Gårdmandsdatter fra Aarestrup

Maren var gårdmandsdatter fra landsbyen Aarestrup omkring halvanden mil (en halv snes kilometer) vest for Buderupholm. Den bestod i hendes barn- og ungdom af godt et dusin gårde og lidt flere jordløse huse, som stort set alle lå i byen. Derudover var der en skole og fattighus, sidstnævnte benævnt Hospitalet, hvor der var en håndfuld fattige kaldt hospitalslemmer. Navnet kom af, fattighus i gammel tid blev kaldt hospital. Aarestrup hospital var oprettet som fundats (i dette tilfælde en fond) allerede i 1600-tallet af den lokale herremand på Torstedlund. Faktisk kaldte man generelt anbringelse af fattiglemmer i fattighuse for indlæggelse helt op til begyndelsen af 1900-tallet. Alt i alt boede der i byen på den tid omkring halvanden hundrede mennesker1.

Maren var navngivet som traditionen bød efter sin farmor, ligesom den efterfølgende søster fik mormorens navn. De to ældste brødre i børneflokken fik bedstefædrenes navne. Hendes slægt havde generation efter generation været gårdmænd i byen. Praktisk taget alle i familiens kollektive hukommelse var født i Aarestrup og begravet på byens kirkegård. Byens gårdmandsfamilier var ret så indgiftede. Marens forældre var ud over at være ægtefolk grandfætter og grandkusine. Tryghed og sladder har helt sikkert gået tæt hånd i hånd.

Maren kom af den i byen omfattende Rebildslægt. Hendes far hed Christen Pedersen Rebild, men blev blot kaldt Christen Rebild. Historien bag navnet var, at hendes tipoldefar med tilnavnet Smed flyttede fra byen til Rebild. Hans søn - Marens oldefar - flyttede imidlertid tilbage til Aarestrup, hvor han så fik tilnavnet Rebild. Navnet holdt ved og blev udbredt i byen. Der var imidlertid to Rebildslægter, der havde hver deres stamfader. De blev dog uundgåeligt giftet ind i hinanden. I et bymundheld hed det: »I Aarrestrup var der i gammel Daw liesaa manne Ræveler, som der var Æveler; men om Etteroret ku de føst Slaw no knap nok klaa'r sæ2«. Hverken Maren eller hendes søskende fik dog navnet Rebild, og kun en enkelt bror fik det som tilnavn som voksen. Med tiden forsvandt slægtsnavnet helt fra byen.

Det overnaturlige var på den tid en integreret del af hverdagen i et landbosamfund som Aarestrup. Da Marens forældre var blevet gift og ventede Maren, fik de en kort tid lov at bo i den forladte gamle degnebolig. Den lå tæt op af kirkegården og rummede ud over den da 260 år gamle degnebolig en tilbygget skolestue på samlet 12-14 fag (fag er rummet mellem de lodrette stolper i bindingsværk, og et fag er normalt omkring 5 fod - altså 1,5 meter). Degnen - der på den tid havde fået betegnelsen skoleholder - var flyttet over i den nybyggede skole. Den gamle degnebolig var kendt for spøgeri. En nat vågnede de ved en rumlen og snurren på Loftet. Lyden syntes ikke at ville høre op. Marens far turde ikke gå op for at se, hvad det var. Spøgelser og genfærd var ikke noget man tog let på. Den gamle degnebolig var i øvrigt ikke meget værd til beboelse og blev nedrevet året efter3.

Grunden til Marens forældre boede i den gamle degnebolig - og derefter de første år af Marens liv som indsidder (de lejede sig altså ind) i et af byens huse - var, at faren som yngste søn ikke var sikret at blive gårdmand. Det var den ældste af hans brødre, der overtog deres forældres gård. I stedet forsørgede Marens far sin familie som træskomager. Beskæftigelsen var på ingen måde tilfældig. Der var en veritabel træskoindustri i byen, hvor mange tjente til deres udkomme ved at skære træsko og sælge dem til opkøbere. Træet til træskoene blev skaffet i den nærliggende Rold Skov. De bedste i faget kunne på en lang sommerdag, begyndende mellem klokken 3 og 4 inden solen rigtig stod op, til den gik ned og det blev for mørkt til at arbejde, hugge og hule op mod 18 par træsko4.

