Kapitel 1

Mine første år
om bl. a. krigen, barndomsvenner, søndagsskole, børnehave,"Det store bang", Særlinge i Tårs m.v.

Mæ si´el
9 måneder

Sporadiske erindringer fra krigstiden.

Jeg husker selvsagt ikke så meget fra dengang, men det var en kold tid i de første år, og ikke bare på grund af nogle meget kolde vintre, men også på grund af, at Hitler var begyndt at terrorisere Verden, hvilket jo førte til 2. verdenskrig.

Min fødeby Tårs var også besat af tyskerne, og de blev bl.a. privat

indkvarteret, og det blev de bare uden at nogen blev spurgt, om de ville ha´dem.

I mit hjem – det husker jeg ikke selv, men jeg blev det senere fortalt – var der en soldat indkvarteret, der hed Helmuth, hvilket også er det eneste, jeg ved, idet mine forældre fortalte meget lidt om den tid.

Jo, jeg fik dog også fortalt, at han var østriger og var blevet tvunget med i krigen.

Min far hadede tyskerne, og nægtede i mange, mange år at omgås noget eller nogen der var tysk, hvilket han dog fik et lidt anderledes syn på ca. 30 år efter krigen, men det vil jeg nok komme tilbage til senere.

Jeg kan selv – vel i sagens natur – kun huske brudstykker og enkelte episoder fra krigen, som bl.a. at vores genbos søn Erik. havde en schæferhund, som han selvfølgelig var meget glad for.

En dag, hvor vi sad på købmand Iversens trappe, kom der en jeep kørende med tyske officerer, og uheldigvis (eller måske fordi den heller ikke ku´ li´ tyskere) løb den ud foran bilen og blev så kørt ihjel, hvorefter de godt nok standsede, men det var kun fordi, den lå i vejen for dem, så chaufføren – en menig – blev beordret ud, hvorefter han bare kylede den ind til siden, hvorpå de fortsatte, alt imens Erik ikke græd for lidt.

Men det kunne herrefolket selvfølgelig ikke ta´ sig af, hvilket så heller ikke gjorde nogen venligere stemt over for tyskerne.

Jeg husker også, at der i slagterens stald var opstaldet et par meget, meget store heste –i hvert fald i forhold til Post-Alberts Elis og mig, der på det tidspunkt vel var 5 – 6 år.

De blev passet af et par soldater, og da vi åbenbart havde været nysgerrige og var kommet ind i stalden, så gjorde det her par soldater os forståelige, at de var sultne og ligeledes, om ikke vi kunne løbe ned til bageren efter et rugbrød, hvilket vi så gjorde.

Da vi kom tilbage, blev vi sat op på hver sin af de der KÆMPE heste, der nu - så vidt jeg husker - var lige så rolige som et par gyngeheste uden gyngestativ.

Da vi sad deroppe, så skar soldaterne en ordentlig ”humpel” rugbrød til både sig selv og hver af os, og så sad vi der på ryggen af hestene og spiste, mens vi delte pænt med hestene.

Af det mere dystre, husker jeg, at der var et par af de tyske soldater i Tårs, som blev så trætte af krigen og hvad deraf fulgte, at de sagde ”farvel” for egen hånd.

Den dag krigen sluttede husker jeg meget tydeligt.

Far og mor var hos en af naboerne til kaffe, og min store søster Ruth og jeg sad inde i stuen - jeg på mors symaskinekasse ved siden af kaminen.

Radioen spillede, men pludselig blev der afbrudt, og så lød det bekendte:

”Dum, dum, dum, dum – dum, dum, dum, dum. – I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. -- Her er London.... o.s.v. og så varede det kun meget kort tid før vores mor og far var hjemme, og der blev tændt lys i vinduerne overalt, og folk strømmede ud på gaden.

De første venner jeg havde var Ivan og Bjarne.

Ivan

var søn af af Sinne og skræddermester Ejnar Beermann, der havde skrædderværksted i den vestre ende af Tårs by.

Skrædder Beermann var en lille mand med et medfødt handicap, og Sinne var heller ikke helt rask, så da de blev klar over, at de ”ventede sig” – dette har jeg ladet mig fortælle – så syntes de, at det var frygteligt, for det mente de ikke, der kunne komme noget godt ud af, men det gjorde der, og det var så Ivan.

Ivan blev på ingen måde forkælet, selv om han forblev enebarn, men stolte af ham, det blev de, og jeg kan her lige kort fortælle om hvorfor.

