Kapitel 1

Handlingen

De ukrænkelige cirkler

Denne artikel i nr. 23 afFF fra 15.1. 1945, som forfatteren, den læreruddannede Martin A. Hansen (190955), oprindelig anonymt har skrevet, opererer med en modstilling mellem to danske befolkningsgrupper uden personers navns nævnelse.

Den ene gruppe, der vel at mærke “naturligvis ikke har noget til overs for nazismen”, kaldes “intellektuelle”, “åndsaristokratiske naturer”, “reserverede medborgere”, “tilhørende det akademiske lag”, “kunstnere og skribenter”, “koldblodige og forfinede”, “frivilligt isolerede”, “uden for eller over det hele”, “åndsmennesker”, “forskere”, “humanister”, “(højtfortjente) æsteter”, “bedrevidende”, “skeptikere”, “dannelsens ypperste”, “intellektuel elite”, “relativister” og “livsfortolkere, der ikke selv lever og oplever livet”.

Dog hævdes ikke alle intellektuelle at tilhøre denne gruppe eller “type”, som de kaldes i essayet: “I Frihedsfronten har der da også kun været få af denne type intellektuelle, men forholdsvis mange praktisk arbejdende intellektuelle, fx læger og præster. For disse har virkeligheden sikkert en helt anden krævende og katastrofal karakter, fordi de står over for de voldsomme realiteter, liv, død. De kan ikke nøjes med at se relativt og historisk på begivenhederne”.

Den anden gruppe karakteriseres modsat den første som “det naivere menneske”, “de kæmpende”, “den enfoldige skare, der sætter liver ind, til den igen har sikret dig (dvs. den “intellektuelle”;PF) den frihed, uden hvilken dit åndsarbejde i længden er umuligt”, “folket”, “oprigtige og naivt ligefremme”, de, der står i intimt forhold til “det egentlige”. Gruppen kendetegnes endvidere ved “en vis naivisme, forenklet tro, håb, had, handlingsmystik” samt ved at befinde sig inden for og i forhold til “livsspændingen, det tunge etiske og måske religiøse valg, det store enten - eller”, “det opgør, den nøgne virkelighed kræver”.9

Det valg, som Hansen plæderer for, “det store enten - eller”, er imidlertid knap nok noget reelt valg eller rettere, det er valget mellem rigtigt og forkert, sandt og falsk, det absolutte og det relative, mellem etisk eller religiøst godt på den ene side og på den anden noget “æstetisk” i en kierkegaardsk ånd.10 Dette valgs angivelige tyngde består i, at det indebærer en betydelig fare for ens eget og andres liv, dersom man vælger ‘det rette’, modstanden. Og det “naive”, ikke lærde eller intellektuelle folk står tydeligvis altovervejende på den rigtige side, mens det store flertal af “de intellektuelle”, dvs. kunstnere og humaniora-lærde (humanisterne), med deres (alt for) store overblik blot betragter besættelsens begivenheder udefra med historisk indsigt - eksempler for denne forfatters egen regning kunne være en betragtning som ‘al historisk erfaring viser, at efter krigen kommer freden igen et vice versa, og sådan vil det altid fortsætte med at være’ eller ‘mennesker og verden lader sig ikke ændre endsige forbedre væsentligt’ - eller besættelsen betragtes som råstof for skrifter af skønlitterær karakter. Men de “intellektuelle” generelt står angiveligt uden det fordrede engagement iden egentlige tilværelse, idet de står udenfor som blotte “æstetikere”, der ikke træffer det egentlige, etiske eller religiøse valg, men blot betragter begivenhedernes gang og følger passivt med deres strøm, som de hverken har eller mener at kunne få nogen indflydelse på.

Imidlertid er Hansen ikke først og fremmest ude i noget polemisk ærinde. Han ønsker derimod “de intellektuelles” tilslutning, fordi der er brug for deres intellekt; han vil, at de skal træffe deres valg, der kun kunne få ét udfald, dersom de i en “egentlig” forstand vælger og ikke und drager sig valget. Ikke at tilslutte sig modstandsbevægelsen - som han altså benævner“Frihedsfronten” - ikke at tilslutte sig kampen er i grunden at unddrage sig sit eksistentielle valg, må man formode. Hansen anfører som “det eneste argument, der vist batter noget mod æsteten, nemlig at han ved ‘trofast at føre videre’ sjusker sig fra det egentlige”. Det, den intellektuelle angiveligt ofte agtede at “føre videre” var kulturens “kostbare arvegods” i en rent intellektuelt ført “kulturkamp”.

