INDLEDNING

Mette Skak

Under den russiske præsident Vladimir V. Putin (f. 1952) er statsmagten blevet styrket, men det er sket på bekostning af demokratiet og retssikkerheden for den enkelte russer. Putin hylder konservative for ikke at sige reaktionære værdier, men står i spidsen for et korrupt og indspist styre. Hensynet til udvindingen af olie og gas står over hensynet til miljø og klima. Den russiske version af coronaviruspandemien viser, at Putin ikke tør tage ansvar, når det for alvor brænder på – det overlod han til Moskvas borgmester og andre med endnu færre ressourcer. For Putin og hans inderkreds er det vigtigere, at Rusland gør sig gældende som stormagt i verden end at pleje freden og fordrageligheden med mindre nabolande som Ukraine. Så Putins Rusland er ikke en betryggende nabo til småstaternes Europa.

Men Putins Rusland er ingen totalitær stormagt, selv om ’totalitær’ er et ord, der ofte bruges af medier og enkelte analytikere. Således bruger Ruslandeksperten Masha Gessen ordet totalitarisme i undertitlen på hendes ellers fine bog fra 2017”The Future is History. How Totalitarianism reclaimed Russia”. Ægte totalitarisme afskaffer al frihed til fordel for statens eller partiets diktatur og indebærer et grotesk meningstyranni samt terror og folkemord. Det er et begreb, vi kun bør bruge om Stalintiden fra 1923 til 1953 eller Hitler-tyranniet i Europa samt Japans militarisme og imperialisme i Asien før 1945. Ordet totalitarisme er skabt af Mussolini med sigte på Lenin, som han beundrede. Så T-ordet hører hjemme i første halvdel af det 20. årh. med nutidens Nordkorea som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Nutidens Rusland er ikke længere et demokrati, men et autoritært styre med Putin som afgørende beslutningstager –i den forstand minder nutiden om tsarens enevælde (eller som politologer siger: et autokrati). Ligesom tsarens Rusland og modsat Stalins Sovjetunionen er vore dages Rusland et pluralistisk politisk system med en livlig samfundsdebat og frihed til at gøre mange ting, blot man ikke overskrider visse ”røde linjer”. Der er fri udrejse, masser af russere har med egne øjne oplevet Europa og ved, hvad der foregår rundt omkring. Uddannelsesniveauet er højt, de yngre generationer er sultne efter forandringer og samtidig stærke patrioter, der identificerer sig med Rusland på godt og ondt. Rusland står ikke stille.

Det særlige ved Putins Rusland ligger i en blanding af landets beliggenhed og klima – op mod 2/3 af arealet har permafrost! – samt dets politiske historie under dels tsarismen, dels bolsjevikkerne med Stalintiden og den såkaldte Store Fædrelandskrig mod Nazityskland (1941-1945) som milepæle i den folkelige bevidsthed. Det særlige ved Putins Rusland handler naturligvis også om det traume, som Sovjetunionens sammenbrud i 1991 udløste; om bitterheden over det økonomiske kaos under den første post-sovjetiske præsident Boris Jeltsin. Den særlige russiske mentalitet og politiske kultur tages op i denne bogs efterfølgende kapitel om den russiske selvforståelse skrevet af Torben Heuer. Det almene ved Putins Rusland ligger i den kapitalisme og globalisering, som Rusland er blevet en del af, herunder den gennemgribende IT-revolution, som Kreml udnytter til informationskrige og lignende ’aktive tiltag’ (aktivnye meroprijatija på russisk). Fx lagde NotPetya-cyberangrebet i juni 2017 Mærsks computere ned. Rusland er på sin egen måde blevet postmoderne - dvs. værdi- og sandhedsrelativistisk - som fremragende beskrevet af den britiskrussiske tv-journalist Peter Pomerantsev i bogen med titlen”Nothing is true and everything is possible” (2015). Det almene ligger også i, at hverken klimakrisen eller coronaviruspandemien går sporløst hen over Rusland, tværtimod! Endvidere er Rusland forbundet med verden udenfor på en indgribende måde, som hverken Stalins, Brezjnjevs eller sågår Gorbatjovs Sovjetunionen var. Så gensidig afhængighed af omverdenen er endnu et relevant stikord til at få hold på, hvad der overordnet kendetegner Putins Rusland.

