1.

FIAT LUX

Alt starter jo et sted.

Jeg har meget få minder fra min tidlige barndom, men her er nogle af dem, sammen med ting jeg har fået fortalt.

Nå, så begynder historien et eller andet sted, ikke? Mine barndomsminder er lidt som skattejagt i en tåget skov - lidt uklare, men fyldt med skæve skatte og uventede farer. Lad mig tage dig med tilbage til da det hele startede.

Min far er englænder og min mor er bornholmer. Mine forældre mødte hinanden i Norge. Min far arbejdede med olie og min mor på ambassaden. De flyttede rundt mellem kontinenterne og landede i UK. Det kulminerede i 1981. De blev gift i Rø kirke, i et eventyrligt dobbeltbryllup med fest på Bornholm og i England. Min far rejste meget med sit job, og tog konen med. Min mor elskede dyre smykker, fine kjoler og bal på ambassader, min far elskede min mor. Hun blev træt, men hun vidste ikke hvorfor.

Min far tager til læge. Han skulle krydse et fodgængerfelt. Der kom en bus, og han ville 'løbe' de sidste to skridt. Han kunne ikke, så bussen måtte klodse bremserne. Der skete ikke noget med ham, men som 23-årig fik min far den chokerende diagnose MS.

I 1983, fik de en dreng, min bror, Alan. En yndig dreng, sensitiv og lidt bange for klassede fingre. Alt var dejligt i den lille familie, de ville have et barn mere.

I 1985, fik de mig. En grimmere, alfelignende baby. Min mor fik en fødselspsykose, og diagnosen MS. Dette er min skyld. Jeg blev aldrig min mors datter, og hun blev træt.

Det er en vild tilfældighed, at begge mine forældre har sklerose, jeg har det ikke. Alan er så vidt jeg ved, ikke blevet testet.

Mit tidligste minde er fra et hus vi boede i, i England, Jeg kommer ned af trappen og ser et billede af mig hænge på væggen, jeg tænker:

Det er ikke et spejl, mystisk.

Dette var da jeg var 3 år gammel, min tanke er at det er vigtigt, fordi jeg må have været i alarmberedskab allerede dén gang, for at kunne huske det.

Og så husker jeg at jeg kravlede op på toilettet, på badeværelset, nedenunder, og derfra kunne jeg nå en hylde hvor der stod en skål potpourri (det var jo 80’erne) og jeg elskede at lege med de velduftende blade.

Vi havde en kattelem i bagdøren, men ingen kat. Det funderede jeg meget over.

Så længe jeg kan huske, har jeg målt succes i stående bifald, jeg ved ikke hvor jeg har det fra, men det hænger stadig lidt i baghovedet. Hvis du har gjort det godt, så klapper folk. Enough background…

NU BEGYNDER DET FORFÆRDELIGE

I 1989, besøgte vi (vores mor, Alan og jeg) Bornholm, hvor min mor er fra. Vi tog i Brugsen i Klemensker, hvor jeg fik en rød bold, som man kunne puste op med et sugerør. Den sagde en sjov lyd, når den hoppede på gulvet. Vi kørte rundt på øen og min mor snakkede med en mand. Alan og jeg sad i bilen længe, og kiggede på min mor snakke. Men jeg havde jo fået en bold. Jeg tror, at jeg faldt i søvn. Bagefter tog vi hjem til min onkel EL og Tanten. Jeg legede med min bold på terrassen, jeg tabte mit sugerør ned mellem terrassebrædderne. Jeg blev ked af det. Vi legede 'Bjørnen sover' med Alan og min onkel. Jeg husker ikke mere fra den tur.

Vi kom hjem til min far i UK, hvor jeg havde en lille plastik kylling (læs: kagepynt), som jeg var svært glad for. Jeg legede med denne, dagen lang og havde den også med i børnehave. (Det bliver vigtigt senere.)

Vi spiser aftensmad.

'Mor kyssede traktormanden!' Sagde Alan.

Min far vidste godt hvem dét var. Han flippede helt ud. Han knaldede et hul i gipsvæggen og væltede et stort glas sofabord, så det smadrede i 1000 stykker. Jeg skreg. Ikke fordi jeg var bange eller fordi de råbte og skreg, han havde smadret kyllingen i glasskårene. Utilgiveligt.

Mine forældre bliver skilt.

Traktormanden og min mor havde kendt hinanden siden de var 11 år gamle. De havde været barndomskærester, og han havde altid luret i kulissen.

Jeg husker at min mor forlod os. Der var ting i kasser alle vegne. Der skete noget med noget politi i vores hus. Jeg husker ikke hvad.

Min nanny (rigtige farmor) passede os en dag i flytterodet. Jeg husker at jeg sagde til Alan, på engelsk:

'Let's talk in Danish, then she won’t understand us!'

