Kapitel 1
Bihuset i snevejr

Efter besøget på Selvas værelse traskede hele flokken langsomt ned af trappen mod hallen. Pludselig standsede Lulu og råbte meget højt:

”Bierne, bierne, de kan ikke tåle kulde og sne! Vi må over til bihuset.”

Så lettede hun og fløj hurtigt ned mod hallen. Sigrid, Tora og Lilli fulgte efter med hurtige vingeslag. De fløj alle lidt usikkert og i siksak på grund af hullerne i deres vinger.

Bitte stod og kikkede efter dem, men gik så med hurtige skridt ned af trappen.

I hallen var Lulu ved at uddele varme kapper som beskyttelse mod kulden. Fra en stor trækiste, med udskårne enhjørninger, ugler og sommerfugle, trak hun slidte læderstøvler op og sagde: ”Find et par der passer jer, vi skal ud og gå i snedriver!”

Bitte stod og kikkede på en orange kappe og tænkte:

”Hvis de alle flyver til bihuset, og jeg skal gå gennem de kæmpe snedriver, når jeg først frem i morgen!”

Bitte faldt ned på sine knæ og begyndte at hulke.

”Jeg kan ikke flyve, jeg kan ikke flyve! Jeg vil hjælpe Biffer, bierne og biféerne, men jeg kan ikke flyve.”

Bittes tårer flød ned på gulvet og lavede en lille våd plet. Så mærkede Bitte en hånd på sit hoved, og Lulu sagde:

”Bitte, du kan flyve, jeg har set det.”

Bittes hoved røg op med et ryk.

”Hvornår har du set det?”

”I en drøm, men den var meget virkelig. Hvis du bliver ved med at sige, at du ikke kan flyve, lærer du det aldrig. Vi andre kan heller ikke flyve særlig godt, så længe vi har huller i vores vinger, men vi gør det alligevel. Tag din kappe på og snør dine støvler, vi flyver nu og det haster!” sagde Lulu bestemt.

Bitte sukkede, men gjorde som Lulu havde forlangt. Hun tog kappen på og stak i støvlerne. De var lidt for store så hun sjokkede hen ad gulvet mod døren.

Udenfor var der stille, men sneen lå stadig meterhøjt overalt. Bitte tænkte:

”Det vil være helt umuligt at gå gennem de driver hele vejen til bihuset. Hvorfor skal vi i det hele taget over til bihuset, biféerne er der jo. Det var kun Sigrid og Else, der deltog i høsten. Resten af biféerne blev jo hjemme for at passe bierne?”

Lulu og resten af gruppen var klar til at tage af sted, og Lulu spurgte:

”Er du klar Bitte?”

Bitte rystede på hovedet.

”Jeg tror bare, jeg bliver her. Tror du ikke, at biféerne har styr på tingene?”

”Det er jeg helt sikker på, at de har, men de har nok brug for hjælp. Der er mange kuber, der skal kikkes til. Kom nu så flyver vi,” svarede Lulu.

Bitte rakte ind under sin orange kappe og ned i kjolelommen, og hviskede:

”Det er nu, jeg har brug for dig Silver! Vil du ikke godt hjælpe mig?”

Bitte mærkede at hendes vinger bevægede sig under kappen, og så råbte hun højt:

”Jeg kan jo ikke flyve, når kappen dækker mine vinger!”

Hele flokken lo. Ikke for at gøre grin med Bitte, men fordi det var en sjov bemærkning.

Sigrid kom hen til Bitte og sagde:

”Tag kappen af, så skal jeg vise dig noget.”

Bitte gjorde, som Sigrid sagde, og så viste Sigrid Bitte, at der var to aflange huller i ryggen på kappen.

”Lad mig hjælpe dig. Jeg holder kappen op ad din ryg, og du stikker vingerne igennem. Se på min ryg, ”sagde Sigrid og vendte sig om.

Bitte så, at Sigrids vinger stak nok så flot ud af hullerne, og at hun kunne bevæge sine vinger. Bitte blev flov, men tænkte så: ”Hvor skulle jeg vide det fra, det kunne de godt have fortalt mig noget før!”

Bitte sagde ikke noget og lod Sigrid hjælpe sig kappen på igen.

Så lettede flokken. Bitte blev stående og ventede på, at noget skulle ske, og det gjorde der!

Bitte lettede langsomt direkte op mod himmelen. Hun gispede og forsøgte at trække vejret roligt. Så lænede hun sig lidt frem, som hun havde set de andre féer gøre så mange gange. Bitte fløj, og det var slet ikke anstrengende, det var som om, det gik af sig selv.

”Tak Silver”, sagde hun højt.

