Det havde været mest passende, om jeg selv havde overbragt dig nyheden for ret at svælge i din forfærdelse, men jeg nænnede det ikke.
Skøn på æren, jomfru Blidelil, du er den eneste, som erfarer noget direkte gennem mig. Men jeg véd jo, du dømmer ikke, det er din store fejl og din største dyd, at du finder alt, hvad alle foretager sig, ret og rimeligt, du, der selv bare er din mands umådelig forelskede kone og hans børns omhyggelige kyllingemor.
Du er så god, Lili, men du har jo heller ikke grund til andet. For dig er tilværelsen som én lang behagelig dag tilbragt i en hængekøje under et skyggefuldt træ — med din mand ved hovedgærdet og ungerne ved fodenden.
Du burde være storkemor og bo i et vognhjul på et bondetag.
For dig er livet dejligt og alle mennesker engle. Du er født med dit på det tørre og uden anfægtelser, uden andre passioner end de lovformelige. Når du bliver firsindstyve år, vil du stadig være din mands dydsirede elskerinde.
Mærker du, hvor jeg misunder dig? Ikke din mand, ham må du gerne beholde, heller ikke dine lange døtre, jeg ville nødig være fem gange svigermoder, hvad du jo risikerer, men din velsignede ligevægt. Din uafrystelige livsglæde.
Jeg har spleen i dag, vi har været til middag to dage i træk, og du véd, jeg tåler ikke det stærke lys og al den støj.
Og nu skal vi ikke mere ses, du og jeg. Det bliver helt underligt. Vi havde dog så meget godt til fælles foruden vor fede skrædder og massøsen med de glinsende hænder. Ja, ja, hende kan vi nu takke for vore slanke hofter.
Jeg vil savne dig. Hvor du var, blev der altid lunt, jeg tror, om du så sad på toppen af Brocken-Bloksbjerg, det goldeste jordens sted jeg véd.
Lili Rothe, min kære kusine, bliv nu ikke altfor betuttet: Richardt og jeg skal skilles.
Eller rettere, vi er blevet det.
Ved justitsministerens venlige hjælp gik det hurtigt og lydløst, som du ser. Efter toogtyve års ægteskab, hvis mønsterværdighed kun overflyves af dit, går vi altså hver til sit.
Du vil græde, for du er sådan en gudhengiven god sjæl, Lili, men du kan spare dine tårer. Du holder jo af mig, og når jeg siger dig, at sådan er det bedstfor mig, vil du vel tro mit ord og slå dig til tåls.
I og for sig er der ingen grund, ikke nogen grund som man kan tage og føle på. Richardt har ingen elskerinde, så vidt jeg da véd, og jeg ingen elsker, og vi er ikke blevet gale eller religiøse. Der er ikke fnug af skandale ud over den skandale altså, at et par halvgamle mennesker pludselig bryder af midt i legen.
Det har kostet min forfængelighed uhyre at gøre dette skridt. Jeg, der alle dage har sat en ære i at være og anses for uangribelig, jeg, der er museangst for folks dom, jeg udsætter mig nu for den argeste sladder.
Jeg, der hidtil har hævdet, at et ulykkeligt ægteskab var tifold at foretrække for slet intet, og at en ugift eller fraskilt kvinde med rette førte en halv pariatilværelse, jeg, der har forfægtet, at skilsmisse var en utilbørlig tåbelighed, når ikke parterne var ganske unge — jeg går nu ud af et fuldkommen harmonisk og lykkeligt ægteskab.
Du vil indse, tilfældet er alvorligt.
Et helt år har beslutningen været taget, og når jeg tøvede så længe med at føre den ud i virkelighed, var det dels for at prøve mig selv, dels af praktiske hensyn. Jeg er jo nemlig praktisk og kunne ikke ret tænke mig at spadsere bort fra Gammeltorv uden at vide, hvorhen jeg ville gå.
Min grund er så simpel og klar, at den kun vil tilfredsstille de færreste, men hvad skal jeg gøre, når jeg nu ikke har nogen anden?
Du véd jo da, du som alle I andre, at Richardt og jeg havde det så godt med hinanden, som vel overhovedet to mennesker af forskelligt køn kan have det. Der har aldrig været et ondt ord imellem os.
Men jeg har nu fået det indfald, eller hvad du vil, at jeg må leve alene. Helt alene for mig selv og med mig selv. Kald det en absurd idé, et umuligt indfald, kald det hysteri, hvad det måske også er — jeg må bort fra mennesker, ud af det hele. For Richardt er det en skuffelse, men jeg håber, han nogenlunde snart kommer over den. Fabrikken vil nok i længden kunne erstatte mig . . .
