Kapitel 1

IC3 tog

Solen skinnede fra en skyfri himmel og lavede smukke streger, som susede forbi på den anden side af vinduet i den togkupé, hvor Rikke Egelund sad. Det var midt i juli og der var allerede meget varmt i toget, selvom klokken kun var ni om morgenen. Rikke Egelund var journalist og sad med sin bærbare computer, enAsus Zenbook, i skødet. Hendes blonde hår var sat i en hestehale og hendes gule sommerkjole åbenbarede hendes smukke figur. Hun havde moderigtige sandaler med en høj hæl på fødderne. Rikke var en pige, som de fleste vendte sig om efter på gaden.

Hun var ved at læse en artikel omAdriels Børn, en bevægelse, som efter sigende bekendte sig til den kristne gud, men som også havde en del andre aktiviteter. Den var tilsyneladende ved at systematisk opkøbe landsbyen Ravnsbæk, som lå i Vestjylland. Hun havde, af sin chefredaktør Mikael Antonsen, fået til opgave at skrive en artikelserie om bevægelsen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle synes om opgaven. Hun havde det godt i København og havde ikke haft den store lyst til at tage til Jylland. Hvad skulle hun der? Det havde været noget andet, hvis det havde været ud over landets grænser, for Rikke havde altid været meget rejselysten. Men måske ville der alligevel komme noget godt ud af rejsen? Hun var nyuddannet og var netop flyttet til København efter at have studeret i Århus. Hun havde købt en lejlighed på Østerbro og havde brugt hele vinteren og foråret på at sætte den i stand og gøre den til sin egen. Det havde kostet hende en del penge, og hun havde måttet bruge en del af sin opsparing, men det havde været det hele værd. En treværelses lejlighed i hjertet af Østerbro. Hun nød at alting var tilgængeligt og at byen altid var vågen. Hun havde oplevet en snert af det i Århus, men København var bare større og mere indbydende.

Hun var blevet ansat påDirekte, et månedligt magasin med vægt på dybdegående journalistik og reportager. Hun havde været til en enkelt samtale, hvor der havde været umiddelbar kemi mellem hende og chefredaktøren, og hun var blevet ansat ved selve samtalen.Direkte havde til huse i Københavns nordvestkvarter i ældre lokaler beliggende på 2. sal i en gammel kontorbygning, som blev delt med et reklamebureau og et trykkeri. Hendes løn var ikke prangende, men den var bedre end SU og et fritidsjob som tjener på en italiensk restaurant i Århus. Hun havde allerede skrevet to reportager, en om den stigende migration i Danmark og en om præstationsfremmende medikamenter i den danske bodybuilderverden. Dette ville blive hendes tredje artikelserie, og hun var fast besluttet på at imponere Antonsen. Han var ikke så let at imponere, og hun havde aldrig fået nogen særlig anerkendelse for sit arbejde. Måske var han bare sådan? Hun kunne mærke, at hun havde lyst til at imponere ham. Hun var ikke helt klar over hvorfor. Og så måske alligevel. Hun havde et godt øje til Antonsen og hun var faldet for hans umiddelbarhed og charme. Han så godt ud for 45-årig, han havde brede skulde, men var ikke alt for muskuløs. Han havde altid daggamle skægstubbe og gik afslappet klædt. Hun havde altid været lidt tilbageholdende når det kom til at tage initiativet overfor en mand, og hun turde på ingen møde tage initiativet med Mikael Antonsen. Han var garanteret ikke interesseret i hende, så det måtte nok blive ved den slags fascination som en skoleelev har af sin lærer. Han var også meget ældre end hende. Men hvad nu hvis? Hun havde ikke den store vennekreds. De få nære veninder hun havde, havde hun efterladt i Århus. Hun værnede dog om de få nye veninder hun havde i København, og plejede dem med cafébeøg og middage, selvom hun egentlig bedst foretrak sit eget selskab. Hun havde ikke rigtig nogen barndomsvender fra sin opvækst i Ølstykke og det pinte hende en smule, for når hun loggede påFacebook, kunne hun se, at den gruppe i folkeskolen og gymnasiet, som hun havde været en del af, stadig hang sammen. Hun havde altid følt sig som lidt af outsider, men nu boede hun i København som uddannet journalist og havde et godt job og en lækker lejlighed. Og nu sad hun i toget på vej mod Ravnsbæk og læste omAdriels Børn. Hun havde besluttet sig for at læse både om byen og om bevægelsen. Hun havde fundet en række artikler fra biblioteket og hun havde gjort rigeligt brug afGoogle.