Bitte kunne ikke følge med de andre, så hun råbte efter dem: ”Vent på mig! Se, jeg flyver!”

De andre vendte sig om, satte farten ned og vinkede til Bitte. Da Bitte nåede op på siden af flokken, klappede de alle og råbte tillykke. Lulu sagde:

”Jeg er stolt af dig, jeg vidste, at du kunne, du skulle bare tro på dig selv.”

”De ord har jeg hørt før,” tænkte Bitte og følte sig stolt.

”Tak Lulu,” svarede Bitte og baskede en ekstra gang med vingerne.

De nåede frem til bihuset uden yderligere problemer. Alt så anderledes ud end det plejede. Sneen lå i store driver op ad bihuset, og alle bikuberne havde sne helt op til taget.

De landede foran døren ind til bihuset og sank ned i dyb sne til midt på deres maver. De måtte alle nærmest kravle igennem snebunkerne for at komme helt hen til døren.

Sole stod lige inden for døren, da de kom ind. Hun så overrasket, men også glad ud.

”Hvor er jeg glad for at se jer, vi har haft det mest forfærdelige vejr. Alle biféer er ude for at sikre bikuberne, det er et stort arbejde, men alle gør, hvad de kan. Jeg ved ikke, hvordan det vil se ud med honningen efter dette.”

Sole tav et øjeblik og spurgte så:

”Hvordan gik féstøv-høsten, og hvordan ser der ud oppe ved slottet?”

Lulu og flokken var ved at tage kapper og støvler af, men Lulu svarede:

”Hvis du vil lave lidt varm te, så skal jeg fortælle alt, hvad der er sket hos os, og så kan vi høre din historie og lægge nogle planer.”

Sole skyndte sig ud i køkkenet, og snart sad de alle omkring det store spisebord. Bitte sad uroligt på stolen, der var noget vigtigt, hun gerne ville spørge Sole om.

”Hvad med Biffer og de andre droner, er de i sikkerhed?” spurgte Bitte med en nervøs stemme.

”De er i sikkerhed. Biféerne har lukket alle vinduer og døren med træplader og stoppet alle huller og revner med halm.

Dronerne har fået ekstra halm, de kan putte sig i og ekstra nektar. De sover alle ligesom bierne. Biféerne er på vej rundt til alle kuberne for at lægge tæpper og dyner hen over taget. Sneen, der ligger op ad kuberne beskytter mod kulden. Jeg har selv været rundt til mange af kuberne for at se, hvordan bierne har det. Jeg har stukket min hånd ned i kuberne, og der er varmt og trygt. Bierne er sløve, men det er helt normalt, når det er koldt udenfor. De er alle i live, men kan nok ikke lave honning foreløbig, så vi må spare på det, vi har,” fortalte Sole.

Lulu havde lyttet opmærksomt til Soles historie, og havde en del spørgsmål.

”Bortset fra al den sne, hvordan har vejet så opført sig her omkring bihuset?” spurgte Lulu.

Sole fortalte:

”Det startede med regnvejr, som jeg aldrig har oplevet før.

Vi kunne se store sværme af bier på vej hjem til kuberne, og det er et dårligt tegn på en fin sommerdag. Jeg tror at alle bierne nåede i sikkerhed, de er fintfølende væsener, så de har nået at opdage faren, før det blev rigtig slemt. Så blæste det op til storm, som væltede nogle af de store gamle træer i haven. Himmelen blev mørk violet, altså lilla, og så kom snestormen.”

Sole holdt en pause og spurgte så:

”Hvor er Else? Hun deltog i høsten, men er ikke kommet tilbage!”

Sigrid brød ind, og fortalte at Else var blevet i sin seng denne dag. Hendes vinger var slemt hullede, og det ville vare et par dage, før hun var på benene igen.

”Hullede, hvad mener du med det?” spurgte Sole overrasket.

Lulu fortalte om de store hagl, der havde slået huller i féernes vinger og at de alle havde været under behandling.

”Havde I ikke haglvejr her ved bihuset?” spurgte Lule.

Sole rystede på hovedet.

”Nej, det har vi ikke oplevet, men alt det andet er også rigeligt, det er faktisk en katastrofe.”

”Det forstår jeg. I er sluppet lidt lettere end os, og det er jeg glad for,” sagde Lulu.

”Har du set noget til Harvi, er han i sikkerhed?”

Sole lo og fortalte:

”Et stykke tid efter at regnvejret startede, så jeg Harvi sidde udenfor ved havedøren, han var drivvåd, så jeg lukkede ham ind. Han ligger oppe på min seng og sover. Jeg tror, han har været her inde i bihuset før, for han fløj direkte op ad trappen, ind på mit værelse og landede på min seng. Jeg...