2

“Arh, for fanden da!” Kriminalkommissær Bruno Hansen smækkede døren på den mørkeblå Mondeo så hårdt, at alle de omkringstående vendte sig om og så i hans retning.

“Det er sikkert en ganske ukompliceret sag. En spritbilist,” forsøgte Lars at berolige kollegaen.

Lars Andersen kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv ad kollegaens raseri over at blive kaldt ud en tirsdag aften. Han vidste godt, at tirsdag var Brunos frimærkeaften. Trods den korte tid, de to kolleger endnu havde tilbragt sammen, havde Lars allerede styr på Brunos skema. Tirsdag aften i vinterhalvåret var det frimærkerne, der blev studeret og diskuteret i den lokale frimærkeklub. Brunos passion var frimærker med kongen af rock’nroll, og hans samling var næsten komplet. Men det var da for helvede hans arbejde otte måneder endnu. Lars havde ellers søgt til Sydsjællands og Lolland-Falsters politi som kriminalassistent netop for at blive oplært af én af de bedste. Bruno Hansen havde et godt rygte i kriminalkredse. Lars håbede blot, at kollegaen ikke satte det over styr i de få måneder, der var til hans pensionering.

“Spritbilist?” fnyste Bruno arrigt, så Lars undlod at komme med flere forslag til ukomplicerede sager.

Lars var udmærket klar over, at det ikke var med Brunos gode vilje, at deres partnerskab var begyndt. Dette var kun deres tredje sag. Rygtet, det ville sige Britt Nielsen, kriminalafdelingens sekretær, sagde, at Bruno gennem knap femogtyve år, havde haft en ven og makker i Otto Iversen. Det havde et sammenfald af sager imidlertid sat en stopper for. Otto var begyndt at tage imod bestikkelse, og han havde lagt en del penge til side til sig selv, når han var ankommet som første mand på et drabssted, hvor der havde været kontanter i huset. Bruno havde ikke troet på anklagerne og længe forsvaret sin kollega og makker, men rygterne havde efterhånden vokset sig så massive, at selv Bruno måtte overgive sig. Politidirektøren, der efter sigende ikke havde direkte fældende beviser, havde lagt pres på Otto, og til sidst var det blevet for meget for Brunos tidligere makker, der havde skudt sig selv. Bruno havde betroet Lars det meste over et ikke ubetydeligt antal øl og gammel dansk på en bodega efter opklaringen af deres seneste sag. En rigtig ubehagelig sag. Han så stadig brudstykker af den i sine mareridt om natten. Lars håbede ikke, at denne sag ville give ar, for han havde efterhånden ikke andet.

Bruno Hansen trak frakkekraven op om nakken, da han bevægede sig væk fra den lettere ramponerede, mørkeblå Ford Mondeo, som Lars havde parkeret langs kanten af vejen. Vejen løb langs skinnerne ud for, hvor toget holdt. Det var en alt for smal bivej, der fortsatte med at sno sig gennem landskabet langs de få gårde, der lå sparsomt strøet ud langs dens strækning. Kriminalbetjentene var kommet fra landevejen og havde derfor været forskånet for at krydse den smalle jernbanebro, der førte hen over skinnerne og kun lige havde plads til, at én bil kunne krydse den ad gangen. Vejen løb mellem industrikvarteret og landevejen i et bugtet forløb, der startede med et næsten 90graders sving, der førte hen over broen. Knapt havde broen, i den spinklest mulige udgave, ført bilen over jernbanesporet, før vejen endnu engang drejede i et 90-graders sving, der gjorde det svært at orientere sig om modkørende. Derfor sad der også et vejspejl på hjørnet, der forsøgte at varsko bilisterne om kommende farer. Det var lige efter dette sving, over for en ældre gulmuret gård, at politiet havde parkeret deres biler. Der holdt et par nysgerrige lokale, der forsøgte at få krydderi til dagens sladder med flest mulig detaljer. De ville fra første parket vide, hvad alle de blå blink og det holdende tog betød. Det var et fyraftenstog for pendlere, så der var mange passagerer, der fyldte de åbne vinduer og døre i toget. Bruno henvendte sig til de to betjente, der var først på stedet.

“Hvad har vi?”

Den unge kvindelige betjent, tydeligvis aspirant, gav ham hånden.

“Tina Bruun. Det ligner umiddelbart en ulykke,” hun pegede fra broen til den væltede bil.

“Ja? Hvorfor har I så sendt bud efter os?”

Hun rynkede panden og stak hænderne i frakkelommen. Tydeligt beklemt ved Brunos hårde tone.