Ivan blev den bedste fodboldspiller Tårs Idrætsforening på det tidspunkt havde fostret.

Han blev hentet til Frederikshavn, der spillede i landets bedste række. Det var efter, at Harald Nielsen var blevet professionel i Italien.

I en kamp i Idrætsparken i København mod Brønshøj, scorede Ivan bl. a. to mål, selv om han spillede over for Willy Kragh, der på det tidspunkt var Stopper – som det hed dengang - på landsholdet

De vandt 2 – 1, men rykkede desværre ned alligevel, da andre resultater også skulle passe, hvilket de så desværre ikke gjorde.

Kampen blev i øvrigt refereret i radioen af Gunnar Nu Hansen, og dagen efter kunne man læse flg. på Ekstra Bladets forside:KULEGRAV DANMARK, FIND FLERE SOM IVAN.

Vores mange fælles fodboldoplevelser kommer jeg tilbage til senere.

Vi kom som børn meget hos hinanden, også nok fordi, at min far og ”dej bette skræ´er” (den lille skrædder), som han blev kaldt i daglig tale, var sammen i bestyrelsen for Tårs Fjerkræklub, og de gik begge to meget op i at avle præmiehøns, hvilket så også ind imellem kunne give lidt gnidninger, hvis den enes høne / kok blev bedømt til en højere præmie end den andens høne eller kok.

Det var en skrap konkurrence, var det, for man kunne vinde en pokal, og jo flere pokaler i skabet, jo mere var der at prale med, for ikke at tale om VANDREPOKALEN, den fineste, som den, der vandt den, fik sit navn graveret ind i, og så vidt jeg husker, så var den efter 5 gange ”gravering” erhvervet som ejendom.

Og hvornår var det så lige, det var? – Jo, jo, det var skam på den årlige Fjerkræudstilling på Tårs Hotel, og det var for os børn ikke bare en Fjerkræudstilling, nej, det var et af årets højdepunkter, for der var også farvespil, som blev passer af Post-Albert, og her kunne man for en tiøre vinde, hvis man var heldig, en hel krone, og hvis man var rigtig heldig to kroner.

Der var også lige noget andet, som jeg husker mere end temmelig tydeligt fra de der fjerkræudstillinger, og det var LUGTEN i hotellets lille sal. – Bemærk, at jeg ikke sagde DUFTEN, for det ”duftede” ved gud ikke af violer: Da jeg var helt lille, da var jeg vild med at ride på alting, og det gik især ud over spisestuestolene, og de kunne vist ikke rigtig holde til det rytteri.

Denne er ikke min gyngehest, men en fra Børglum Kloster´s legetøjsmusæum

Så gav min mor og far mig en rigtiggyngehest i julegave, og jeg kan svagt huske den. Det var en rigtig stor og flot en af slagsen, og den var flottere end nogen karruselhest i Tivoli, men – men – men, den blev en stor skuffelse for min mor og far, for de havde sådan glædet sig til at gi´ mig den --- og så var jeg altså bare bange for den.

Det endte med, at de solgte den til Skrædder Beermann, og så kom den til at stå på Ivans kammer, og forstå det, hvem der kan, for så var jeg nok den, der red mest på den!!!!

Bjarne

også kaldet ”Bjarne Støber”, og det var selvfølgelig fordi, at hans far var Støber – altså Cementstøber – og han havde Cementstøberiet i Tårs.

Bjarnes mor hed Erna og hans far hed Thomas, men blev kaldt Thammes eller Thommes Støber.

Bjarne var enebarn som lille, og det troede alle vist nok, inklusive ham selv, at han skulle blive ved med at være, men en dag, hvor vi skulle af sted til fodboldkamp, så kom Bjarne hen til mig og sagde:”A hå´r få´t en bettesøster!”. Da var vi elleve år.

Nå, men ”bettesøster” blev døbt Grete, og hun bor i dag på Sjælland.

Hun kunne vist ikke rigtig li´ mig, da hun var helt lille, for hver gang jeg bare nærmede mig ”ow´er æ´ej å by´j”, så begyndte hun at ”wræ´el”, og det betyder altså at græde højt, og en dag, jeg kom derop, så sagde mor Erna på sin meget stille facon: ”Wi wæ´st godt, at do war på wej, for for lidt si´en, da bejønt Grete å wræ´el”.

Nå, men så vidste de da i det mindste, at der var liv i tøsen.

Oppe ved Bjarne – OPPE ved, det hed det selvfølgelig,...