Forhistorie

En stor angst præger mine dage op til afrejsen til Indien. Angsten bliver også min følgesvend i flyveren og til jeg ankommer til asrammen i Indien. Det er som om, at jeg ubevidst ved, at nu vil mit liv blive forandret for altid.

Den første gang jeg var i kontakt med Sai Baba var, mens jeg tog uddannelsen som samtaleterapeut på Uranus centret i Vodskov.

En nat på centeret, drømmer jeg ordet Sai Baba - bare det!

Jeg aner ikke hvad det betyder, men dybt i mig føler jeg, at det er noget meget vigtigt. Jeg går rundt til folk og spørger dem, om de ved, hvad det betyder?

Efter gentagne forsøg møder jeg så en fyr, der siger til mig, at han godt ved, hvad det betyder.

Han skulle lige et smut hjem først og derefter kan vi så mødes ovre i kantinen.

Ja tak, det vil jeg selvfølgelig gerne.

Senere mødes vi i kantinen og sidder overfor hinanden ved et bord. Vi er alene, da de andre er til undervisning.

Han fortæller mig, at Sai Baba er navnet på en guru, som bor i Indien.

Han rækker et billede og noget gråt støv (vibhuti) hen over bordet til mig.

Det er et billede af Sai Baba og støvet er hellig aske, som kan helbrede.

I det jeg modtager disse to ting, er det ligesom at himlen åbner sig og ned over mig daler der masser af kærlighed og lys.

Mit bryst er fuldstændig fyldt af små champagner bobler af kærlighed.

Så stærkt har jeg aldrig mærket kærligheden før.

Jeg ved, at dette er meget vigtigt for mit liv, noget jeg har ledt efter længe! Aldrig før har jeg følt mig SÅ lykkelig og tårerne strømmer ned af mine kinder.

Manden sidder stille og betragter mig, for ham er det ikke noget nyt, at Sai Baba laver mirakler.

Jeg får lyst til at rejse til Indien med det samme, men sådan skal det ikke gå.

Fire år kommer der til at gå, da jeg åbenbart skal vente på, at min mand gør sig fri af firmaet, så vi sammen kan rejse derned.

Men endelig kommer så tiden, hvor vi skal af sted. Det er den 5. oktober 1994.

Inden afrejsen bliver jeg plaget af, om det er det rigtige at gøre, for min søsters mand er meget syg af cancer.

Den sidste gang jeg ser ham, mødes vores øjne og i det blik, ved vi begge ubevidst, at vi ikke kommer til at se hinanden igen.

Jeg tager afsked med min svoger med et tungt hjerte.

Men jeg er stadig i syv sind. Skal jeg også forlade min handicappede søster, som jeg er tæt knyttet til. Overlade hende til sig selv med hendes syge mand?

Pyh ha hvor jeg lider – blive hjemme eller tage af sted?

Jeg spørger i mit indre Sai Baba til råds. Om natten drømmer jeg en drøm om, at jeg går rundt i Indien. Jeg føler da, at jeg må af sted – for det føles nu rigtigt.

Hele mit liv har jeg ledt efter ”noget” – en mening med mit liv? Om hvordan alting mon hænger sammen, den indre rejse skal nu til at begynde.

Min opvækst

Jeg vil lige give lidt high light punkter fra min opvækst, som kom til at præge mig. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at jeg elsker min familie og er taknemmelig for al lærdommen jeg fik.

Mine forældre er fra arbejderklassen og pengene var ikke så store, da min mor også var hjemmegående husmor. Vi er tre børn, hvoraf jeg er den yngste.

Mit liv starter med, at jeg er uønsket og min mor forsøger at fjerne mig. Det giver mig selvfølgelig en fornemmelse af, at være uønsket, da et foster mærker alt. Jeg ser senere i et syn, hvordan jeg må kæmpe, for at holde mig i live i maven.

I et tilbagebliks syn fra før jeg bliver født, ser jeg senere på situationen ude fra universet. Jeg ser et billede af min mor og far som ligger og elsker. Min mor er træt og ønsker ikke flere børn, men min far vil gerne have flere.

Min fødsel oplever jeg i et syn som lidt skræmmende. En stor mørk kvinde tager lidt hårdhændet imod mig. Da jeg bliver lagt op til min mors bryst, får jeg ondt at hende, for hun er så træt, derfor nænner jeg ikke rigtig at tage næring fra hende.

I en alder af bare 2 år sker der en stor drejning i tilværelsen. Min mor fortæller mig, at jeg er ved at drukne ved stranden.

