Warszawa

Jeg har planer om at tage til Warszawa sammen med min partner. De voksne har længe talt om flokke af tyveknægte og forbrydere, der er strømmet ind i Danmark efter, at grænserne blev åbnet. Bevares, der er også kommet en hærskare af agtværdige polske arbejdere, som vi dårligt kunne være foruden, men hvorfor kommer de i det hele taget?

Ikke længe efter befinder jeg mig i Warszawa sammen med Gusta, min uundværlige partner og hjælpende ånd.

VI slår os ned i bydelen Sadyba i en lejet villa, som ikke er helt almindelig. Alle vinduer både i stuen og på første sal er tilgitrede med et net af tykke jernstænger, som kun kan åbnes med nøgle. Det sker af og til, at beboere rundt omkring omkommer ved ildebrand, fordi de ikke kan finde nøglen, når de skal evakueres.

Indgangene er forsynede med ekstra ståldøre med tilhørende speciallåse, og hele herligheden er spækket med overvågningskameraer. Det ligner måske mere et fængsel, dog i luksusklassen og med den afgørende forskel, at man selv har nøglen.

Som om dette ikke var nok, har hver villa i gaden sin egen flok schæferhunde, som farer rundt i haverne og villig lader deres røst høre som en hilsen til forbipasserende.

Patruljerende sikkerhedsvagter fuldender billedet af et sikkerhedsmæssigt velpolstret kvarter. Forhistorien til denne ret voldsomme oprustning er, at det er et velhaverkvarter, som i lang tid har været hjemsøgt af tyve og røvere, der nu har fundet mere bekvemme steder at arbejde.

Dog bliver freden i kvarteret ofte afbrudt, men det er af kraftige motorcykler med defekte lyddæmpere. Et par hastige ture op og ned ad gaderne med disse maskiner kan på mystisk vis aktivere tyverialarmerne i stort set alle parkerede biler i kvarteret. Den lydmæssige virkning er ganske imponerende, og kan minde om varsling af et større luftangreb. Noget som polakkerne sikkert godt kan undvære.

Slagteren fra Sadyba

På en af mine første dage i byen går jeg en tur i kvarteret omkring min bopæl sammen med Gusta. Et stort indkøbscenter dominerer området.

Det bærer præg af vestlig standard og efter sigende med danske firmaer involveret. Inde i centeret sidder kassedamerne og holder hver en pengeseddel op mod lyset, for at se, om den er falsk. Det giver en noget langsom ekspeditionsrytme og tilsvarende lange køer.

Polakkerne udviser dog stor tålmodighed sikkert med årelang erfaring i den slags. På en lille balkon kan jeg skimte to mænd, der med hver sin Kalashnikov holder øje med, at varerne kommer i den rigtige kurv.

I skyggen af indkøbscenteret dukker der noget op, der kan minde om en skurby, og det er det også. Snævre gyder omkranser en række hytter, hvor man kan få alle daglige fornødenheder og mange andre ting. Priserne synes rimelige, og at dømme efter folkemængden i disse smalle passager er det her, almindelige polakkerne handler, mens supermarkedet mere tiltrækker de velstående af enhver nationalitet.

En lille bod er ikke længe om at tiltrække min opmærksomhed. Der er kun plads til en kunde ad gangen i den lille butik. Resten står i lange køer ned ad den snævre gyde i sol og regn, sommer og vinter. De skal ind og købe kød hos slagteren i Sadyba. Jeg kan se en anden slagter i skurbyen, men her er der ingen kø. Det er hos den første, der handles.

Den første er en tætbygget midaldrende mand med tyndt mørkt tilbagestrøget hår. Ansigtet er med alvorlig mine og samtidig tillidsskabende på en uforklarlig måde. Ingen sleske ulvesmil, ingen reklamer, ingen prisskilte, ingen varebetegnelser, ingenting i den lille butik med undtagelse af det bedste kød i Warszawa og så en dygtig slagter.

Det hele næsten læner sig op ad bagsiden på supermarkedet, og kontrasten virker voldsom.

I børnehave

Efter alle disse indtryk har jeg besluttet mig for at gå i børnehave. Jeg vil undersøge systemet helt fra bunden. Sammen med Gusta finder jeg frem til en børnehave i nærheden. Det viser sig at være en betalings børnehave uden repræsentanter for lavere sociale grupper. Dette er en ulempe for mine undersøgelser, men sproget er engelsk, og det afgør sagen.

Den første dag, vi ankommer til børnehaven, undrer jeg mig over, at der går vagter udenfor.

