MOZAMBIQUE

Det var varmt i den lille og ret nedslidte lufthavn i Maputo den morgen i maj 1994. Kun en svag og fugtig brise med antydning af det Indiske Ocean rislede i palmerne ved parkeringspladsen. Dørene ind i terminalen var låst, så jeg og alle andre stod udenfor terminalen på fortovet. Imellem taxier, sammen med alle mulige mennesker der ville hjælpe med det ene eller det andet, mod penge, og mange andre der ventede på gæster, forretningsforbindelser, kærester, ægtefæller, familier. Der ventede flere Europæiske familier med nyvaskede, lyshårede børn, der hoppede af spænding i forventning om, hvilke gaver bedstemor og bedstefar havde med. Vi var som modtagelseskomite jo ikke tilladt at komme ind i bygningen men endelig slentrede en gammel mand med et stort bundt nøgler hen til døren og låste den op indefra. Nu begyndte passagererne fra Air France flyet fra Paris at komme ud enkeltvis eller i grupper. Der var unge frivillige med dreadlocks, shorts og sandaler, samt gamle portugisere, der lignede portugisere alle vegne; furede, korte og runde. Mændene iført kortærmede ternede skjorter og konerne blomstrede kjoler. Forretningsfolk, der havde rejst et helt døgn i samme svedige jakkesæt, vaklede nu ud i den stegende hede. De fleste uforberedte til kamp imod den massive mur af taxichauffører og bærere der forsøgte at fravriste dem deres bagage og lede dem mod en af de gamle peugeot taxier, altid malet i skingre farver, der efterhånden var mere ståltråd og klisterbånd end Peugeot. De heldige blev reddet på stregen af en af de officielle hotel-chauffører der kunne lede dem hen til en minibus med aircondition.

Jeg ventede fuld af spænding. Det var to måneder siden jeg havde sagt farvel til min kone Jóna og vores lille søn Hjalmar en kold formiddag i Karup lufthavn. Jeg kan huske at jeg sad med Hjalmar på skødet i cafeteriet og følelsen af den kommende adskillelse lå over os som en iskold og tung skygge. Tænk at jeg skulle rejse fra min lille familie ... Vi havde ellers haft nogle dejlige måneder sammen siden Hjalmar blev født i starten af september 1993, hvor vi havde lånt mine forældres sommerhus ved Sallingsund og bare nydt at være sammen i Hjalmars første tid. Jeg søgte arbejde og skulle af og til til samtaler, men ellers var vi bare sammen alle tre. Jeg husker Jóna, i sin grønne trøje, som jeg havde givet hende, siddende med Hjalmar i skødet mens hun læste en bog. Jeg husker Hjalmar, der en aften lå i sin lille seng mens vi så fjernsyn og pludselig begyndte at kluk-le men også Hjalmar der fuldstændig stiv af arrigskab skulle proppes i barnevognen og trilles flere kilometer rundt ad de mørke stier blandt vinter-forladte sommerhuse før han faldt i søvn. Jeg havde ikke været med til fødslen, da jeg skulle klare de sidste prøver ved universitetet i England. Imens rejste Jóna med færgen til Danmark og blev passet af mine forældre indtil jeg kunne komme. Det blev et par dage for sent, men da jeg hentede Jóna og Hjalmar på sygehuset i Thisted, den solrige sensommerdag, var stoltheden og lykken over at have været med til at frembringe et så fuldkomment lille menneske nærmest overvældende. Jóna og jeg havde været gift i lidt over et år, havde været sammen i næsten fem, og nu havde vi stiftet familie. Vi havde mødt hinanden på kollegiet i Aalborg, var først flyttet sammen på et kollegieværelse og efter studietiden og min værnepligt flyttet til Als, hvor jeg fik job som nyuddannet civilingeniør.

Jeg drillede ofte Jóna med at fortælle, hvordan hun egentlig var blevet bestilt. Da jeg flyttede på kollegium i 1985 var der stort set ingen piger, da kollegiet oprindeligt havde været forbeholdt mandlige lærlinge. Alle kollegieværelser i Aalborg blev tildelt af et centralt værelsesnævn. En ingeniørstuderende på min gang i kollegiet, Per, sad i dette nævn, så op til sommerferien i 1986, da nævnet skulle mødes og allokere værelser til nye studerende efter ferien, bad vi enlige fyre ham om at sikre, at der kom piger på kollegiet efter ferien. Men med sol og sommer i kalenderen og terminsprøverne nogenlunde overstået, var det ikke efterårets skolestart der lå øverst i bevidstheden.

