Monte Carlo

Kære Richardt!

Tak for pengene, og tilgiv det hasarderede telegram. Jeg lader dette brev gå til kontoret, da det ikke angår dit hjem. Du må hjælpe mig! Vi sidder her, Jeanne og jeg, som et par eventyrersker og véd hverken ud eller ind. Jeg bestiller ikke andet end telegrafere til min sagfører, men han svarer ustandseligt nej. Det menneske tillader sig at hovmesterere mig, som havde han rådighed over både min formue og min person. Naturligvis er det mig mere end ubehageligt at ty til dig, men du er den eneste, jeg kan tænke mig at gå til, om jeg ikke vil risikere afslag.

Jeg har spillet, vundet og tabt. Til sidst tabt, såvel hvad der stod på mit kreditiv, som det, Riise nådigst sendte mig pr. telegraf. Dine penge varede to timer, så var de borte. Jeg har pantsat, hvad jeg ejede af værdi. Og jegvil vinde det alt tilbage. Prøv ikke at give mig gode råd. Men tal med Riise. Forklar ham, at dette er alvor, at jeg må have penge. Det er mig usigelig ligegyldigt, hvad der sker med kapitalen. Jeg betaler gerne dennerus — eller hvad du vil — med fattigdom bagefter. Går det galt, hører I ikke mere fra Elsie Lindtner. Jeg tager hverken gift eller skyder mig, der gives en bekvemmere udvej. Her er en brasilianer, der ikke tiltaler mig, af ham har jeg lånt en del. Låner jeg mere, forsvinder jeg til Brasilien. Lad Riise komme af med papirerne, selv med stort tab, blot pengene bliver disponible. Send du mig imidlertid telegrafisk alt, hvad du øjeblikkelig kan undvære. Jeg håber, du vedvarende er lykkelig. På forhånd tak.

Elsie.

Monte Carlo

Kære Richardt!

I nøden skal man kende sine sande venner. Tak for din snare og beredvillige hjælp. For øvrigt kunne jeg ikke vente så længe, men lånte mere af brasilianeren. Der var heldigvis held ved hans penge. I modsat fald . . . nå lige meget. Det var et vanvittigt vovespil af mig. Nu bagefter begriber jeg ikke, at jeg kunne gå ind på sligt. Men jeg vandt altså. Det skete i forgårs nat, og jeg vandt, foruden hvad jeg før havde tabt, to hundrede og femten tusind francs. Så gik jeg hen at sove. Nu kom pengene fra dig. Jeg lader dem gå tilbage sammen med, hvad du før sendte, og dem jeg plagede ud af Riise. Jeanne er ved at pakke vore kufferter. Vi rejser for Jeannes skyld. Hun tog sig min spillemani for nær.

Glem om muligt denne lille episode. Jeg var ikke helt mig selv. Nu er det ovre, og det er for sent at angre.

Vi har tænkt at tilbringe resten af vinteren i Tanger og Kairo og muligvis Helwân. Jeanne vil gerne til Indien, og jeg har ikke noget imod det, hvis turen blot ikke bliver besværlig. Allerførst går vi et par uger til Paris, for at blive lidt godt ekviperet.

Det er virkelig en stor skam, jeg har glemt at gratulere til din førstefødte. Jeg ville gerne se dit faderstolte åsyn — du kan jo sende mig et fotografi af dig og arvingen. Og lev så ret vel, til omstændighederne igen fører os sammen.

Elsie.

Hvor længe kan dette vare ved? Vi flakker uden blivende sted, som to fredløse, evig fordømte til flugt — og vi fingerer glæde ved denne vor fredløse jagen. Jeanne har jo længst gennemskuet denne ynkelige komedie, men hun spiller den trofast videre med, som tak for min smule godhed mod hende. Vi har det ganske godt sammen. Jeanne læser på mit ansigt, når der skal tales og når der skal ties. Hun befinder sig bedst i land med fast grund under fødderne, jeg lider bedst de glidende nætter og dage om bord. Himlen over, havet under, hovedet tanketomt og alle sanser sovende. Det minder mig om den første tid på min ensomheds ø, hvor bagatellerne fik uhyre vigtighed. En flyvende måge, en mastetop — et skib sejlende forbi i natten. Dagene tilbringer vi i vore liggestole, døsende over en bog eller konverserende med selskabsstemme, men om natten slår vi en ulster over natkjolen og går dækket op og ned, åbnende vort væsen som de blomster, der kun dufter i mørket.

Jeanne er blevet mig kær. Hendes stakkels fortørrede, tidligt udfoldede og tidligt visnede hjerte vækker en vis blid medlidenhed i mig. Hun tager mine meninger op, som var de gyldne leveregler.