Det giver mig bange anelser, og jeg spørger straks lederen, om det er almindeligt, at børn flygter fra institutionen, siden der går vagter uden for. Jeg får at vide, at det er vagternes opgave at beskytte børnene mod kidnapning.

Flere af børnene har velhavende forældre, som nok vil punge ud, hvis ungerne forsvandt. Jeg trøster mig med, at Gusta ikke er berømt for at have mange penge.

I børnehaven begynder hver dag med, at vi skal synge den polske version af: ”Er Jaroslaw kommet i dag…” Der er megen venlighed men også megen disciplin. Man kan høre hinanden tale, og høreskader og høreværn har man aldrig hørt om.

En dag gik det dog galt, og der opstod en del uro rundt omkring. Så råbte de voksne, at vi skulle stille op på en lang række. Så skulle vi marchere ind i gymnastiksalen og stille os op ad ribberne.

Her skulle vi bukke og sige undskyld.

Leon Leszinsky

Det engelske sprog trængte hurtigt ind i bevidstheden, og snart kan jeg udvide min bekendtskabskreds. Det fører sammen med min partner til et møde med Warszawas tidligere overrøver, Leon Leszinsky, som nu er gået på pension efter en indbringende karriere. Leszinsky viste sig at være en høj kraftig mand med karseklippet hår og et udseende, der kunne minde om en af de første udgaver af Frankenstein. Han virkede forbavset over min ringe størrelse og spurgte efter min far. Efter at have stiftet bekendtskab med mit intellekt og min partner stillede han sig dog tilfreds med at have mødt den rigtige person.

Han fortalte, at mulighederne for at gøre gode forretninger inden for “ejendomsbesøg” var blevet stærkt forringede i de senere år.

Adgangsforholdene var blevet vanskeligere og nødvendiggjorde ofte anvendelse af skydevåben, som støjede for meget. Kun ude i provinserne var der stadig muligheder og så selvfølgelig i de skandinaviske lande, som var en ren guldgrube.

Jeg spurgte ham om årsagen til, at tyve og røvere havde overtaget væsentlig del af indkomstudjævningen i Polen. Svaret var, at mange militærfolk var blevet overflødige efter murens fald. Af dem blev den ene halvdel tyve og røvere inklusiv ham selv. Den anden halvdel blev sikkerhedsvagter, som stod plantet uden for snart enhver bygning af betydning. På den måde holdt de hinanden i arbejde, hvilket han mente, da var meget fornuftigt.

At tyve og røvere stadig havde gang i forretningerne, berettede en af mine danske venner om forleden. De fik en nat besøg af uinviterede bevæbnede gæster, som med lommelygter lyste på dem i deres senge, og derefter bad dem blive liggende, imens de tømte huset for værdier. Mine venner sagde, at det var flinke og høflige røvere med gode manerer.

Også Gusta fik en ubehagelig oplevelse. En tidlig aften holdt hun for rødt lys i en af Warszawas gader, da højre fordør pludselig blev revet op og en hånd fjernede tasken, der lå på forsædet.

Tasken indeholdt både penge, kort, pas og nøgler foruden, hvad en dametaske ellers måtte skjule.

Det betød nye låse i villaen, nyt al ting og en masse besvær og usikker fornemmelse i lang tid.

Bedre held havde repræsentanter for de danske regioner, som jeg mødte forleden dag. De var ude for at kapre polske læger til Danmark. Når vi ikke selv kunne uddanne tilstrækkelig mange læger, var det jo rart at kunne dække behovet ved, at lade Polen forsyne os. Jeg fik pludselig en mærkelig smag i munden, som jeg ikke havde bemærket før.

En påskemorgen blev mine oplevelser i Polen suppleret med en kolossal støj fra gaden.

Klokken var 6, og det viste sig at være en katolsk procession, der ad en blomstersmykket vej bevægede sig i retning af den nærliggende kirke.

Der var både hornmusik, kristusfigur samt kordrenge, der havde været tidlig oppe. Det kom jeg så også, mens jeg spekulerede på at søge tidspunktet ændret til kl. 9.00 næste år. I det stærkt katolske Polen har et sådan ønske næppe nogen gang på jord. Følger kirken med tiden, eller er den styret af museumsgener? Svaret flyder nok i Wislafloden på dens vej gennem Warszawa.

Under mit ophold i Polen har jeg fået en tydelig fornemmelse af, hvorfor mange polakker gerne vil til Danmark på kortere eller længere ophold og med vidt forskellige ærinder. Der burde nok sorteres lidt i flokkene fra Polen og andre lande så de, der har med den slags at...