Tyvstart

Vi havde egentlig først planlagt at vandre på Hærvejen året efter. I sensommeren havde vi imidlertid lejet et sommerhus i Thy, hvorfor vi besluttede os for at tyvstarte med de første par etaper. Når vi nu var i nærheden!

Slettestrand - Fjerritslev

26. august 2019

I den tidlige morgen stod vi i strandkanten på Slettestrand og skuede ud over Nordsøen. Vejret var stille og let diset. Det var sjældent at se havet så roligt. Morgenkøligheden var ved at vige - det ville blive en varm dag. Den var for os begyndt klokken seks om morgenen i sommerhuset. Efter morgenmad og godt en times bilkørsel stod vi nu her på stranden og sugede stemningen til os.

Her midt inde i Jammerbugten kunne vi langt ude mod vest se Bullbjerg rejse sig. Mod nordøst kunne vi kun se kysten i let dis, men vidste at her lå Rudbjerg Fyr. Bag havet langt ude under horisonten lå Norge. Der var langt til den norske kyst, men drejede vi rundt og så ind mod land, var der mere end dobbelt så langt til grænsen til Tyskland - en vandring på mellem 400 og 500 kilometer. Hvis vi vandrede hver dag fra nu, ville det tage omkring en måned.

Fra vandkanten gik vi forbi de på stranden optrukne fiskerkuttere, som frivillige i Han Herreds Havbåde sætter i stand for at bevare kystfiskerkulturen. Efter nogle hundrede meter drejede vi ind i Svinkløv klitplantage og fandt vores vandrerute. Det lille blå skilt med en gående mand og teksten Hærvej skulle herfra blive vores rejsekammerat og vejviser i rigtig lang tid.

Plantagen blev i sin tid plantet for at standse den hærgende sandflugt. Her var helt stille med en begyndende fugtig varme. Det gik opad, og jeg var allerede våd af sved. Pludseligt midt i skoven dukkede et gammelt faldefærdigt stråtækt hus op! Det er en gammel fiskerhytte fra 1600- tallet, som går under navnet Svinkløvhus, men af de lokale kaldes for Maries Hus. Umiddelbart efter var der en fantastisk udsigt ud over havet. Det afløstes af en voldsom stejl nedstigning i Kaprifoliedalen gennem tæt vegetation forbi den norske nationalhelgen Sankt Olavs højt rislende kilde.

Nede på vejen langs kysten passerede vi det genopførte smukke Svinkløv Badehotel, der kort forinden var åbnet efter for nogle år siden at være brændt ned til grunden. De mange biler foran vidnede om, at det var populært. Vi forsatte ad en smal sti højt op på en skrænt med udsigt til Nordsøen. Området her er meget kuperet med mange kløfter, som angiveligt skulle ligne svineklove. Heraf navnet på plantagen. Vores forestillingsevne kunne ikke helt følge med. Længere fremme lå en bunker inde i skrænten med skræmmende skydeskår, som afslørede områdets mørke fortid som en del af Hitlers Atlanterhavsvold. Efter et par kilometer endte stien og med en fantastisk udsigt over Grønnestrand mod Thorup og Bulbjerg. Her forlod vi Nordsøen.

Den kølende brise fra havet blev gradvis mindre, og varmen tog til. Det var her jeg opdagede, at jeg havde glemt min vandflaske. Jeg havde kun en lille flaske danskvand! Med sol fra en skyfri himmel og temperatur i løbet af dagen på over 25 grader var det fatalt. Ved et usandsynligt lykketræf kom vi imidlertid kort efter til et perfekt frokoststed ved tilkørselsvejen til Grønnestrand. Her var borde og bænke, skraldespand, en brise fra havet og frem for alt en vandhane. Vandet var varmt, men når jeg lod det løbe lidt, blev det dejligt koldt. Jeg drak begærligt og fyldt min lille flaske.

Efter pausen gik det gennem hede med lysende lilla lyng og en masse enebærbuske med endnu ikke modne bær. Jeg havde et sted læst, at du her skal blive på stierne, da det er hugormereservat. Det gjorde vi så - men vi så nu ingen hugorme. Midt i lyngen var til gengæld en bakke med en imponerende stenbesat indgang til en stor jættestue. Efter nogle kilometer nåede vi Kollerup Klitplantage. Højdepunktet her var en lyngklædt bakke med det sigende navn Toppen og en fantastisk udsigt. Ellers var det mest stier med nylagt grus, som var tungt at gå i. Ude af skoven gik det gennem sommerhusområder og parcelhuskvarter ind til Fjerritslev bykerne.