. . . Vi har gået så pænt stille dermed. Festen ude på landstedet i forrige uge var en slags afskedsforestilling. I mærkede ikke noget, vel? Vi er dannede mennesker, skulle jeg mene.
Når jeg nu allerede i aften rejser, er det ikke blot — men også — for at være over alle bjærge, når sladderen begynder at spy, men jeg længes så ubeskriveligt efter at prøve ensomheden.
Jørgen Malthe har tegnet og ladet opføre en lille villa for mig — i den tro, den var til en anden.
Villaen ligger på en ø, hvis navn jeg foreløbig ikke nævner. Der er otte alen til loft og i spisestuen plads til seksogtredive. Jeg får kun to stuer, men hvad mere behøver en fraskilt dame i min alder? Resten er små kamre ovenpå med karnapper og altaner.
Mit soveværelse bliver helt aparte med glastag som et atelier. Også en af mine sære ideer at ville have himlen lige over min seng. Jeg tror, det er sundt for nerverne, og mine er i en skrækkelig forfatning.
Så herefter kan jeg jo i mangel af de kære mænd flirte med vorherres små stjerner.
Villaen udmærker sig ellers ved sin kønne beliggenhed, sin kastelagtige arkitektur og sin — husk vel på det — storartede ugæstfrihed. Hækken om haven er næstendels høj som muren om kvindefængslet på Kristianshavn, porten er aldrig åben, og portner findes ikke. Skoven går lige ind til haven, haven lige ud til vandet. En særling ejede grunden og boede i en rønne så grøn og overgroet, at jeg har ladet den stå.
Aldrig har jeg glædet mig til noget som til dette eneboerliv. Jeg har fæstet en imponerende køkkenånd, Torp ved navn, hun synes at kende alle landes kokkekunst som sit fadervor. Det er nemlig ikke min hensigt at leve af vand og brød og dyd alene.
Tjener opgav jeg, skønt jeg jo har en faible for mandlig opvartning. Men hartkornet er ikke til tjener. For øvrigt aner jeg ikke, hvordan mine rentepenge forslår. Men jeg vil nødig tage imod Richardts ædelmodige tilbud om årspenge.
Så har jeg antaget en stuepige, der hedder Jeanne, hun har de kønneste ræveøjne og skingrende rødt hår, dertil spidse, velplejede fingre, som jeg ikke begriber, hvor hun har fra. De to bliver min eneste omgang, så jeg får lov at tære på mig selv.
Kære Lili, gør hvad du kan for at nedslå den mest lurvede sladder, nudu véd sammenhængen. I dybeste fortrolighed endnu dette, som jegforbyder dig at meddele din mand: Jørgen Malthe, det kære menneske, har jo, hvad I alle har moret jer over, beæret mig med sit ungdommelige sværmeri. Han vil muligvis på ægte mandfolkemanér blive ude af sig selv over min mærkelige retræte. Vær lidt venlig mod ham, og forklar ham, at der ikke er nogen som helst mystisk grund dertil.
Senere, når jeg er kommet lidt i ro, vil jeg blive meget glad for brev fra dig, skønt jeg jo forudser, at de fem dele handler om dine børn og den sjette om din mand, medens jeg hellere ville have alle seks om dig — og den rare by samt dens leben und treiben. Jeg går ikke i kloster, så jeg kan godt tåle bynyt.
Du ville, hvis du var her, spørge, hvormed jeg dog vil få tiden til at gå. Kære, klædeskab og spejl forlader mig ikke, desuden har tiden jo den evne at kunne gå uden at skulle trækkes op. Jeg har jo skov og have, klaver og hus, kniber det endelig, kan jeg give mig til at brodere tunger til Torpens linned!
Skulle det ske, hvad gud forbyde, at et lyn ramte mig, eller jeg fik hjerteslag, så jeg døde inden ret længe, vil du da ikke nok som min kusine og nærmeste veninde påtage dig at ”rydde op” efter mig? Der bliver næppe nogen uorden, men alligevel — for en ordens skyld. Jeg kunne ikke lide at have Richardt til at fingre ved mine papirer. Nu, vi ikke mere er ”gift med hinanden”. Dig ønsker jeg alt godt.
DinElsie Lindtner.
Min egen kære ven og forhenværende husbond!
Er det ikke en stilfuld overskrift? Og er du ikke rørt over i en fremmed by at få blomster fra en dame? Bare de folk nu forstod mit tyske og sendte dem i tide.
Et øjeblik glimtede den smukke tanke gennem min hjerne at hilse dig velkommen på samme måde i alle de byer, du agtede dig til, men da jeg jo ikke véd blomsterhandleradresser ud over højst i...