Hun åbnede den første artikel fraEsbjerg Lokalavis som havde overskriften ”Sekt eller kristendom?” Hun skimmede artiklen igennem, for det forekom hende, at den var ret overfladisk og forudindtaget. Den var tre måneder gammel.

Det har ikke været muligt at fremfinde sektens regnskaber, og derfor kan det ikke fastlægges, hvorledes den har været i stand til at opkøbe næsten halvdelen af den lille by.

Det var netop det, som havde gjort Rikke nysgerrig, for bevægelsen havde tilsyneladende opkøbt en række ejendomme og virksomheder i Ravnsbæk. Rikke ville endnu ikke kaldeAdriels Børn for en sekt, selv om de fleste andre gjorde, for hun var endnu ikke kommet til bunds i sagen. Hun ville tage tingbogsoplysninger, når hun selv havde fået syn for sagen. Men det måtte hun nok have hjælp til, for hun havde ingen idé om hvordan hun skulle gøre det.Domstol.dk måtte være et godt sted at starte, men hun anede ikke, om man skulle have abonnement, eller om oplysningerne lå frit tilgængeligt for alle. Hun var god til at lave research, men hun var blevet mere og mere glad for at være i marken og tale med folk. Det var ikke den vej hun havde regnet med at gå da hun blev uddannet, men nu var det blevet sådan. Hun åbnede den anden artikel, et kort notat fraVestjysk Tidende med titlen”Vorherres tjenere – dydens smalle sti”

På trods af sektens åbenlyse tilhørsforhold til den kristne gud billiger sekten tilsyneladende sex før ægteskabet. Desuden er flere af medlemmerne homoseksuelle. På billedet ses et af sektmedlemmerne i et hedt kys med en jævnaldrende pige. Laila Dinesen, som regnes som værende leder af sekten, ses smilende i baggrunden. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hende.

Rikke kiggede på den smilende sorthårende kvinde. Hun kunne ikke danne sig et billede af kvinden, for billedet var ret kornet. Det havde heller ikke været muligt at få Laila Dinesen i tale, for Laila havde ladet det være op til de ældste i bevægelsen at tale med Rikke. Hun regnede dog med se Laila til mødet om søndagen, hvorefter hun ville forsøge at få Laila i tale. Hun lukkede låget til sin computer og kiggede ud i kupéen, som var næsten tom. Hun havde købt billet til første klasse, for hun havde brug for ro til at læse og ikke blive forstyrret af børnefamilier eller højrystede unge. Der sad en ældre herre og læsteBerlingske Tidende. Der stod en plastickop på bordet foran ham, som var helt fyldt, selvom han havde hentet den på kaffebordet i kupéen for en time siden. Der sad også en forretningsmand i bordgruppen ved siden af hende. Han var iført en nålestribet habit og sad med hovedet nede i en tablet. Rikke åbnede sin computer igen og kiggede på et notat iOnenote, som hun havde lavet dagen før:

Torsdag

Rebekka Karstad

Middag hos Dahl

Fredag

Skole

Middag hos Linde

Lørdag

Middag hos Bonde

Søndag

Gudstjeneste

Forhåbentlig møde med Laila

Adriels Børn fremstod på ingen måde positivt i medierne. Rikke tillagde det ikke den store betydning, for hun mente, at man gerne måtte have sin egen mening og de fleste havde en tendens til at mærkeliggøre ting, som de ikke kunne forstå. Det gjorde det ikke bedre, at bevægelsen tilsyneladende havde adgang til betydelige mængder af økonomiske midler. Men hun ville undersøge tingene før hun dannede sig en mening. Der var blevet lavet middagsaftaler hos tre fremtrædende medlemmer. Bevægelsen kaldte disse personer for ældste. Rikke havde vurderet, at det at bevægelsen havde takket ja til at Rikke måtte skrive om dem nok skyldtes, at den ønskede at fremtræde mere positivt over for den almindelige dansker. Hun skulle med toget til Esbjerg og derefter med bussen til byen. Mille,Direktes sekretær, havde booket et værelse påJensens Hotel, byens eneste. Rikke glædede sig til at gå en tur rundt i byen, og hun ville bruge resten af dagen på det inden middagen. Hun kiggede ud ad vinduet igen og så naturen flyve forbi. Hun havde...