Efter nogle år med at skære træsko overtog Marens far sin svigerfar Søren Christensen Fløes gård i den nordlige del af byen. Den blev fra gammel tid kaldt Fløegården, da Fløeslægten de sidste tre generationer havde haft den. Slægtsnavnet kom af, at slægten oprindeligt kom fra Fløe ved Gravlev. Med tiden skiftede gården imidlertid navn til Lillkjær. Den eksisterer stadig og hedder stadig Lillkjær. Marens far blev dermed - som næsten alle i sin familie - gårdmand. Han blev hertil selvejerbonde, da svigerfaren havde frikøbt gården til selveje fra krigsråd proprietær Conradsen på herregården Torstedlund en halv snes år forinden5. De fleste gårde i byen havde været fæstegårde under Torstedlund, men blev i disse år selveje. Det var en forandringernes tid for byens gårdmænd efter landboreformerne et halvt århundrede tidligere.

Da Marens far overtog gården, blev hendes morfar og mormor aftægtsfolk på den (de afstod gården mod at blive forsørget i deres alderdom). Som lille pige havde Maren derfor sine bedsteforældre tæt på i deres aftægtsstue. Morfaren døde da hun var fem år, og mormoren døde et par måneder før hendes konfirmation. På samme måde var hendes farfar og farmor aftægtsfolk på onklens gård nede på den anden side af kirken. En sjov familiehistorie - som Maren helt sikkert har oplevet - var den intense duft i hendes farfars aftægtstue. Han holdt nemlig af at tjære sin kakkelovn, da han elskede lugten. Det skulle efter sigende have jaget ikke så få gæster bort6. Man kan forestille sig, at når Maren siden lugtede varm tjære, har hun tænkt på sin farfar.

Maren var blot seks år, da den første slesvigske krig brød ud - dengang bare kaldt krigen. Den udløstes af et Slesvig-Holstensk oprør i foråret 1848 mod helstaten, som de to hertugdømmer udgjorde sammen med kongeriget Danmark. Det var en nationalistisk konflikt mellem tysk- og dansktalende, som det ikke er forkert at kalde borgerkrig. I den forbindelse spredtes rygtet, at slaverne (sådan kaldtes tugthusfanger) i Rendsborg var brudt ud og drog hærgende op gennem Jylland. Rygtet voksede dramatisk, som det spredtes. I landsbyer op gennem Jylland dannede man vagtværn og bevæbnede sig med forhåndenværende våben og redskaber. I Aarestrup var Marens tidlige omtalte onkel sognefoged og samlede byens mænd på sin gård. Mange hentede deres bøsser, da det var almindeligt at gå på jagt. Da der for tiden ikke var en smed, overtalte man en tidligere smed - der nu ernærede sig som husmand - til at omdanne redskaber til våben. Der blev sendt nogle mand mod syd for at rekognoscere. Efter en lang dag og nat mistede byens selvbestaltede værn dog ud på morgenstunden den tredje dag modet og gik hver til sit7. Sandheden om de hærgende tugthusfanger var uden hold i virkeligheden. Maren har næppe forstået meget af det, men det at opleve de voksne være bange, må have været skæmmende.

Hertugdømmernes oprør var til gengæld virkeligt nok, hvorfor Danmark mobiliserede og gik i krig mod dem. På den ene side skyllede en voldsom nationalistisk bølge langt ind i de enkelte hjem, på den anden side oplevede en del af byens unge krig på tæt hold som soldat. Alle kendte nogen, der havde været med. To unge mænd fra byen blev såret, den ene fik en kugle gennem siden og blev invalid, mens den anden måtte gå med krykker resten af sit liv. De fik begge invalidepension. En gårdmandssøn fra den lille naboby Ersted faldt i slaget ved Isted8.

Med hensyn til skolegang, lærte Maren næppe meget den første del af sin skoletid. Nok var der bygget en ny skole og skoleholderen Lars Peter Krabsen den første seminarieuddannede lærer i byen, men han var ifølge provstevisitatet (provstens kontrolbesøg, da kirken havde opsynspligten med skoler) både drikfældig og uduelig. Når folk skulle være høflige blev han kaldt hr. Krabsen, når han havde været ude at få for meget at drikke, var han dog bare Lars Peter. Han var trods det efterspurgt af de lokale beboere som juridisk rådgiver. Han var født i byen og sjette generation i embedet. Som uddannet var han den første der ikke blev kaldt degn - men lærer og kirkesanger. Der var omkring 60 børn fra hele sognet i skolen, men grundet gammel lokal tradition for ligegyldighed - og måske mangelfuld undervisning - var der dagligt kun det halve antal. Hertil var der omfattende pløjeferie, høstferie og kartoffeloptagferie, hvor børnenes hjælp hjemme ikke kunne undværes....