HE TOO

”Men størst af alt er kærligheden”, sagde præsten.

Ejner sad og lyttede opmærksomt. Så havde Oda alligevel fundet sin overmand her på det sidste. Hvem skulle nu have troet det? Vi var samlede i en lille landsbykirke af dem uden tårn. Et tegn fra fordums tid på en fattig egn, eller også havde det bare knebet med at få givet en skærv til kirkelige anliggender, for et tårn var det aldrig blevet til. I andre egne kunne der have været en herremand, som mod en passende gave ville sikre sig en god plads i paradiset, men ikke her, for ingen herremand havde nogensinde vovet sig så langt ud for at vriste penge fra nogle genstridige bønder.

En lille kirke med en klokkestabel ved siden af, var det dog blevet til. Som tiden gik, var den da også trods sin lidenhed blevet tilstrækkelig rummelig til den skrantende menighed. Dog ikke i dag, hvor tæppet lige var gået for Odas sidste forestilling. Der var mange, som gerne ville tage afsked med Oda, og især da det blev kendt, at højtideligheden ikke ville slutte ved graven.

I de senere år var Ejner og Oda blevet flittige kirkegængere, og det var derfor også naturligt, da de besluttede, at et pænt beløb fra kistebunden skulle gives til kirken, så ønsket om et nyt orgel kunne imødekommes. I deres sogn som i mange andre sogne var det sædvane, at hvis nogen gjorde et eller andet i den bedste hensigt, var der straks andre, der mente, at det skulle være gjort anderledes eller slet ikke være gjort. Hvis der så også var penge med i spillet, skortede det aldrig på alternative anvendelsesmuligheder.

Det var Ejner og Oda naturligvis opmærksomme på, og det blev da også til et ønske om fuld anonymitet, et krav som både præst og menighed havde stor forståelse for.

Efter at papirerne var kommet i orden, kunne præsten derfor ved den følgende søndags højmesse bekendtgøre den glædelige begivenhed overfor menigheden, og det blev understreget, at giverens anonymitet ville blive respekteret.

Så var det, at Oda rejste sig op fra sin faste plads ikke langt fra prædikestolen, og henvendt mod menigheden sagde hun: ”Ja, a vil båre sej, at mæ og Ejner tøvs, det var bedst på den måde”.

Her var det så, at Ejner med glæde ville tage til takke med et omgående ophold på et hvilken som helst andet sted på jordkloden. Nu måtte han nøjes med at sidde og stirre stift på salmebogen, som han knugede i sine hænder.

Efter gudstjenesten var der mange, der udtrykte deres taknemmelighed men også forståelse for det diskrete i sagen. Kun var det en skam, at der ikke var blevet lidt til sportsklubben, som børnene jo havde haft megen fornøjelse af. DEN sved på Ejner men efterlod en stolt Oda uskadt.

Nu var Ejner så igen i kirken og funderede over, hvad hans sidste ord til Oda skulle være. Han havde besluttet sig for, at noget skulle der siges. I deres mangeårige samliv ville Oda aldrig have, at der skulle holdes tale for hende. Hun mente, at hvis Ejner i det hele taget havde noget på hjerte, kunne han sige det til hverdag. Det var ikke noget at spilde gæsternes tid med. På den måde var Ejner egentlig aldrig kommet til orde hverken til fest eller hverdag, hvor Odas vedvarende talestrøm ikke tålte afbrydelser. Nu havde han så fået muligheden for at få det sidste ord efter mange års tavshed, og den ville han ikke gå glip af.

”Kære Oda, vores lange rejse sammen gennem livet har nu fået sin afslutning. Der har været bjerge og dale på ruten, men vi har holdt sammen både i medgang og modgang, som præsten, der viede os i sin tid, sagde vi skulle. Du har været god til at holde mig nede, når jeg var oppe, og lade mig blive, der hvor jeg var, når jeg var nede. Her på egnen har det aldrig været klogt at ville rage op. Det har du altid haft fornemmelse for, så du kunne værne mig mod at komme i uføre. Det skal du have tak for. Min tak i stort mål gælder også vore tre børn, som du har skænket mig. Bedre gave kunne jeg ikke få, og daglige glæder er det blevet til i alle årene.

Nu skal du så ud på din sidste rejse. Jeg er sikker på, at dine talegaver nok skal sikre, at du kommer det sted hen, som du har ønsket, og mon ikke kirkens dejlige orgelmusik vil følge dig på vej og kvittere for dit gavmilde sind. Æret være dit minde.

