Da John Mearsheimer og Stephen Walts bog om den israelske lobbys indflydelse på USA’s udenrigspolitik udkom i 2007, skabte den som forventet furore. Kritik af Israel var en varm kartoffel og at påstå, at der var et netværk af personer, hvis mål var at sikre Israels interesser fremfor USA’s, kunne let lede tankerne hen på fiktionen om Zions Vises Protokoller og forestillinger om konspiratorer, der arbejdede i det skjulte og trak i trådene. Forfatterne gjorde imidlertid opmærksom på, at den israelske lobby arbejdede helt åbent, og at den som andre lobbyorganisationer var i sin gode ret til at forsøge at påvirke beslutningstagerne i Washington. Nogle anklagede ikke desto mindre forfatterne for at være antisemitiske, mens andre mente, at Mearsheimer og Walt overvurderede lobbyens indflydelse. Eksempelvis, hævdede nogle, var det ikke israelerne, som tilskyndede George W. Bush-administrationen til at invadere Irak, men Osama bin Laden. Lobbyen omfattede ifølge de to forfattere en bred vifte, som strakte sig fra neokonservative republikanere, kristne evangelister og journalister til jødiske og ikkejødiske kongresmedlemmer, der blev belønnet af AIPAC for deres støtte til Israel.
Forfatternes tese var, at USA’s støtte til Israel ikke blot havde ophidset de arabiske og islamiske befolkninger, men også bragt USA’s nationale sikkerhed i fare. Det var således helt usædvanligt, understregede de, at USA var villig til at tilsidesætte sin egen sikkerhed for at tilgodese en anden stats interesser og fungere som Israels advokat. De citerede en samtale, som David Ben-Gurion, Israels første premierminister, førte med formanden for Den Jødiske Verdenskongres, Nahum Goldman. Her sagde Ben-Gurion, at han aldrig ville indgå en aftale med Israel, hvis han var en arabisk leder. ’Vi har taget deres land. Vi kommer fra Israel, men det er to tusinde år siden, og hvad betyder det for dem? Der har været antisemitisme, nazisterne, Hitler, Auschwitz, men var det deres fejl? De se
