Første del
Pigen i vinduet

*

Efteråret 2002
Den lange weekend

Mobilen ringer netop som jeg har trukket håndbremsen. Det er Conny, hun plejer ikke bare sådan at ringe.

- Hallo, det Stine, siger jeg.

- Hej det mig.

Jeg afventer en form for fortsættelse, en vejrtrækning, næsten to.

- Du har ringet, siger jeg så, - ville du noget?

- Næh, egentlig ikke … synes bare det var længe siden.

- Hmm, det også rigtigt, nikker jeg, villig til at påtage mig det fulde ansvar for tiden der går, - skal jeg komme en tur forbi?

- Hvis du har tid.

- Jo, jo, selvfølgelig, siger jeg og vinker farvel til eftermiddagen og den roman, der ligger derhjemme og venter på mig. Spørger om hun skal have noget med fra Irma.

- Cola og nogle chips måske, siger hun.

Lægger de tomme kalorier i kurven og tilsætter selv juice, frugt og en pakke kulørte karklude. Stiller indkøbsposen på forsædet og sætter kursen mod Nørrebro.

- Tilværelsens ulidelige lethed, sukker jeg uden at skænke Kundera eller hans roman en tanke, tager mig selv i at tænke, at nu skal jeg bare lige have overstået besøget hos Conny, så har jeg resten af weekenden for mig selv. Overstået. Er det sådan jeg har det med min barndomsveninde? Spørgsmålets klarhed grumses til af den utrættelige samvittighedskværn og hangen til selvbeskyttelse. At glæde sig til at være alene er vel ikke det samme som, at jeg helst er fri for Conny.

Parkerer lige overfor opgangen, hvor hun bor, ser mig i bakspejlet og får øje på, hvad jeg tror er løgn: et gråt hår! Jeg er 38! Det må være den famøse samtale på skolen, der har fået håret til at blegne.

- Hvor vover du, mumler jeg til spejlet og trækker håret ud, - at blande dig.

Samtalen med moren til en af mine piger fra syvende var forløbet helt anderledes end jeg havde forventet, var helt uforberedt på at hun ikke kunne, ikke ville se at hendes datter havde det skidt, det lyste jo ud af pigen.

Jeg så problemer hvor der ingen var, hævdede moren, satte griller i hovedet på hendes datter, blandede mig i deres privatliv.

- Hvor vover du at blande dig, havde hun sagt med en stemme, der dirrede af vrede, - du, der ikke engang selv har børn.

Pudser brillerne, men der er ikke flere grå hår at trække ud, kun tiden, suk, ud-ud-ud af bilen, af og ind med jakke og sweater, ingen grund til at det skal lugte af røg, smækker bildøren, kaster et blik op mod stuevinduet; de sorte metalpersienner er rullet ned, umiddelbart ikke noget godt tegn. Giver dørklokken et hurtigt klem, mens den anden hånd roder rundt i tasken … har vel ikke glemt nøglen … nøgle fundet. Døren lukker bag mig, jeg er på vej, pludselig tilskyndet af tøjets knitren, føddernes trin på trappen, lyde der insisterer på deres nærvær som en ordløs hvisken:for sent, for sent, knoernes hurtige lette slag mod døren, som ekkoer fra mit hjerte.

Lugten af kat og cigaret slår mig i møde.

- Hallo, er her nogen?

Sætter indkøbsposen fra mig og lader skuldertasken glide ned på gulvet; ser ind i soveværelsets halvmørke, toiletdøren står på klem, tager de få skridt gennem entreen.

- Conny? kalder jeg.

Træder ind i stuen og får øje på hendes bare, ubevægelige fødder i sofaen. Hendes ansigt ligger i skjul bag armlænet fra den sofa, der er skubbet vinkelret op mod den hun ligger på, læner mig frem og får øje på hendes blege ansigt og meget lyse hår, lukkede øjne og høretelefoner. Kit-Kat ligger klinet op ad hende, den løfter sit sorte hoved og stirrer på mig med sine gule øjne. Hun fornemmer mit nærvær og slår øjnene op. De er mere runde end aflange og så blå at man skulle tro at de har suget al kroppens tilgængelige farvestof til sig. Der er noget flydende over den måde, hun vender tilbage på.

- Stine, siger hun, sætter sig op og tager høretelefonerne af, - jeg har slet ikke hørt dig.

Læbernes bevægelse virker som små forstyrrelser i hendes ansigt, og det er mig der har trukket hende tilbage til den her forbandede virkelighed, som hun ynder at kalde den.

- Nej, du var helt væk, siger jeg allerede på vej mod stuevinduerne, - men her trænger godt nok til at blive luftet ud.

