Fuscum Sub Nigrum (forår)

Når filosofiske flyveture passerer forbi
i klæbeåndernes beretninger& spejlkabinetter

Så vidt jeg husker det, skinnede solen. Og fuglene sang, ja, nærmest kvidrende, og der var vist også etleben på det sted, hvor jeg skulle mødes med Big Kit A. Vi havde gået i skole sammen. Mener også at vi havde rundet foråret, da jeg spankulerede over pladsen for at finde mig et sted på caféen. Denne plads, hvor jeg egentlig følte mig godt hjemme, selvom jeg ikke havde været der særligt længe.

Det har sikkert været omtrent tidlig eftermiddag, måske sådan cirka kl. 14, og jeg holdt virkelig af dette sted, og dette område.

Blågårds Plads, lige dér i midten af Nørrebro, eller sådan cirka, et sted, hvor folk trivedes, spillede bold på banen, slentrede rundt, op og ned ad Blågårdsgade, og alle disse skønne mindre gader som stødte op omkring dette område, Stengade, Baggesensgade, Todesgade og Korsgade, denne sorte firkant blomstrede af liv og spirituel atmosfære.

Med Hare Krishna og andre spændende butikker og besøgs-steder, hvor man endog kunne blive behandlet med sugekopper, nød jeg at være her.

Til leje hos dem jeg for mig selv kaldte for Ditte Menneskebarn og Kaj Munk. Det hed de selvfølgelig ikke, men de havde forbarmet sig i deres lille toværelses lejlighed lige på pladsen. På tredje sal havde jeg fået lov til at indkvartere mig i et lille kammerværelse.

Godt presset af mine relativt sparsomme ting, en seng, et keyboard, en kommode til tøj, et mindre skrivebord og nogle hylder til bøger, var der knap nok plads til at gå i spagat eller lave en pirouette på gulvet, jeg kunne lige stå i hovedstand og lave min Qi Gong, når det ikke var muligt at tage i Frederiksberg Have.

Således boede Menneskebarnet og Munken inde ved siden af, og vi delte et mindre spise-køkken, og alt jeg kunne på mit værelse var, udover at sove og hade mig selv, at sidde og skrive og studere samt spille musik på mit vidunderlige instrument af en synthesizer.

En fattig libertiner nærmest midt i byen.

Hold da fest, sikke en fest, selvom det også havde en bagside. Jeg var netop blevet skilt, og var i samme åndedrag blevet far til en dreng.

Og når jeg gik ud af lejligheden, og ned ad trappen, nød jeg hvert øjeblik, trådte ud på pladsen til alle menneskene, og selv når TV-2 fangede mig foran min dør, for at høre, hvordan jeg havde det med alle de skyderier og den vold som var i omegnen, og jeg prøvede at forklare dem, at jeg havde det godt, og ikke oplevede det så grusomt, og de så slukkede for deres optagelse, så nød jeg bare at defilere ned ad Blågårdsgade, afsted til dér, hvor jeg gik til japansk dans, seks timer om dagen, fire dage om ugen.

Det var også i denne periode at jeg var i min bedste form, 183 centimeter høj, 73 kilo, smidige muskler og ganske velproportioneret.

Smart japansk hår i lang fletninger og hestehaler, og hvad jeg ellers lavede ud over at ærgres over dette besvær med at skulle forholde mig til det vanskelige ved at være blevet far, og ikke at måtte se mit barn, var at læse filosofi på Københavns Universitet.

Nattevagt på et plejehjem, ej at forglemme.

Jeg var faktisk ved at være færdig, arbejdede på den sidste overbygnings-opgave om Heidegger og det guddommelige, og planen var, at jeg skulle skrive speciale om den sene Heidegger og hans forhold til kristen middelaldermystik (specielt Mester Eckhart) og japansk zenbuddhisme.

Og hvad jeg levede af, udover den noget sparsomme S.U., var arbejdet på plejehjemmet på Frederiksberg, dels som weekendvagt, aftenvagt, men for det meste som nattevagt.

Og hvor jeg lige kom fra, udover et forlist ægteskab, hvor vi havde boet på Vesterbro, var et sted på Gammel Køge Lande-vej, hvor jeg havde boet med et Heavy-Rock-Band med stuen fuld af pot og kælderen fuld af instrumenter, og ellers var jeg bare en små-borgerlig starut fra en forstad til hovedstaden, og havde boet i København, på det tidspunkt mange steder, med en del forskellige kærester og venner, både på Østerbro, Amager, Nørrebro, indre by og Vesterbro.

