Hen imod slutningen af oktober måned 1829 begav en ung mand sig ind i Palais-Royal på det klokkeslæt, da spillehusene lukker op ifølge loven, som beskytter en lidenskab, der afgiver et så fortrinligt skatteobjekt. Uden synderlig betænkning steg han op ad trappen til den spillehule, der var ham opgivet under navn af nummer 36.
— Deres hat, herre! skreg en tør og arrig stemme ham i møde. En lille ligbleg gamling, der sad sammenkrøben i skyggen, beskyttet bag en afspærring, rejste sig pludselig imod ham og viste sin hele plumpt dannede skikkelse.
Når De, ærede læser, træder ind i et spillehus, afkræver loven Dem til en begyndelse Deres hat. Er det en evangelisk parabel, et sindbillede på forsynet? Betyder det ikke snarere, at der sluttes en djævelsk kontrakt med Dem, hvorfor der kræves et eller andet pant til sikkerhed? Skulle det være for at nøde Dem til at bevare en høflig holdning over for dem, der skal vinde Deres penge? Er det politiet, dette politi, der dukker ned i alle samfundets kloakker, som ønsker at kende Deres hattemagers navn eller også Deres eget, for så vidt De har skrevet det på hatteforet? Er det endelig for at tage mål af Deres hovedskal og optage en lærerig statistik over spillerkraniers omfang?
Herom bevarer regeringen en fuldstændig tavshed. Men, det må De vel vide, næppe har De gjort et skridt hen imod det grønne tæppe, så tilhører Deres hat Dem ikke mere end De tilhører Dem selv: De er indsats. De selv, Deres formue, Deres hat, Deres stok og Deres overfrakke. N