Men “den intellektuelle” eller “æsteten” måtte altså nu træffe sit påkrævede valg: “Han forblev på det æstetiske plan og undgik det opgør, den nøgne virkelighed kræver. Gjorde han ret i det? Er og har kulturens stilling ikke været så kritisk, at den kræver enhvers medvirken i de simple, hårde opgaver? Måske æstetikeren smiler og siger: Hvad i alverden skulle jeg lave der? Og vi må svare: Du er altså klogere, modnere, finere end vi, derfor har vi beundret dig og regnet dig for læreren og ypperstepræsten for vor dannelse. Du har de virkemidler, vi savner. Og synes du, vore illegale skrifter og vor forkyndelse er for umoden og naiv, godt, det må da være en forpligtelse for dig. Hvem andre kan gøre det bedre. Burde du ikke søge at give vor strid det perspektiv og den dybde og værdighed, der smykker din kultur?”

“Æsteten” skydes således ikke først og fremmest suspekte motiver som fejhed eller magelighed i skoene, om end Hansen mener, at udkomme og relativt behagelige arbejdsforhold under besættelsen har spillet en rolle for “æstetens” holdning til modstandskampen eller mangel på samme. Langt snarere fremhæves mere legitime motiver som det at føre kulturkamp og føre det kostbare arvegods videre. Dels viser Hansen på den måde “æsteten” tillid og respekt for det, der faktisk kunne ligne et ægte, etisk valg, og dels giver Hansens goodwill på dette punkt en mulighed for forsoning, en mulighed for sammensmeltningen af interesser; den af “æsteten” ønskede og ifølge Hansen førte kulturkamp bør rettelig føres under modstandskampens auspicier for ogsåat være et ægte etisk valg.

Martin A. Hansen nuancerer imidlertid sine synspunkter. For dels kan man godt deltage i kampen uden så at sige at være i fysisk kamp, nemlig fx ved sit skrivebord som en, der med sin viden og kunnen sætter tingene i perspektiv og bevarer det klare overblik. Fremhævelsen af kampen relativeres med denne opfattelse, som mangen en antiintellektuel11 sikkert ville forkaste. Dels går Hansen endnu videre i nuancerende retning, når han mener ikke at kunne komme uden om kulturarbejdets autonomi: “Naturligvis kan man ikke uden videre affeje værdien af det uforstyrrede, successivt vedligeholdte kulturarbejde også i denne kritiske situation”. Kulturarbejdet har altså ifølge Hansen også en berettigelse uden for kampen.

Ikke desto mindre fastholder Martin A. Hansen kampen som nøglen til virkeligheden og forståelsen af den. Utvivlsomt sandt er det, at kunstnerisk og intellektuel frihed historisk set ikke er vundet uden kamp, uomtvisteligt er det også, at den var truet og blev knægtet af fascismen. Det var derfor ifølge Hansen illusorisk at tro, at kunstnere og intellektuelle kunne holde sig uden for kampen; hvad enten man ville eller ej, var man en del af kampen. Man kunne så ‘vælge’ at være tilskuer til sin egen og åndslivets destruktion, eller man kunne vælge at tage del i det kæmpende forsvar for frihed, herunder også kulturens og kunstens. Desuagtet skinner imidlertid en vis mytologisering af handling, af praksis og kamp igennem Hansens essay som “det egentlige”, som selve virkeligheden:

Den nøgne virkelighed kan i en moden civilisation længe lade sig tøjle af forskerens og æstetens relativistiske syn, men nu og da bryder den sig løs, for kulturens egen skyld, og på en gang er de gamle højtfortjente æsteter uden for det hele, helt udenfor.

“Gamle” kaldes æsteterne, givetvis også i betydningen forældede, og, som man må forstå, ved hjælp af ungdommeligt mod, kraft og vitalitet kæmpes kampen på selve virkelighedens valplads.12 Og dét just for kulturens skyld; ikke æsteternes kraftesløse frembringelser er eller formidler ægte kultur, ifølge artiklens forfatter.

Hansen mener også, at “en afhandling eller et...