- Ja, ja. Kom nu lige indenfor før du begynder.

Jeg trækker persiennerne op, åbner vinduet, fortsætter ud i køkkenet og åbner endnu et, mens jeg kigger mig omkring for at se hvor slemt det står til. Conny kommer ud og stiller sig med ryggen mod køkkenbordet. Lille og spinkel står hun med hænderne i lommen på den sorte hættetrøje og følger mig med øjnene, mens jeg sætter kaffe over og vasker et par krus af. Hendes blik giver mig den samme fornemmelse som hendes tavshed i telefonen.

- Er der noget jeg har glemt, spørger jeg.

- Sikkert, siger hun og giver sig til at bide i lillefingerneglen.

I stuen indtager vi vores faste pladser i det særlige sofahjørnearrangement, og som sædvanlig søger mit blik op mod fotografiet af napalmpigen. Hele væggen er tapetseret med udklip, hundredvis af forskellige billeder, men det er hende jeg ser, napalmpigen fra Vietnam-krigen, nøgen, forbrændt og forpint kommer hun løbende ud af væggen. Skænker kaffe op og skubber kruset henover sofabordet, ind mellem hvad der nu ligger og flyder.

- Ellers noget? spørger jeg.

Conny griber ud efter en pakke cigaretter, sidder lidt med pakken før hun smider den tilbage på sofabordet.

- Næh, ikke rigtigt, siger hun og giver sig til at fingerere ved fjernbetjeningen til fjernsynet, der står lige overfor hendes faste plads i sofaen. Hvis hun løfter blikket over skærmen kommer napalmpigen løbende imod hende.

- Har du snakket med nogen, spørger jeg.

- Snakkede lige lidt med Tommy. Hun lægger fjernbetjeningen fra sig, griber igen ud efter cigaretterne.

- Jeg er fandme lige så sindssygt svag som min mor, vrænger hun, smider pakken fra sig igen, tager fjernbetjeningen, tænder for fjernsynet og giver sig til at læse tekst-tv. Jeg lader hende være, bemærker at katten også har forladt stuen, og finder et ugeblad i en af bunkerne.

- Nå, siger jeg og bladrer om på sidste side, - vi må vel også se at få taget den opvask.

Hun kører hånden gennem det ikke helt nyvaskede hår, jeg lægger bladet fra mig og rejser mig, hun ser op på mig med et kan-du-ikke-barelade-den-stå-blik.

- Du har slet ikke drukket din kaffe, siger jeg.

- Næh, hun bider sig i underlæben og skubber kruset fra sig, - har ikke rigtig lyst.

- Det ligner da ikke dig, siger jeg og tager den kolde, urørte kaffe, - kommer du?

- Ja, ja, jeg kommer nu, siger hun og bliver siddende.

Jeg er halvvejs færdig før hun viser sig, hun klager over at hun ikke kan følge med, jeg siger det er hurtigere at vaske end at tørre.

- Ja, bare ikke hvis det er mig der vasker, siger hun, taber en tallerken på gulvet og bliver stående, mens jeg går i knæ for at samle de hvide skår op, der ligger omkring hendes bare fødder.

- Undskyld, siger hun, da jeg rejser mig, og ser ud som om hun er ved at græde.

- Hold nu op; det var jo bare en tallerken.

Siger hun skal tømme kattebakken og sender hende ned med tre poser skrald, løber selv en runde med støvsugeren, drikker et glas vand og siger at jeg vist også må se at komme hjem.

Hun sidder i sofaen, jeg står i stuens døråbning med tasken over skulderen, støvlerne på og klar til at gå.

- Nå men, vi ses, siger jeg og venter på en reaktion, men hun sidder bare og bider sig i underlæben, - Conny …

Hun ser op, fastholder mit blik.

- Jeg er gravid, siger hun og som om ordene var besat med modhager pibler lidt blod frem på hendes underlæbe.

- Nej, sig det er løgn.

Den tunge taske lander på gulvet med et dump; sofabordet mellem os virker pludselig som en uoverkommelig barriere, sætter mig igen.

- Gravid, jeg ser mod hånden, der ligger på den endnu flade mave, - er du sikker?

Hun nikker. Der er noget uvirkeligt over den blege hånd mod hættetrøjens sorte stof, som om hånden vokser, river sig løs og flagrer henover sofabordet og griber pakken med cigaretter.

- Hvad har du tænkt dig? spørger jeg.

- Jeg vil ikke have barnet, siger hun og får fat på lighteren.

- Nej, siger jeg og tror jeg forstår, - hvor langt er du henne?

- Jeg vil heller ikke have en abort, hvis det er det du tror, siger hun og tænder smøgen, suger røgen dybt ned i lungerne, -...