Down under
I Australien går man med hovedet nedad. Børn tager en kænguru, når de skal i skole, hvis de da ikke bliver undervist over radioen. Lægerne kommer flyvende i helikopter eller små gule fly, og alle kaster med boomerang. Barndommens fordomme om Australien er mange. Jeg har altid ønsket at se, hvordan det var fat med den største ø, det mindste kontinent, eller hvad man nu vælger at kalde det mægtige land, der kun har rummet europæere i lidt over 200 år, men hvor den oprindelige befolkning, aboriginerne, har boet i mindst 50.000.
Det er en tidlig dansk sommermorgen, mandag d. 17. maj 1999. Min mor kører mig til Billund, hvor tågen ligger som mosekonebryg over de kolde marker. Barndomsdrømmen er på vej til at gå i opfyldelse. Jeg er på vej ud i den store verden med min rygsæk. Lille, men forhåbentlig med nok til tre måneder.
I Billund får jeg hurtigt tjekket ind til Amsterdam og videre til Sydney. Damen i skranken kommenterer min meget omfangsrige billet. Jeg svarer med et: “Jamen jeg skal da kun lige rundt om jorden en gang!”. Jeg siger farvel til min elskede mor. Jeg er godt nok voksen, men det er dejligt, hun er der.
Flyet letter planmæssigt og er i Amsterdam på kun en time. Det hollandske landskab er fladt og overskueligt her i morgendisen. Rejsefællen, min gode ven Mikkel, venter i Amsterdams futuristiske Schiphol-lufthavn, hvor vi for god ordens skyld drikker turens første øl, naturligvis en Heineken. Skik følge eller land fly.
Det er min første rejse uden for Europa, min første flyrejse over fire timer og stadig den dag i dag, hvor jeg har fløjet meget mere, en af de længste strækninger, jeg har taget i et hug. Snart sidder vi i den flunkende