Vi var to studiekammerater der sammen kørte til Grækenland på vores halvgamle motorcykler, kiggede på piger hele vejen ned igennem Europa og camperede hvor der end lå en campingplads efter dagens etape. Tre uger senere, efter nogle dejlige dage på Korfu opdagede vi at ferien hurtigt nærmede sig sin afslutning. Vi klarede turen op langs Yugoslaviens kyst på en dag og overnattede på en lille kro langt inde i Østrig, hvor vi kravlede stive og krumme i seng efter at have fortærret en pose pistacienødder fra Grækenland (“das køkken er gelukket”).

Et par dage senere var vi hjemme igen, hvor sensommeren allerede var ved at drukne i en tidlig efterårsstorm med hylende kuling og iskold regn fra vest. Solen, det turkisblå vand og den varme middelhavs-vind i ansigtet var nu kun fjerne minder, samt erindringerne om vejsidereparationer, små, mugne og urimeligt dyre kroværelser i Tyskland og udmattede forsøg på at sove ved siden af min snorkende rejsekammerat. Kun med korte mellemrum holdt han op med at trække vejret indtil han, med en lang, meget støjende og ildelugtende prut, kom til live igen og fortsatte sin snorken. Det var godt at ingen af os røg, da brandfaren var stor.

Men nu var det tid til studiestart igen, og Per havde holdt sit løfte. Efter ferien var jeg ikke længe om at blive fanget af Jóna's latter, lange hår og kønne ansigtstræk. Der var fire eller fem piger der flyttede ind på vores gang, deriblandt Jóna, og der gik ikke mange uger før de alle var afsat. Først måtte Jóna dog døje en række middelmådige film i biografen samt middage på den meksikanske restaurant hvor hun måtte høre på mine pralerier om, hvordan jeg lige havde kørt til Grækenland på min motorcykel. På kollegiet var vi i samme madklub, og måske hun tænkte at en så umulig kok da måtte have andre kompenserende evner.

Efter min eksamen i 1989 havde jeg et mellemværende med Militæret der skulle klares, så det meste af det følgende år var vi kun sammen i weekenden mens jeg lærte en lille smule om, hvad der var for og bag på et gammelt amerikansk gevær, som vores sergeant forbød os at kalde en bøsse. Værnepligten (eller “spejderlejren” som Jona kaldte det) gav dog et tiltrængt pust efter studietiden og ikke mindst en løn der var højere end SU.

Det lykkedes mig til min store overraskelse at få job efter værnepligten. En dengang lille virksomhed på Als tilbød mig job som salgsingeniør, så Jona og jeg flyttede ind i et gammelt bindingsværkshus fra 16-hundrede-tallet, komplet med lavt til loftet, kolde gulve og mystiske knirkelyde.

I efteråret 1992, efter et par skønne år i landlig idyl på Als, hvor både Jona og jeg havde arbejdet inden for hvert vores fag flyttede vi til England, da jeg havde fået legat til et studieophold på Cranfield University, Silso College lidt nord for London. Det skal selvfølgelig med, at vi i sommeren samme år havde giftet os på Island i den smukke lille kirke ved Thingvellir søen. Det var et smukt bryllup og Jóna så skøn ud i sin bedstemors brudekjole af grøn silke. Bryllupsrejsen har vi forresten aldrig nået. Jo – jeg tog på vandretur med Svigerfar, min lillebror og Christian, en kammerat fra Als, og delte køje med Svigerfar mens Jóna kørte mine forældre og faster på sightseeing.

I England flyttede vi ind i en kollegielejlighed på universitetet og fik snart gode venner blandt de andre studerende fra hele verden. Flere andre var også nygifte, og der gik ligesom lidt mode i at kunne ”bekendtgøre gode nyheder”. Vi havde nu også alderen til det, havde været sammen i snart syv år og var således enige om, at vi skulle prøve om der var krudt i kanonen, og resten er som sagt historie...

Da flyet med mig ombord trillede ud på startbanen i Karup i starten af 1994 kunne jeg kun sidde og stirre ud i frostdisen, grådkvalt over at skulle rejse fra Jóna og Hjalmar, og overveje hvad i alverden der gik af mig at tage et job i Mozambique; næsten uden anelse om hvad det indebar, og ikke helt klar over hvornår jeg ville se min familie igen. På en måde var jeg misundelig over at Jóna kunne have Hjalmar helt for sig selv, nærmest bortføre ham til Island og knytte bånd på en måde som jeg følte at jeg var afskåret fra, eller måske selv havde afskåret mig fra!

Det var en lang rejse til Maputo. Jeg bed tænderne sammen og tænkte fremad. Jeg husker dog stadig fornemmelsen, da jeg dagen...