Jeg følte mig hjemme i mithood, da jeg endnu engang gik henover Blågårds Plads, måske var jeg naiv, måske en drømmer, men jeg havde det rigtig skidt, solen skinnede, studierne trivedes, musikken spillede, jeg havde klimpret i forskellige bands, og for tiden lavede jeg mit eget musik og fandt sangerinder som kom op på mit værelse og lagde sang på, og så danse-trænede jeg, havde langt opsat hår, optrådte på Strøget og i Frederiksberg Have i kjole, og hvidkalket, løb langs søerne, og økonomisk set fik jeg det også nogenlunde til at løbe rundt.

Men der var selvfølgelig dette med skilsmissen og mit barn, som pressede sig på.

Vidste ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til det.

Nok om mig og min fortid og situation.

Jeg så Big Kit A komme gående ned gennem Blågårdsgade, hun smilede til mig på lang afstand.

Vi havde ikke set hinanden siden skoletiden, hun gik i min parallelklasse, og jeg husker hende som en ganske god fodboldspiller, og virkelig sød, og smuk, og lækker, jo ældre vi blev, specielt til slut i niende og tiende klasserne blev jeg mere og mere lun på hende, men fandt så senere ud af, at hun var lesbisk.

Nuvel, lad os se hvad dagen kunne bibringe.

Jeg rejste mig op og vi krammede hinanden, og smilede helt vildt til hinanden, jeg synes hun havde taget lidt på, men ikke noget jeg sagde, hun så nu bedre ud som jeg huskede hende, hendes hår havde ændret sig, ikke så smart som jeg huskede det fra folkeskole-tiden, men det var vel også omtrent mange år siden.

Så der var alligevel noget at tale om.

Og hvor skulle vi dog starte?

Jeg kunne ikke engang huske, hvordan det var kommet så vidt til at vi skulle mødes.

Måske var det et tilfældigt møde i byen, til en fest.

Måske var det gennem en fælles bekendt.

I hvert fald sad vi så der på caféen på Blågårds Plads i fuld solskin gennem trækronerne med gutterne på fodboldbanen i nærheden, og alle cyklerne og fodgængerne omkring os, fuglene sang, og vi kiggede på hinanden, sad sådan lidt skrå overfor hinanden og kiggede på fodboldspillet, og sådan lidt omkring, jeg vidste jo godt at hun var til piger, så det var ikke det, som dette møde handlede om, så hvad skulle vi tale om, andet end at fortælle hvad vi havde gang i, og hvad der sådan var sket siden sidst.

Jeg husker at vi talte om Radioheads nye plade: ”Amnesiac”, kan ikke huske hvordan vi kom ind på den, men forstod at vi begge var vilde med dem, og også den, og så husker jeg hendes måske noget spøgefulde guld- og sølv-broderinger, og spurgte til om det var noget hun selv havde lavet.

Hun fortalte mig at én af hendes veninder, med det noget usædvanlige navn: ”Lotus Flower”, havde stået for hendesoutfit.

Vi smilede til hinanden, så lidt ud i luften, og drak vores kaffe og the i stilhed.

Hm, måske var det ikke så smart at vi mødtes.

Og måske var det min manglende evne til at forblive i stilheden, eller være tilstede i en art akavet situation, at jeg begyndte at fortælle hende om min skilsmisse-situation og alt det der med at skulle være far, eller at være blevet far, men at jeg ikke havde fået lov til at se ham endnu, og jeg husker hendes alvorlige mine, da hun gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke skulle lade der gå for lang tid førend at jeg så ham, da jeg så ville kunne få det sværere med at få lov til at se ham, specielt hvis moderen, eks-konen, ikke ville have det.

Og det ramte mig, at jeg måske nok igen var noget af en naiv fyr.

Det havde jeg ikke tænkt på, og spurgte hende, hvad jeg mon kunne gøre, og hun fortalte løs om muligheder og hvad jeg skulle gøre, sådan gå mere ad den juridiske vej, og først og fremmest overveje med mig selv, om jeg ville se ham, eller om jeg hellere ville have, at der en dag skulle dukke en fyr op og spørge mig, hvor jeg havde været henne i hele hans liv.

Igen blev der stilhed, og mit indre blev ramt af en sådan sær form for virkelig voldsom kold-sved.

Jeg måtte tænke, eller mærke efter, hvad jeg følte for, og måske vidste jeg det godt, men der var jo det med at jeg måske skulle til Japan, og dyrke den japanske butoh-dans indgående i et danse-kollektiv ude på landet, når jeg vel og mærke var færdig med mit speciale.

Ud og samle ris i dansens strømme på markerne…

Jeg var i vildrede, og kunne...