'That's rude!' svarede hun.

Men det vidste jeg ikke hvad det betød. Rude.

Jeg skulle helt klart have sagt det på dansk. Dumt.

Jeg husker tydeligt rejsen fra England til Bornholm. Vi kørte i min fars bil, over Frankrig-Belgien-Holland-Tyskland. Vi sov, min mor, Alan og jeg, i bagagerummet. Jeg er tættest på bagklappen. Jeg frøs. Næste morgen skulle vi børste tænder på en rasteplads. Vi havde ikke noget vand med, så min mor gav os æblejuice til at skylle med, da vi havde børstet tænder… Ad.

Vi ankom til Bornholm, et parcelhus, der lugtede meget jordslået, og der var døde mus under gardinerne. Lidt senere kom en mand. Så kan jeg ikke huske mere. Manden var Monstret: Devil incarnated.

Alan startede i skole mere eller mindre med det samme. Jeg skulle vente et år. Men jeg kom til tandlæge på skolen, det var næsten det samme. Jeg glædede mig. Jeg fik et tykt glimmer klistermærke med en smiley på. Jeg fik lov til at sætte det på armlænet af min stol, bag på min mors cykel. Jeg trykkede på det når vi cyklede med Alan i skole.

'Er jeg usynlig nu?' råbte jeg til dem. Jeg håbede mig usynlig. De sagde ikke noget. Jeg blev varm indeni.

Jeg kan trylle!

Jeg troede helt oprigtigt på at jeg var magisk. Det var højst sandsynligt skizofrenien, der kom igennem allerede dér.

Jeg var 5 år, da jeg startede i skole, blev jeg slemt skuffet, allerede første dag. Min mor havde fortalt at jeg ville lære at læse og regne i skolen. Vi havde kun lært hinandens navne.

Jeg havde meget få venner på denne skole da jeg havde lidt issues med at ville tale dansk til de andre elever. Jeg ved ikke hvilken blokade jeg havde i hovedet. For jeg kunne jo sagtens.

Hvis der var noget, der var trist, kedeligt eller uhyggeligt, så tryllede jeg det bare gladere, næsten som en 'ridiculous'-charm fra Harry Potter. Så jeg hyggede mig i mit eget selskab.

Da jeg nåede til anden klasse, hadede jeg den skole. Jeg trivedes ikke, jeg var ikke stimuleret. Jeg er højt begavet. Jeg fik ikke den støtte og udfordring, som jeg havde behov for. Min mor flyttede Alan og jeg til den lokale privatskole. Undskyldningen var noget med, at min klasselærer havde kysset med inspektørens sekretær. Eller hvad min mor nu havde fundet på. Hun vidste alt om alle. Eller det mente hun.

I januar 1991, kom min halvlillebror til verdenen. Mikkel. Det skulle jo passe med Monstrets navn. Fucking grimt hvis du spørger mig, at det skal passe sammen. Monstrets søsters søn hedder det samme som Monstret. Det synes jeg er weird. Og det generer mig faktisk, på en eller anden måde. Måske pga. narcissismen.

Min lillebror var syg da han blev født, så der gik nogle uger inden han kom hjem. Jeg havde ikke set ham endnu. Monstret kørte for at hente min mor og min nye halvlillebror. Jeg ventede spændt på hjørnet af vores vej, så jeg kunne se dem komme i bilen.

Der kom de!

Jeg løber i mine røde træsko og slet ikke nok tøj. Bilen overhaler mig, og jeg sætter farten op. Der kom så liiiiige en fortovsflise, der var lidt lavere end den næste. Jeg rammer flisen med min træsko og snubler, ud over fortovet med et hoved dyk og skraber mit ansigt (specielt næsen) hen over vejen.

Monstrets søstre og forældre var rigtig søde. Det var i sidste ende Monstrets forældre, der røbede at min mor og Monstret var blevet gift. Faktisk 4 år efter hændelsen. Det var ikke noget, nogen talte om.

Hvor mærkelig er man lige når man ikke inviterer sine egne børn. Det gjorde mig fucking ked af det.

Jeg kom i skole efter sommerferien, hvor jeg havde fået at vide, at min mor var blevet gift. Min klasselærer, Mugge, spurgte om der var nogen der var flyttet, fået nyt telefonnummer eller lignende. Jeg rejser mig, og siger at jeg har fået ny far. Mugge kigger på mig, lettere panisk:

'OK, det noterer jeg lige så!' sagde han.

Jeg tror, at han lurede, at min mor var blevet gift lidt før, da min mor havde taget Monstrets efternavn.

Min 'nye far' viste sig at være en ægte psykopat. Et røvhul. En tyran. Verdens største kujon.

Ikke lang tid efter...