Fjerritslev er hovedstad for Han Herred, som ligger mellem Thy og Vendsyssel. Vi havde tidligere set byen, så vi skyndte os at finde busterminalen. Her var fuldt af skoleelever, der spillede høj rap-musik på ghettoblaster. En gammel hippie med Che Guevara på sin T-shirt forklarede mig, at støjen ikke var musik. Han havde derimod lige købt Karl Nielsens samlede værker billigt, fordi som ekspedienten havde sagt: Det gider ingen høre! Jeg smilte deltagende. Kort efter kom bussen mod Slettestrand. Den var gammel og kørte ad snørklede veje gennem småbyer. Hverken ventilation eller læseren til rejsekortet virkede. På Annes spørgsmål til chaufføren om hvad så, når vi ikke kunne tjekke ind på rejsekortet, svarede han med et bredt smil: Så kører i jo gratis!

Vores første dag på Hærvejen havde været på 18 kilometer gennem imponerende og indimellem udfordrende natur i over 25 grader. Det skal også nævnes, at vi aldrig havde gået på en så godt afmærket vandrerute før.

Fjerritslev - Løgstør

27. august 2019

Det ville blive endnu varmere end dagen før, så for at udnytte morgenkøligheden ringede vækkeuret allerede klokken halv seks. Det første stykke ud af Fjerritslev gik langs den tungt befærdede Aggersundvej. Heldigvis drejede vi hurtigt væk ad en lille sidevej. De kommende timer mødte vi blot tre biler, en traktor og ellers ingen.

Ved den lille landsby Husby kom vi gennem et anlæg med en smuk udhugget mindesten. Det er Husby Hole, hvor en bondeoprørshær i en hulvej i 1441 besejrede den lokale adel i skikkelse af lensmanden fra Ålborghus. Kort efter slog Kristoffer af Bayern dog oprøret ned ved en blodig nedslagtning af bondehæren. Disse begivenheder må ikke forveksles med bondeoprøret under Skipper Clement knap hundrede år senere. I anlægget var borde og bænke, men det var for tidligt til frokost.

De følgende mange kilometer gik ad mindre veje. Luften var varm og stille. De mange kæmpevindmøller ude i horisonten drejede dovent. Der var ingen steder at sidde og spise. Da vi havde krydset vejen mellem Brovst og Aggersund kunne vi se Limfjorden og håbede på et egnet sted her. Der var dog kun en stor gård med en stor besætning af malkekvæg, som ikke lugtede af frokost. Vi gik videre ad en markvej med udsigt til Aggersundbroen. Da vi nåede lidt skygge, var der imidlertid et rensningsanlæg, hvor en slamsuger under voldsom larm og ikke mindre voldsom lugt tømte sin vogn.

Vi gik videre på cykelstien langs landevejen det sidste stykke mod Aggersund. Vi havde gået næsten fire timer og temperaturen havde sneget sig op mod 30 grader. Solen var stikkende fra en skyfri himmel uden mulighed for skygge. Jeg svedte, så vandet løb af mig. Pludselig blev jeg svimmel og måtte sætte mig midt på cykelstien! Jeg havde kun fået et par mundfulde vand, siden vi tog af sted. Vi fik vandflasken og en banan frem fra rygsækken. Hurtigt fik jeg det bedre. En traktorfører gjorde spørgende tegn til Anne, om der var noget galt, men hun kunne gøre en beroligende bevægelse tilbage.

Efter de seneste års sygdom er jeg blevet sårbar med hensyn til væske- og energibalance. Dagens læring var, at det ikke er nok at huske vandflaske, jeg skal også drikke i tide. Det samme gælder indtagelse af energi. Det er for sent, når det føles som et problem. Fremover vil vi planlægge og prioritere pauser. Det er i god tråd med mange professionelle vandrere, som holder pause og pauselængde efter et tidsskema for at hvile før udmattelse.

Jeg havde for en række år siden været gennem en tilsvarende læring med hensyn til at blive kold. Under en vandring mellem Århus og Silkeborg lærte jeg det på den hårde måde. På nogle meget lange dagsvandringer på op til 30 kilometer i regnfuldt, blæsende og køligt vejr havde jeg ikke tøj nok med. Det var jo sommer! Sidst på den sidste vandredag kunne jeg pludselig kun gå meget langsomt. Det kom som lyn fra en klar himmel. Jeg havde godt nok følt mig lidt kold, men jeg svedte også. Det sidste af turen blev jeg mere og mere uklar og søvngængeragtig. Efter vandringen begyndte jeg - trods varmt bad og under varm dyne - at ryste. Det tog et par timer før kroppen faldt til ro, og jeg fik det bedre. Underafkøling og for den sags skyld overophedning skal tages seriøst. Falder kroppens temperatur kritisk kaldes det Hypotermi og kan i yderste konsekvens være livstruende.

Det betyder, at jeg nu er klædt i en række lag, hvor jeg hurtigt kan regulere temperatur ved at tage noget på eller af - og altid har nok...