Af oversætterens indledning til førsteudgaven
Enhver, der har besøgt Paris, husker hans gravmindesmærke på Père Lachaise. Ved en højtliggende allé på kirkegården, næsten skråt over for det dejlige monument, som Chapu har rejst over Michelet, og som nu findes gengivet på titelbladet af den store historikersHistoire de France, knejser Balsazcs marmorbuste i enkle, store linjer over en enkel og tarvelig grav.
Fra en kort og stærk hals, der røber en tyrs styrke og brutale sliderkraft, løfter sig et mærkeligt og fuldblodigt fysiognomi: en svær og firskåren pande, et tungt underansigt med stærke kæber og en sanseligt svulmende mund, over hvilken en lille moustache er strøget kækt til vejrs som på de gamle portrætter af franske chevaliers fra frondekrigens tider. Således kunne en d’Artagnan have set ud! Og ganske rigtigt er Balzac noget af en sådan litteraturens d’Artagnan, brutal og utrættelig, modig, hensynsløs, pågående, fuld af fantasi, glad ved stærke ord og stærke farver og stærke begivenheder som hin drabelige gascogner!
* * *
Honoré de Balzac er her til lands næppe kendt