Arven fra tsarismen og Sovjetepoken

Som allerede antydet er det vigtigt at kende til hovedtræk i Ruslands historie som den ballast, der præger landet i nutiden. I tabel 1 nedenfor har jeg sammenfattet nogle stikord til den konkrete arv fra fortiden, der præger Putins Rusland.

Tabel 1. Arven fra fortiden

Militarisme er set udefra essensen i de reformer, som Peter den Store (1672-1725) stod for. Han drog til Nederlandene for at lære af verdens førende maritime stormagt, antog i 1721 den romerske kejsertitel imperator og gjorde Rusland til den afgørende Østersømagt. Selv om de fleste tænker på Preussen, når de hører skældsordet militarisme, forblev den russiske stat og det russiske samfund i høj grad indrettet til krigsførelse. Således var der i 1914 megen frygt blandt tyske militarister for ”Den Russiske Damptromle”. Spoler vi tiden frem til efter Lenins magtovertagelse i 1917 med Stalintiden som klimaks, giver det mening at bruge ordet hypermilitarisme om den måde, de nye magthavere prioriterede samfundsøkonomisk på. Stalins tvangskollektivisering og industrialisering handlede om at gøre Sovjetunionen til en militær stormagt, idet både Lenin og Stalin anså storkrige for ’revolutionære situationer’ samt frygtede udenlandske interventioner mod deres styre. Og selv om Putin ikke har marxisme og verdensrevolution på sit program. prioriterer også han den rent militære modernisering af Rusland på bekostning af det brede samfunds ve og vel.

Enevælde var det afgørende kendetegn ved tsarismen, som gjorde, at det i begyndelsen af det 20. årh. kom til flere revolutioner – styret formåede ikke at reformere sig selv, mens tid var. Men koncentrationen af magt fortsatte med at kendetegne Rusland i Sovjetepoken, selv om man da kaldte det for proletariatets diktatur og partiets hegemoni. Som allerede påpeget var især Stalintiden et totalitært diktatur præget af både koncentrationslejre – kendt somGulag – folkedrab og terror eller med andre ord: justitsmord på mange millioner mennesker. Denne kulsorte arv fra årtiers statslige vold, undertrykkelse og ensretning samt krige har forrået folk. På russisk slang omtales sovjetborgeren som ensovok, hvad der ellers betyder skovlfuld eller fejeblad, så ordet henviser til det kuede, følgagtige individ. Ifølge data fra World Value Survey for årene 2010-2014 hører indbyggerne i Rusland til de folkeslag på jordkloden, der har de absolut svageste demokratiske instinkter ud af 55 undersøgte befolkninger (Vladimir Gel’man (red.)Authoritarian Modernization in Russia, s. 76 f.). Putin søger af al magt at fastholde Rusland som et topstyret samfund, omend hans metoder er mere tidssvarende.

Stormagt er i udenrigs- og sikkerhedspolitisk henseende endnu et vigtigt stikord til den russiske selvforståelse ikke bare på ledelsesplan, men mand og mand og kvinde imellem. For Stalin var Peter den Store en rollemodel, netop fordi han gjorde Rusland til en stormagt. Den senere sovjetiske udenrigsminister Gromyko udtrykte sit hjemlands identitet som stormagt ved i 1971 at erklære: ”I dag er der intet spørgsmål af betydning, der kan løses uden om Sovjetunionen”. Sejren over Nazityskland gjorde Sovjetunionen til en supermagt på linje med USA, og da først det amerikanske monopol på atomvåben blev brudt i 1949 opstod en egentlig magt- og terrorbalance som gjorde hele Den Kolde Krig (1946-1991) ekstremt anspændt. Mange russere er stolte af, at omverdenen stadig frygter landets slagkraft. Da Sovjetunionen i 1991 brød sammen og det post-sovjetiske Rusland tog over, overdrog omverdenen uden tøven Sovjetunionens faste sæde i FNs Sikkerhedsråd inklusive retten til at nedlægge veto til Rusland som efterfølgerstat. Rusland fik herved en enestående magt over alverdens sikkerhedspolitik. Det kan man passende minde russerne om, når de hævder, at Vesten svigtede Rusland, da...