim kommer over til mig, som han gør hver morgen for at sige hej. Han køber altid kaffe til mig om morgenen. Han smiler til mig og får alt til at se perfekt ud. Måske for at bestikke mig, så vi bliver tættere.

”Hejsa min ven, har du det godt?” spørger Kim.

“Hej Kim, ja jeg har det fint tak,” siger jeg på min normale og kynisk kolde måde, uden at kigge op på ham. Jeg tager imod kaffen, som han stadig bestiller forkert, jeg er sikker på; at det er bevidst. Endnu en kaffe, der bliver hældt ud.

Han går videre til sit kontor, da vi ikke har mere at snakke om. På vejen derhen, får han snakket med næsten alle på sin vej. Alle de andre har han meget mere tilfælles med. De burde være i familie med ham, i stedet for mig. De elsker ham og synes han er vidunderlig. Jeg er fuldkommen alene i min påstand om, at han er rædselsfuld. Det er nok bare mig, der er sur og mener min mor fortjener bedre. Jeg kan bare ikke se noget godt i den mand.

Efter at have stivnet i et frustreret øjeblik, åbner jeg min notesbog for at skrive et par sider i min bog. En bog som nok aldrig kommer ud i offentligheden, men en bog jeg altid har tænkt på. Den handler om de nære fremmede jeg har, og det had jeg har til netop dem. De personer som burde være ens nærmeste, men sådan set bare er fremmede. Bogen er skønlitteratur og er lidt i stil med poesi. Når jeg siger det højt, kan jeg høre hvorfor den aldrig kommer ud. Kort sagt er det en pigebog, med følelser, ad.

Jeg skriver et par sætninger ned i min bog:
Med dig var der ikke mange muligheder, enten hørte du aldrig, eller du hørte og glemte. Mine ord havde ingen betydning, min tilværelse ikke vigtig. Da du stoppede med at lytte, og jeg havde gentaget mig selv i årevis. Det var der, jeg stoppede med at tale, det var der, vi blev fremmede. Nære fremmede. Så kære fremmede, den her er til dig. Du ved nok ikke hvem du er. Du ser det nok ikke på samme måde som jeg, det har du aldrig. Kære fremmede, hvorfor. Hvorfor eksisterer du? Hvorfor er dine vægge så klaustrofobiske, hvorfor skal lige du være min fremmed. Bliver vi nogensinde nære. Jeg har elsket dig i årevis, men mistet dig for mange år siden. Jeg savner dig. Det er som om alderen fremmer sandheden. Som om at mine fremmede nu er skrevet i flertal. Men hvorfor gør lige du mest ondt. Er det mig, mig der er umulig at elske. Hvorfor skal du blive i mit liv, bare fordi din titel er vigtigere end dig som person. Den titel er den eneste grund til vi stadig er nære, men ingen nære kommer uden fremmede lige efter, i hvert fald ikke mere.

Efter alt for lang tid med min notesbog i hånden, må jeg nok hellere arbejde. Mit arbejde og uddannelse inden for det skriftlige har ændret mig. Nogle vil sige, at jeg er blevet blød på skrift og tanke, men kold og ond i mine svar. Det kan være meget kraftfuldt at have ordets magt, og jeg ønsker at bruge den til fulde. Selvom mange nok vil blive overrasket over det mandlige navn på min bog, hvis den nogensinde kommer ud.

Resten af dagen er, som den plejer, rimelig kedelig. Kedelige kollegaer, der elsker at snakke om min stedfar eller den bog, jeg læser. Som altid siger jeg selvfølgelig, at den er fantastisk – nogen skal jo købe den. Det er også altid tilfredsstillende at anbefale en skod bog, som andre bruger deres latterlige penge på. Derefter skal de bruge tid på at læse den og føle sig nødsaget til at mene, at den er god.

På vej hjem på cyklen hører jeg mig selv grine af anbefalingen. Gud, hvor er jeg kedelig, ikke engang mine jokes eller små drengestreger er gode mere. Da jeg satte min cykel foran supermarkedet, hørte jeg en velkendt stemme;

“Noah”

Åh nej.

“Noahhhh,” råber han over gaden. Hvis jeg bare lader som om jeg ikke hører ham, går han mon så væk.

“Hey Noah, jeg råbte dit navn en trillion gange”.

Åbenbart ikke.

“Ah hej undskyld, jeg hørte dig slet ikke, hvordan går det”.

Please gå, svar hurtigt, vend dig om og gå.

“Det går super fint…” svarede han. Hvis jeg skal være ærlig, stoppede jeg med at lytte, men da jeg havde zonet ud for længe, kom jeg tilbage til samtalen. Jeg ved præcis hvad han vil sige. Han vil høre om jeg vil ud og spise med de andre i morgen eller drikke en øl. Fuck hvad skal jeg finde på, jeg nægter at være sammen med dem, aldrig i livet.

“Hey mand du skal da med i byen, med de andre i morgen,” sagde han.

For fanden.

“Ja selvfølgelig, det vil jeg da gerne, jeg må gå nu men vi ses i morgen ik,” svarede jeg. Kæmpe idiot, hvad fanden laver jeg. Hvorfor sagde jeg ja.

Jeg tager min cykel igen og cykler hjem. Jeg kan slet ikke overskue at handle nu, ikke efter den samtale. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sagt ja til noget, som jeg ikke gider. Måske skulle man skrive ned, hundrede gode undskyldninger for at springe nederen ting over.

Aftenen kom desværre alt for hurtigt, og jeg skal ud og spise med mine venner. Det som jeg nok helst vil aflyse, men det kan jeg ikke gøre hver gang. I et desperat forsøg på ikke at lyde kedelig og...