“En fornemmelse. Der er ét eller andet galt. Der er noget, der på én eller anden måde ikke stemmer.”

“Ja?”

Bruno skuttede sig i kulden og skulede over mod ulykkesstedet. Han ville tydeligvis hellere have siddet i frimærkeklubbens varme lokaler og diskuteret stempler og udgivelsesår. Han skævede til sit armbåndsur.

“Herfra ligner det da en ulykke…”

“Ja. Ja, det gør det, men vi kom fra Herthadalsvej af.” Den unge betjent pegede op mod broen, der førte den smalle vej hen over jernbanesporet. “Og dér, hvor bilen er kørt ud over broen, dér er ingen bremsespor. Ingen tegn på, at bilen har forsøgt at undgå at køre ud over broen og ned på skinnerne.”

“Vidner?”

“Ja, togføreren.”

“Har I talt med togføreren?”

“Ja, han så bilen komme flyvende igennem luften, men nåede kun at sætte hastigheden ganske lidt ned,” svarede den ældre betjent, en mand i halvtresserne, der havde holdt sig i baggrunden.

“Lad mig tale med ham,” forlangte Bruno og så sig om efter sin assistent.

Lars forsøgte at følge trop med sin læremester, og ville ønske, at han havde mere at bidrage med. Men kurset i kriminalteknik var blevet aflyst i efteråret, og næste kursus var først om et par uger. Lars havde naturligvis læst Forbryderjagt, Dødens detektiver og hvad han ellers havde kunnet finde om opklaring, foruden de tonsvis af krimier, han havde slæbt hjem på sin lyseblå SCOcykel. Det var startet med Jan-bøgerne, som han havde arvet fra sin morbror. Lars havde slugt alle 81 bind om den nysgerrige, blonde dreng og hans hjælper Erling. Og siden dengang havde han drømt om at blive lige som Jan. Men lige nu følte han sig ikke engang som Erling.

Togføreren kunne ikke fortælle andet end det, betjentene allerede havde bidraget med, så Bruno havde ladt toget fortsætte, efter at togføreren og passageren, der havde ringet, var blevet afhørt. Det virkede ikke sandsynligt, at nogen i toget skulle have set noget med den hastighed, toget havde haft. Og det mest uheldige for passagererne var, at mange af dem formentlig havde kunnet se hjem, da togstammen havde holdt få hundrede meter fra stationen. Flere passagerer havde da også truet med at gå hjem langs skinnerne.

“Tror du ikke, det er en ulykke?” spurgte Lars med en forsigtigt spørgende tone. Han ønskede ikke at komme for meget tændvæske på kollegaens ulmende temperament.

“Lad os se på de såkaldt manglende spor,” svarede Bruno med et suk og begav sig hen mod broen.

Oppe på den smalle, glatte vej før broen gik Bruno frem og tilbage og tog bestik af retningen. Han stillede sig på broen ved hullet i rækværket og så ned på skinnerne. Det var tydeligt i sneen, hvor bilen var landet, inden den var blevet kastet væk af toget og over i den snedækkede grøft langs buskadset. Den lå på siden med fronten ud over grøften og truede med at glide endnu dybere ind i krattet. De måtte derfor være varsomme, når de skulle have bugseret den afdøde ud af bilen. Lars iagttog hver eneste bevægelse, Bruno gjorde, i sin iver efter at lære dette indviklede håndværk i alle dets yderligheder. Han ville lære at se de ting, Bruno så.

“Fandens også. Lad os få fat i teknikerne,” sagde Bruno. “Og få lukket sporet og vejen.”

Teknikernes lamper oplyste den kolde februaraften og badede den ramponerede, sølvgrå Toyota Avensis og den unge kvinde på båren i et ubehageligt, grotesk lys. Falck-folkene havde været nødt til at fælde et par træer i det tætte krat mellem jernbanen og den smalle bivej for at få deres køretøjer tættere på den forulykkede bil. En kranbil var blevet tilkaldt til den væltede bil, inden den var blevet skåret i stykker, så den døde kvinde kunne løftes ud af den ødelagte bil.

“Uf, det er godt, at børnene ikke var med!” Lars nikkede hen mod børnesæderne på bilens bagsæde.

“Ja, men det ser ud til, at et par børn nu er blevet moderløse,” svarede Bruno og stirrede trist på den tildækkede kvinde.

Lars kunne ikke gennemskue, om tristheden i hans stemme skyldtes Brunos medfølelse med familien til den afdøde, eller at han muligvis skulle vinke farvel...