Hun ser bare en rød sløjfe, som sad i mit hår, stikke op af vandet, jeg er ved at drukne, men hun får mig dog reddet op af vandet.

Samme år får min storesøster konstateret polio i en alder af bare 5 år. Da polio angrebet er ovre, har det ødelagt hende så meget, at højre ben er svunden ind. Begge hendes arme virker ikke. Hun er blevet skæv i ryggen og må i korset. Hun kan stadig gå, med en skinne på benet nogle år endnu, men ender i en kørestol. Som 14 år gammel ligger hun i gips i et år, fordi ryggen skal opereres stiv, da den antog en S-form. Jo, meget måtte hun igennem, det gør mig så ondt for hende.

En tung dyne af sorg ligger sig over det lille hjem og den bliver liggende i mange år, det bliver jeg også præget af.

Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor de ikke bare kan være glade over, at hun overlevede. Jeg så ikke hendes handicap, men min søster. Jeg forstod det ikke helt som barn.

Min søster er på en måde alligevel en del forkælet i familien og bestemmer også en del i huset, da hun er meget viljestærk.

Det der er sket med min søster gør, at vi to raske børn, bliver skubbet noget væk, da opmærksomheden går til min søster.

Jeg led af, ikke at blive set og hørt. Svigt og afvisning er også mine følgesvende.

Den plads jeg finder i familien, er som den hjælpsomme og stille pige. I en tidlig alder hjælper jeg til i hjemmet med rengøring og mad, samt med at hjælpe min søster.

Mine forældre bliver skilt, da jeg er 7 år gammel. Min far forsvinder bare fra det ene øjeblik til det andet, uden at efterlade sig en forklaring.

Jeg føler virkelig meget, at han svigter mig.

Der går så et års tid, inden næste mand træder ind på scenen. Han har tre børn, hvoraf det ene kommer til at bo hos os.

Jeg husker den stund imellem mændene som enorm fredelig og rar.

For begge mænd havde det med hænder, der sad lidt for løse og det går mest ud over min mor. Det giver bare en enorm utryghed i huset.

Det gyser stadig i mig, når jeg ser de billeder jeg har i mig, hvor min mor er slået rigtig meget, uden at jeg kan hjælpe hende. Det giver mig også et dårligt billede af mænd, som jeg kæmper en del med gennem livet.

Utrygheden gør, at jeg lukker mig selv inde i en kuppel, hvor ingen kan nå mig, i et forsøg på at beskytte mig selv.

Det bliver svært for mig, at være ordentlig til stede hele tiden i skolen, men jeg klarer mig dog godt igennem.

En dag hvor jeg er omkring 11 år, vil jeg gerne på besøg hos min veninde, så jeg siger nej for første gang, til at hjælpe min søster!

Min mor tager resolut fat i mig og binder mig på hænder og fødder, smider mig ud på toilettet og siger: ”nu kan du selv mærke, hvad det vil sige, at være handicappet”!

Det trauma går dybt og følger mig livet igennem.

Min søster og jeg er meget tætte, trods 3 års forskel. Hun holder meget fast i mig gennem hendes liv, da hun selv må have været utryg og følt angst. Noget jalousi har hun også haft til mig.

Min mor og hende har ofte givet mig dårlig samvittighed og skyldfølelse, hvis jeg ville leve mit eget liv. Jeg følte, at ansvaret var lagt på mine skuldre.

Vennerne og jeg har nu altid haft min søster med i alt, hvad der skete af oplevelser. Vi rejste også sammen.

Jeg må desværre erkende, at de negative oplevelser fra min barndom har fyldt mest, selv om der også var mange gode stunder.

Det er jo mærkeligt nok sådan, at det er de negative sider man husker mest, måske fordi der er mest af lære der?

Det bliver først bedre, når tingene er blevet fordøjet og set i et andet perspektiv.

Disse episoder, som jeg her har fortalt om, er med til at forme min personlighed. Jeg led rigtig meget af manglende selvværd og selvtillid. Selv om jeg har et pænt udseende, ser jeg det ikke. Jeg er i offerrollen.

Jeg er bare 18 år, da jeg føder min dejlige søn. Jeg bor da hjemme og har ikke prøvet noget af livet alene.

Jeg flytter sammen med hans far, men vi bliver ret hurtigt adskilt, da vi begge er meget umodne og unge.

Jeg vil så gerne finde en ny mand, som også vil være far til min søn, så vi kan blive en familie.

Men som det så ofte sker, fortsætter jeg ”arven” med at finde...