Til følget vil jeg sige tak for kranse og blomster, og ikke mindst tak fordi I er kommet. Jeg håber, vi efter begravelsen kan mødes i forsamlingshuset til en lille mindesammenkomst.

Stor tak også til præsten for de smukke ord om Oda og for velment trøst til os efterladte.”

Med et lettelsens suk havde Ejner sat sig igen og overladt scenen til præst og salmesang.

På kistens vej ud af kirken, var der nogen af de nærmeste, som mente at kunne høre Oda ligge og nynne på den gamle vise: ”Det bli´r aldrig det samme som med Ejnar”.

I kristelige omgivelser har undere og mirakler altid været mulige, så ingen vovede at antaste det sandfærdige i, hvad nogen mente at have oplevet.

Under forberedelserne til begravelsen havde organisten rutinemæssigt spurgt: ”Er det en der skal puttes eller futtes”? Han havde en udgangsmelodi til hvert formål.

Oda havde for længst besluttet sig for at blive puttet.

Hun havde altid troet fast på genopstandelsen på den yderste dag. Her måtte en urne med aske være et vanskeligt udgangspunkt, hvis man skulle på benene igen. Så havde hun haft mere tiltro til, hvad det kunne ske af mirakler i kisten på dommens dag. Det blev derfor en traditionel kistebegravelse med jordpåkastelse, og ”Den signede dag med fryd vi ser”.

Uden instrukser fra Oda havde Ejner fået afværget, at det blev ”Altid frejdig når du går”. Den forekom ham så dyster på et tidspunkt, hvor man havde fået nok af død og elendighed.

Undervejs ud til gravstedet havde han fået sendt besked til forsamlingshuset om, at alt hvad der kunne krybe eller gå ville møde op om lidt, så der skulle være rigeligt med smørrebrød, øl og sodavand og kaffe bagefter. Ejner følte efterhånden, at han kunne begynde at slappe lidt af og lade børnene overtage resten af dagens program.

I forsamlingshuset gik snakken livligt om korn og flæskepriser, om mælkekvoter og tilskud til braklægning og mange andre ting. Et par taler fra skolelæreren og brugsuddeleren var det også blevet til. Oda var i mange år et trofast medlem af brugsens bestyrelse og af skolens forældreråd.

Efter et par timers begyndte forsamlingen at sive ud, og Ejner måtte på banen igen for at tage afsked. Et par pæne damer ville også tage afsked, og uafhængig af hinanden gjorde de med sultne insisterende øjne opmærksom på, de også var blevet alene.

Ejner kendte dem ikke og kondolerede, for han kunne ikke finde på andet at sige. Begge damer kunne dog straks berolige ham med, at det var flere år siden deres mænd var døde, og det var de kommet over, og livet skulle jo leves.

En tredje dame inviterede Ejner på havevandring i sin nyanlagte have, hvor hun gerne vil høre, hvad Ejner som fagmand mente om den.

På det tidspunkt var Ejners øjne for længst begyndt at flakke rundt i lokalet, som ledte han efter Oda. Han havde virkelig gjort sig umage med forberedelserne til hendes begravelse, men han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at damer ligefrem ville stå i kø for at udfylde tomrummet efter hende, og så på selve dagen.

Meget forvirret og meget træt satte Ejner pris på at komme hjem efter en begivenhedsrig dag. Børnene sørgede for en pæn takkeannonce i lokalbladet, og var derefter draget hver til sit med løfte om snart at komme igen. De havde jo arbejde, der skulle passes.

Ejner havde uden besvær fundet sin lænestol med fodskammel og lod tankerne flyve, indtil de blev til drømme.

”Nå bette Ejner. Nu skal du snart konfirmeres, og så er det ved at være på tide, at du kommer ud at tjene”.

Det var altid Ejners mor, der kom med både gode og dårlige nyheder. ”Din far har snakket med Krogh oppe på Bakkegården, og du kan begynde til den første maj.

Du får 60 kr. for sommeren plus kost og logi, hvad siger du til det”? Det kom ikke helt bag på Ejner. Som den ældste af en søskendeflok på fem vidste han godt, at sådan ville det gå.

Når det kom til stykket, var han ikke ked af at skulle afsted. Hans forhold til faren var efterhånden blevet noget anstrengt. Han var jo ikke noget spædbarn mere, og han kunne nok tage vare på sig selv uden daglige formaninger og irettesættelser.

Det...