Kunne jeg glemme — var tilværelsen tålelig. Men jeg kan det ikke. Det blik, der viste mig liget af hans kærlighed, det følger mig uophørligt. Ydmygelsen i dette blik. Jeg elsker ham ikke. Og jeg hader ham ikke. Mit sind er for lunkent til at hade. Men forsmædelsen nager mig.

Jeanne siger aldrig noget, der kan såre, dog sårer hun mig stundom ved sin alt for taktfulde tavshed. Jeg vil ikke ynkes. Derfor tilbringer vi også timer med vore klæder . . . Hvor længe kan dette vare ved?

***

Athen.

Her så godt som et andet sted. Jeg forsøger tappert at lade mig betage af Grækenlands fortid, der er mig ligegyldig som potteskårene på Kerameikos. Vi deltager i alle professor Dørpfelds forelæsninger på Akropolis — mig morer det mere at høre manden tale end at tilegne mig det talte. Han har beskæftiget sig så indgående med jordens skønneste plastik, at til sidst de usynlige ord er blevet plastiske i hans mund. Grunden til, at søjlerne er tykkest på midten, afvinder mig ingen interesse, men derimod olivenlundene og solskyggerne over Athen.

Jeanne tilegner sig som et skolebarn, med åben mund, og på hotellet læser hun kunsthistorie. Jeg har tilbudt hende at gøre en udgravningstur med, men alene, jeg skal da have mig frabedt at ride i sne til midt op på livet og sove i telte på den bare jord og nøjes med fårekød og konserves. Min dovenskab tager til.

At Richardt gad gøre sig til nar for den halve by ved at gifte sig med et barn på nitten år . . .

***

Luksor.

Jeanne foruroliger mig. Hun lever i en begejstring, der gør hende fremmed for mig. Er det rejsen, der udvikler hende, eller slumrende evner, der kommer til udbrud? Vi rejser dog for at slå tiden ihjel. Men hun tager det hele med samme tunge alvor, som da hun i Berlin første gang hørte Beethovens niende. Hun ser på mig, som var det hos hende længst en kendsgerning, at vi lever hver i sin verden. De halve måltider forsømmer hun for at drive om mellem templerne. I aftes sad vi på den store pylon og så solen gå ned — for mig var det som en smule teaterdekoration, jeg måtte tænke på ”Aïda”. Hun ville ikke med tilbage, og da jeg erindrede hende om, nætterne var kolde, svarede hun ganske fjendtligt: — Jeg vil se månen skinne på den hellige sø! Naturligvis gik jeg. Men jeg kunne ikke sove. Midt i nat kom hun tilbage. Min dør var åben, og jeg kaldte hende ind. Hun satte sig hen til sengen, og jeg hørte hende græde. Hvad foregår der i hende?

Jeg vil ikke plage hende med spørgsmål. Hun skal have sin frihed til at komme og gå. Blot hun ville forskåne mig for udbrud af en begejstring, jeg dog ikke kan følge. Vist er her smukt, men jeg sætter nu engang større pris på Paris’ boulevarder og Unter den Linden og Bond Street. . . Jeg føler mig så fattig, når jeg ser andre komme i affekt.

***

Ja, det er det. . . Derfor er det, jeg bliver nervøs af Jeannes kunst-entusiasme. Den minder mig om Malthe i gamle dage, når han i min gule stue på Gammeltorv fortalte om sine rejser, og jeg bilder mig ind, jeg forstod, hvad han sagde . . .

***

Så er også det forbi. Jeg havde jo egentlig tænkt, at Jeanne havde solgt sig til mig på livstid. Det skulle altså ikke så være. Jeg kunne vel have holdt hende tilbage. Måske ventede hun på et ord, men det er bedst, vi skilles. Lad hende blot prøve sine evner. Hun bliver nok ked af at arbejde, og jeg har råd at vente. Nu går jeg til Amerika, og bliver også det mig for trivielt, ved gud, jeg giver efter og tager brasilianeren. Han driver i alt fald sin kur systematisk som forfølgelse. Og det smigrer mig til syvende og sidst, at jeg endnu — endnu, men hvor længe? — synes attråværdig. Jeg spørger mig selv i tvivlende stunder, om jeg mon var det uden hjælp fra Poiret og Worth.

Lille Jeanne, lille rejsekammerat.

Så skilles da vore veje, foreløbig — eller for bestandig — det véd ikke du og ikke jeg. Men jeg synes, det er det bedste, og jeg er hverken bedrøvet eller krænket. To år er en ganske lang tid for to mennesker at være henvist til hinandens selskab og vi har da haft et vist udbytte af de år. For mig bl. a. det udbytte, at årene er til ende, for dig, at du har fundet livet værd at leve.

Som sagt, jeg råder dig indstændig til at gå hele skolen igennem, så viser det sig nok, om dine evner er af skabende art eller kun egner sig til kunstindustriel brug. Mig skulle det nu ikke undre, om du gik hen og blev bygningstegner — arkitekt er for stort et ord til en...